Putin nyder kirkens støtte. Grin ad ham

Chefen i Kreml er mere ’Benito’, end han er ’Adolf’.

Er det overhovedet anstændigt at bringe humor og satire i spil i en konflikt, hvor uskyldige civile, herunder kvinder, børn og ældre omkommer, kvæstes eller fordrives som følge af en despots ryggesløse og barbariske handlinger?

Verden har tidligere kendt til dette dilemma. Vi gør et hop trekvart århundrede tilbage i tiden:

Den britiske stumfilmstjerne Charlie Chaplin udsendte i 1940 sin første talefilm, Hitler-parodien The Great Dictator. Dens historie er en forvekslingskomedie, hvor Adenoid Hynkel, diktator i den fiktive stat Tomainia, strides med diktatorkollegaen Benzino Napaloni i nabolandet Bacteria (Benito Mussolinis Italien, naturligvis) om, hvem af de to der skal invadere landet midt imellem, Osterlich.

En fattig jødisk barber, der ligner Hynkel som en enægget tvilling, iføres Hynkels uniform og fortæller på dramatisk vis i filmens slutscene folket, at verden ikke har brug for diktatorer. Talen er legendarisk i filmhistorien.

Chaplin instruerede og producerede selv samt spillede rollerne som både Hynkel og den jødiske barber. Filmen blev hans største kommercielle succes; dog måtte han i sin selvbiografi siden forklare, at havde han haft mere indgående viden om nazisternes forbrydelser, ville filmen næppe være blevet realiseret.

Optagelserne begyndte i sensommeren 1939, netop som krigen i Europa brød ud med den tyske invasion af Polen. Da Chaplin havde de sidste scener i kassen, var Danmark og Norge erobret og Hitlers blitzkrieg i Nordfrankrig i fuld gang.

I Hollywood talte mange imod en amerikansk krigsdeltagelse. Kongrespolitikere i Washington henviste til de brogede erfaringer med den amerikanske krigsdeltagelse i Frankrig 1917-18 og pegede på, at den fredstraktat, der året efter fik præsident Woodrow Wilson som hovedarkitekt, var sprængfyldt med illusioner og utilsigtet ledte Europa direkte ud i næste krigskatastrofe.

I SIN biografi om Chaplin skriver filmhistorikeren Jeffrey Vance, atThe Great Dictator på mesterlig vis integrerer komedie og storpolitik og lykkes med at levere satire, der aldrig er gjort bedre siden. Tilbage står en moralsk prøvelse: Er det uanstændigt at producere en komedie med afsæt i de største forbrydelser mod menneskeheden?

Når det giver mening at minde om Chaplins mesterværk og drage sammenligninger til nutidens Ukraine, skyldes det indlysende nok Vladimir Putins absurde påstande om at ville rense nabolandet for nazister, samtidig med at den ukrainske præsident er af jødisk herkomst.

Kan sociale medier bruges som våben i forsøgene på at latterliggøre den følelseskolde kejser af Kreml? Vi ved, at russiske internetaktivister går på hjemmesider for restauranter i Moskva samt andre storbyer og skriver ’anmeldelser’ indeholdende nøgterne rapporter om den russiske krigsførelse, som Putins censurapparat har afskåret offentligheden fra.

Humoren bruges i de mange karikaturtegninger, der fokuserer på brutaliteten og kynismen i Putins fremtoning, herunder også det skær af surrealistisk absurditet, der knytter sig til en person med et så massivt oppustet macho-ego.

HISTORIEKYNDIGE vil utvivlsomt nå til en erkendelse af, at sammenligninger mellem filmens Adenoid Hynkel, Nazitysklands virkelige Adolf Hitler og nutidens Vladimir Putin har indlysende begrænsninger. Men flyt så det geografiske perspektiv og bring den italienske fascistiske diktator Benito Mussolini i spil: Ganske som Putin er lykkedes med i nutiden, byggede også Mussolini sin legitimitet på kirkens rolle i samfundslivet. Datidens pave hyldede fascismen. Mennesker tilhører kirken, og dens regime er derfor totalitært, forklarede pave Pius XI i 1938.

I tiden under Sovjetunionen havde den russiske ortodokse kirke trange vilkår; men siden sammenbruddet i 1991 har Putin effektivt udnyttet Ruslands religiøse kræfter til en nationalkonservativ genopbygningspolitik. De ortodokse ledere har til overflod været loyale over for Kreml.

Moskvas øverste patriark, Kirill, udsendte på dagen for invasionen af Ukraine en erklæring, der gentog den ’historiske’ retfærdiggørelse af den ’særlige militære operation’, som Putin havde fremført. Ikke overraskende har Kirill gentagne gange talt dunder imod forslag i nabostaten om at give Ukraines ortodokse kirke reel selvstændighed.

I årtier frygtede vi sovjetrussisk kommunisme og bevæbnede os til at modstå den. Ingen af datidens såkaldte sagkyndige forudså Ruslands forvandling til et ortodokst, nationalkonservativt og mafiøst diktatur. Ruslands og Ukraines befolkninger er indhentet af fortiden, ikke kun den sovjetiske, men også den ortodokse. Uskyldige omkommer dagligt af den realitet.

(klumme i Politiken 10.03.22)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter.
Dette indlæg blev udgivet i Diverse, Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s