Opgøret i Ruslands nærområde giver Kina en tiltrængt Lex Putin

Selvfølgelig var der alarmister, der i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine mente, at der skulle tændes advarselslamper for Taiwan. Den absurde argumentation gik på, at USA og dets europæiske allierede ville koncentrere så megen politisk og militær muskelkraft om at hjælpe ukrainerne, at luften kunne gå ud af Washingtons satsning på at inddæmme Kinas forsøg på dominans i Øst- og Sydøstasien.

Er der krigsrisici i Kinas nærområder? Vist så, men den er beskeden, når der sammenlignes med Mellemøsten, Europa og Afrika. Som bekendt har Nord- og Sydkorea holdt hinanden i skak i årtier, og vi europæere bør for tid og evighed takke USA for klogskabens politik i dette hjørne af Asien. Jo, atomafskrækkelse gør en forskel her.

Lidt længere sydpå forsøger 23,4 millioner sprogkulturelt kinesiske individer i Taiwan at leve med at være nabo til en gigant med supermagtsambitioner. Vi er som den lille gibbonabe, der mærker det tunge åndedræt fra en 400 punds gorilla bag os hver dag, som en taiwansk oppositionspolitiker engang udtrykte det.

Republikken Kina, som er Taiwans officielle navn, har i årtier levet med grynt og propagandabrøl fra Fastlandskina, der befinder sig mindre end et par hundrede kilometer væk.

KINAS OFFICIELLE politik er at opnå en genforening med Taiwan, uagtet at øen ikke er blevet styret fra Beijing siden 1895, da arvefjenden Japan gjorde den til krigsbytte og koloni.

Skulle taiwanerne ikke gå med til en fredelig tilbagevenden, kan en invasion ikke udelukkes, lyder advarslen fra Beijing. Derfor flyver kinesiske militærfly ofte ubehageligt tæt på taiwansk luftrum. Moderne symbolpolitik.

Amerikanske sikkerhedsgarantier siden 1949 er intakte for Taiwan og gør den militære option til en hasarderet risiko for Beijing. Derfor ignorerer titusinder af taiwanere det historiske modsætningsforhold til broderfjenden. De har boet og arbejdet på den anden side af Taiwan Strædet til stor gavn for begge samfund.

Kernen i striden er, at Kina opnår langt mere ved at presse og intimidere Taiwan end ved at forsøge sig med noget så hasarderet som en invasion. For de fastlandskinesiske magthavere afskrækker dermed naboerne i Sydøstasien fra at indgå i et alliancesystem med Taiwan i stil med Nato’s funktion i Europa.

Den demokratisk styrede ø-republik ville omgående få støtte fra amerikanske skibe og fly, hvis Kina skulle forsøge sig med noget så ufornuftigt som en invasion. Kinesisk militær har en yderst beskeden kamperfaring, og allerede ved de første tab under en landgang ville den øverstkommanderendes podie i Beijing vakle under ham.

DEN REALITET , der konstant overses i debatten om Taiwans status, hedder strategisk tvetydighed. Den indebærer, at Taiwan har selvstyre i sammenhæng med et historisk Kina grundlagt i 1912, men som hverken kan eller vil underlægges et nutidigt centralstyre i Beijing. Fiktion, vil nogen sige, men den bygger på amerikansk lovgivning og har fungeret fint i mere end fire årtier. Derfor er heller ikke formel løsrivelse en vej frem.

Realiteten er, at det store flertal i Taiwan ikke finder Fastlandskina, som taiwanerne kalder naboen, værd at genforenes med.

Skulle en fremtidig ledelse i Beijing vælge en anden politisk virkelighed end den nuværende, kan Taiwan danne forbillede.

TAIWAN har overlevet syv årtiers kinesisk borgerkrig med løst krudt og sund fornuft.

På rekordtid forandrede det taiwanske samfund sig i 1987-88 fra at være et ludfattigt militærdiktatur til at blive et af Asiens mest blomstrende demokratier. Uden at et eneste skud blev løsnet.

Nobelkomiteen glemte dengang at uddele fredsprisen til kloge folk i hovedstaden Taipei, som havde fortjent den meget mere end nogle af de distanceblændere, der har modtaget den i årenes løb.

Den russiske krigsførelse i Ukraine må indlysende nok have udløst hovedpiner i Beijing. Forløbet har vist, hvor hurtigt verdensopinionen kan mobiliseres, når en diktatorisk overmagt forsøger at undertvinge et militært svagere demokrati. Taiwans livline er forlænget, sandsynligvis i flere årtier.

Så hvem i inderkredsen omkring Xi Jinping fortæller ham, at han var for tidligt ude med at love næsten evigt kammeratskab til Vladimir Putin?

(klumme i Politiken 24.03.22)