Tag et sprogkursus i russisk, Bødskov

Lær russisk, hr. forsvarsminister! Altså folkesjælen og historieskrivningen.

Regeringens aldrig svigtende problemknuser Morten Bødskov, der nu er landets forsvarsminister, bør nok supplere sin arbejdsrelaterede pligtlæsning med nogle af forfatteren Leif Davidsens litterære røntgenbilleder og millimeterpræcise beskrivelser af den russiske folkesjæl.

Ikke for at udvikle empati med overoligarken Vladimir Putins intellekt og sjæleliv, men for at komme dybere ind i de folkelige kræfter, der driver millioner af jævne russiske arbejdere og bønders oplevelse af, at den ukrainske nation slet ikke er en sådan, men snarere et samfund, som på grund af nogle beklagelige historiske fejltrin fik lov til at kalde sig en stat. For mange russere opfatter ikke Ukraine som et land, der har ret til at være sig selv, forklarede samme Davidsen, den populære skildrer af kontinuerlige russiske tragedier og skæbner gennem fire årtier, da han i sidste uge talte til en fyldt sal på Louisiana i Humlebæk.

Virkeligheden banker på: Realpolitisk kan Vesten ikke tale sig ud af, at nok er Ukraine ikke medlem af Nato og kommer det næppe i årtiers overskuelige fremtid, men den vestlige alliance har en tilstedeværelse i Ukraine i form af amerikanske og britiske våbenleverancer og træningsprogrammer. Ukraine er heller ikke i EU. Men EU, Danmark inklusive, er i Ukraine i form af civilsamfundsprogrammer og andre såkaldte blød magt-aktiviteter.

Med andre ord vil vi bidrage til at gøre 43 millioner ukrainere til samme slags blødsødne liberale ligestillingsfikserede demokrater, som vi selv er lykkedes med at blive. Vores modstandere i dette opgør støtter sig til hundredvis af kanonløb, missiler og tusindvis af automatrifler, håndgranater, miner og andet gods fra samme lagre. Er det så realistisk at befinde sig på denne slagmark, Morten Bødskov?

PUTINS MÅL er nøjagtig at skræmme ukrainerne fra at gå videre ad et politisk spor, der skal forvandle dem til noget, der ligner fredselskende skandinaver og tøvende tyskere. Hertil behøves ikke, at han sender panserkolonner ind på vejene mod Kijev; det rækker med uvisheden, nervøsiteten, den konstante sabelraslen og, selvfølgelig, oceaner af digitaliseret hybrid krigsførelse.

Opmarchen af kampvogne og infanteri er kun den kulisse, der sætter rammen for den langt mindre omkostningskrævende, men hypereffektive cyberkrig.

Sidste uges topmøde mellem de to ledere af Europas og Asiens største og vigtigste autokratier, Kina og Rusland, har afmonteret de overlevende forestillinger om, at befolkninger og samfund i Ruslands vestlige og sydlige nære udland nogensinde kommer i nærheden af en samfundsorden, hvis skabeloner er tegnet i Washington eller Bruxelles.

Sørgeligt, javist, men som statsminister Mette Frederiksen ville udtrykke det, hvis hun turde være ærlig: Lev med det!

Den nye ’Universalisme 2.0’. vil handle om retten til at beskytte såkaldte civilisatoriske værdier. Stærkeste eksponenter for denne strømning er selvsagt Putin og Xi Jinping, men også Viktor Orbán, Tyrkiets Erdogan og i USA et voksende antal ’Maga-politikere’ (Make America Great Again). Nationalpopulismen trives i både øst og vest og er ved at kvæle den liberale universalisme langsomt.

Den vel nok vigtigste komponent i det 21. århundredes brutale nationalkonservative bølge bliver terrorbekæmpelse og etnoidentiske politiske diskurser. Taberne bliver palæstinensere og andre mellemøstlige mindretalsgrupper, kinesiske uighurer, millioner af migrerende afrikanere og (især i Europa) udvalgte indvandrergrupper.

VED SLUTNINGEN af Første Verdenskrig definerede præsident Woodrow Wilson, at verden skulle gøres sikker for demokratiet. Hvorefter europæerne vandrede lige ud i de grimme ’ismer’ og Anden Verdenskrig.

Her i 2022 går der en modbevægelse i retning af at gøre verden sikker for autokratier. Ulykkeligvis for alle os blødsødne liberale er der realistiske udsigter til, at Putin og Xi også sidder ved rorpinden i Moskva og Beijing om ti år.

I 2032 fylder Putin 80, og Xi 79. Til den tid er Macron, Boris Johnson, Ursula von der Leyen, Trump, Biden og Mette Frederiksen historie. En, der ligner Trump, risikerer at sidde i Washington.

Et passende sted for landflygtighed? Jeg har truffet mit valg: New Zealand. Et samfund, hvor ikke et græsstrå ligger forkert, og hvor rød- og hvidvine og lammekoteletter er fuldt på højde med, hvad Europa kan levere.

(klumme i Politiken 09.02.22)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter.
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s