Nordeuropas søjler i kontinentets forsvarsmekanismer skal styrkes.

Ingen kæde er stærkere end det svageste led, og hvor er det så, at Nato og de EU-økonomier, der finansierer det nødvendige forsvar mod en aggressiv russisk nationalpopulisme, har det sværest? Er det tysk besindighed byggende på årtiers erfaringer og fornuftsbetonet diplomatisk håndtering af upålidelige naboer i øst?

Selvfølgelig ikke, men den ubehagelige undtagelse i rækken af kløgtige kanslere er socialdemokraten Gerhard Schröder, der uden sammenligning er Vladimir Putins vigtigste (og rigeste, takket være Gazprom) indflydelsesagent i EU- og Nato-familierne.

Er det franske drømmerier om storhed, når der i Paris tales om europæisk strategisk autonomi? At få en europahær, der kan spille en komplementær rolle i forhold til Nato, lyder flot, men risikerer massiv modstand i medlemslandenes befolkninger.

Britisk udsyn, visdom og strategisk udsyn hele vejen fra skandaleplagede Downing Street 10 til imperiets tidligere flådebase Malta, hvorfra disse linjer skrives?

Middelhavsøens vintereksilerede englændere enten rødmer af flovhed eller skraldgriner, når talen falder på Boris Johnson. En lokal samtalepartners udsagn: Vi briter regeres af en landsbytosse.

Så når Mette Frederiksen har fået travlt med slå en nordjysk ladeport op for amerikansk militært personale og personel, hvad handler det så i virkeligheden om? Ud over at stille os stærkere i fremtidige forhandlinger om Grønlands stilling i rigsfællesskabet.

Jo, selvfølgelig at gøre Nato’s nordeuropæiske flankeforsvar mere troværdigt. En uomgængelig nødvendighed, når russiske hackere går længere end til at ramme mål i Ukraine.

SKRÆKSCENARIO? Putins mål er ikke at besætte Ruslands ’nære udland’, som regionen blev betegnet i tiden under hans forgænger Boris Jeltsin. Den tidligere efterretningsagent fra Sankt Petersborg vil destabilisere Europa, og dette slibrige forehavende er allerede lykkedes et langt stykke af vejen. Bare se på Ungarn og Tyrkiet.

For tre årtier siden advarede daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) mod sårbarheden i Europas ’bløde bug’. Dermed mente han især to af de dårligst regerede EU- og Nato-medlemmer, Italien og Grækenland. Lad os minde om, at også Athen har indgået aftaler med Rusland om gasleverancer.

Som om det ikke var surt nok, har Cypern (EU-medlem, men uden for Nato), givet russiske militære fartøjer adgang. Med venner som disse hvem behøver fjender?

TAG SÅ LIGE ET STORT HOP nordpå: Vor næstennabo Finland har solide erfaringer med at blive åndet i nakken af den russiske bjørn. Plus et par blodige krige.

Sammen med Sverige indgik Finland i 2018 en trepartssikkerhedsaftale med USA. Sverige er det første europæiske land uden for Nato, der anskaffer sig et amerikanskdesignet missilforsvarssystem. Finland besluttede i fjor at købe 64 eksemplarer af F-35-kampflyet.

Herefter er al tale om at lade de to nordiske lande blive optaget i Nato reduceret til akademisk snak. De er begge operationelt integreret i alliancens forsvarsberedskab. De fleste ved det, men ikke mange taler om det. Meningsmålinger fra både Stockholm og Helsinki viser, at befolkningernes interesse for Nato er voksende, men her er det vigtigt at skelne mellem praktisk tilknytning og et regulært medlemsbevis. En finsk diplomat forklarer, at de to lande er hinandens nærmeste sikkerhedspartnere, men tilføjer så: USA bevæbner os. Hvilket også demonstrerer logikken bag den danske regerings USA-udspil.

Fordi det konventionelle danske forsvar er blevet ikke kun sparet og udtyndet, men fejlanbragt i både Afghanistan, Irak og senest Vestafrika, har vi forsømt det, der burde betyde allermest for os: naboregionerne. Østersøen og de stater, der grænser op til farvandene er der, hvor vi skal sætte kræfterne ind.

Sydøsteuropa er Europas akilleshæl: Kronisk skrøbelige Grækenland er tæt på at være lige så illoyal over for Europa som Ungarn.

Tyrkiet, Ruslands trojanske hest i Nato, vil have Putins hjælp til at lege regional muskelmand i Mellemøsten. En regulær stinker på kanten af Europa.

Kontroversielt vil nogle sige, men historien vil bekræfte os i, at Stockholm, Helsinki, Tallinn, Riga og Vilnius har større betydning for dansk sikkerhed end Athen og Ankara. Husk dette, når der tales om fremtidens kerne i Nato 2.0.

(klumme i Politiken 21.02.2022)