Nato vil overleve Ukraine-krisen

Opgøret om Ukraine udgør et heftigt pres på Europa. Nato er altid ved at falde fra hinanden, men heldigvis er kriserne benzin til nyt sammenhold, siger den tiltrædende dekan ved Forsvarsakademiet, Henrik Breitenbauch.

På få uger er udviklingen på det europæiske landkort blevet så dramatisk, at diskussionen om den er kommet til at handle om meget mere end om staten Ukraines overlevelse i den form, der blev en realitet efter den kolde krigs ophør og Sovjetunionens sammenbrud for tre årtier siden.

Opgøret om Ukraine er den største sikkerhedspolitiske styrkeprøve på europæisk jord siden ophøret af den kolde krig. Den postsovjetiske leder Vladimir Putin spiller højt spil om geografien i Ruslands nærområde. Vil samme krigs sejrherre, Nato, komme svækket eller styrket ud af den proces?

Under alle omstændigheder er sammenholdet i og eksistensberettigelsen af den vestlige forsvarsalliance sat på sin alvorligste prøve i årtier. Men alliancen vil sandsynligvis komme styrket ud af krisen, mener den tiltrædende dekan ved Forsvarsakademiet, Henrik Breitenbauch. Alligevel står Europa på helt anderledes skrøbelig grund end dengang for tre årtier siden, da det sovjetkommunistiske imperium blev lagt i graven.

I 1992 tegnede udsigterne lyse og lykkelige for det store flertal af kontinentets befolkninger og regeringer. Der var kun en demokratisk og liberal fremtid, hvis man ser bort fra de jugoslaviske samfund. Så hvad er hovedforklaringerne på, at Europa i dag er præget af frygt og pessimisme?

»En af de ting, der gik galt med håndteringen af Rusland efter den kolde krig, handlede om institutioner. Demokrati er andet og mere end valghandlinger. Vesten var for naiv i forhold til, hvor stor og langvarig en transformation der skulle til, for at demokratiske institutioner blev grundfæstede – i Rusland, men for så vidt også i de tidligere Warszawapagt-lande«.

Så Ruslands opdeling af Ukraine siden 2014 og presset på de tidligere randstater i Sovjet-imperiet er prisen, vi betaler for vores naivitet?

»Ruslands konstruktion af en frossen konflikt i både Georgien og Ukraine er kyniske træk for at sikre en de facto vetoret over de to landes potentielle medlemskaber af EU og Nato. Men dette års krise har vist, at Moskva vurderer, at Kiev på trods – eller måske netop tilskyndet – af vetoretten var på vej for langt i vestlig retning. Derfor har man følt, at man var nødt til at gøre endnu mere. Men Ukraine er netop ikke medlem af Nato, og Vesten vil ikke risikere en militær konflikt med Rusland for at forsvare Ukraine«.

Kan vi give ukrainerne noget i stedet?

»Ud over den følsomme diskussion om akut våbenhjælp er det på længere sigt nok vigtigere at tilbyde ukrainerne mulighed for at leve de liv, de ønsker. For eksempel ved at åbne for handel og uddannelsesudveksling. Sørge for, at det ukrainske militær taler engelsk. At fremme udveksling af viden, styrke deres civilsamfundsorganisationer, inspirere deres medier og læreanstalter«.

Hvor begik vi, altså USA, Nato og EU, fejl i håndteringen af Rusland?

»I de første år i indeværende århundrede var der muligheder, der siden forsvandt ud af hænderne på os. Rusland var i Putins tidlige regeringsår økonomisk svagt, og han behøvede tid til magtkonsolidering. Der var en lang periode, hvor USA set i bakspejlet nok havde for travlt med at udvikle missilforsvar uden at ville indgå i en dialog med Rusland om den strategiske stabilitet«.

»Det er ikke givet, at en sådan dialog havde ændret på den efterfølgende kurs – også fordi der bare er en basal spænding mellem Vestens idé om nationernes ret til selvbestemmelse og Ruslands insisteren på en bufferzone. Men måske havde vi været bedre forberedt på den russiske kursændring«.

Europas ansvar

Europæerne har prøvet det før: diskuteret, om deres stater kan forsvares uden amerikansk ledelse og tilstedeværelse. Debatten er ældre end Nato, for den begyndte med oprettelse af den såkaldte Vestunion i 1948. De stiftende medlemslande var Storbritannien, Frankrig, Belgien, Luxembourg og Holland. I 1954 fulgte Vesttyskland og Italien med ind, men snart blev unionen reduceret til et debatforum uden praktisk betydning, dog var det først i 2011, at unionen som organisation blev opløst.

I Danmark har en lignende diskussion taget form af ét spørgsmål: Hvornår skal forsvarsforbeholdet ophæves? Tilhængerne af et sådant skridt frygter selvfølgelig udfaldet af en folkeafstemning. For Brexit kaster en skygge over Europas sammenhængskraft.

Ud over Frankrig er Storbritannien et Nato-medlem med kernevåben. Dette er trods alt ikke blevet ændret med Brexit?

»Usikkerheden om Storbritanniens rolle i Europa er stor efter Brexit, men netop på forsvarsområdet søger de at kompensere for den generelle uro. Til gengæld er den europæiske sikkerhed, når det kommer til de desværre uomgængelige kernevåben, mindst 90 procent bygget på amerikanske kapaciteter. De franske og britiske kernevåben er marginale – hverken Frankrig eller Storbritannien kan meningsfuldt forsvare tredjelande med dem«.

Der er en voksende diskussion om sammenholdet i Nato. Er den mere bekymrende end tidligere?

»Nato er altid ved at falde fra hinanden – kriserne er benzin til nyt sammenhold. Men det nye i tilstanden er, at usikkerheden ikke kun kommer østfra, men også fra det land, der plejer at holde alliancen sammen i sidste ende. Europas ledere må se i øjnene, at nogle af de største usikkerhedsfaktorer udgår fra splittelserne i amerikansk indenrigspolitik. Og selv hvis USA forbliver sig selv, så vil behovet for europæisk handlekraft og militære muskler under alle omstændigheder tage til i takt med, at USA ser mere mod Kina og Asien«.

Deraf diskussionen om europæisk strategisk autonomi. Er det begyndelsen på et amerikansk farvel til Europa, vi ser her? Og hvor langt ude i fremtiden er en Europahær ledet af Frankrig og Tyskland?

»Det er måske mere hjælpsomt at tale om europæisk strategisk ansvar – om det er den europæiske dimension inde i Nato eller i form af EU’s forsvarssamarbejde eller for den sags skyld det nordiske, så vil de europæiske lande investere yderligere i deres forsvar i det kommende årti. Men effekten af investeringerne vil vi først se om 10-20-30 år. At realisere sådanne visioner har meget lange udsigter«.

»Det handler også om, at f.eks. Tyskland er bagud på point både kvantitativt og kvalitativt, teknologisk, økonomisk, budgetmæssigt. Uden et topmoderne tysk forsvar er det svært at forestille sig et mere selvstændigt Europa. Den amerikanske tilstedeværelse og fremfor alt amerikanske teknologiske kompetencer vil være en forudsætning for et troværdigt forsvar af de europæiske demokratier i flere årtier frem. Europæiske kapaciteter er bagud på nærmest alt, og så har vi slet ikke nævnt den strategiske tænkning og den politiske forsvarsvilje«.

Det handler vel om, at Tyskland ikke vil og kan tage en konfrontation med Rusland?

»Den lange historie om den tyske sonderweg efter Anden Verdenskrig trækker stadig spor. Det nye Tyskland, der er vokset op under det amerikanske halvtag, skyer instinktivt magtpolitikken og søger en nærmest skandinavisk rolle som mediator. Derfor, og af økonomiske årsager, søger Tyskland lidt for ivrigt at komme til en forståelse med den russiske strategiske modpart«.

Hvorfor er der ingen aktører i Rusland, der kan være vores partnere i et samarbejde, der trækker i retning af afspænding og nedrustning?

»Fordi Putin har kvalt den kim til politisk frihed, der var en grundsten i Helsinki-aftalerne i 1975«, siger Henrik Breitenbauch. Aftalerne gav mere plads til civilsamfund og menneskerettigheder og inspirerede til glasnost og perestrojka-processerne under Putins tidligere chef Mikhail Gorbatjov i 1980’erne. Resultatet var opløsningen af Sovjetunionen.

»For ikke at blive udfordret på magten og fordi han har lært af Helsinki, har Putin taget kontrol med det russiske civilsamfund. Derfor er der ikke nogen rigtig alternativ dialogvej gennem civilsamfundet, der ville kunne afspænde tilstanden omkring Ukraine og de baltiske lande«, siger Henrik Breitenbauch

Teknologisk kapløb

Lige nu er vi skræmt af fotos af russiske kampvogne og ukrainske forsvarere i skyttegrave, og det smager af det 20. århundredes verdenskrige. Fremtidens krige afgøres vel af højteknologisk formåen mere end af larvefødder og kanonløb?

»Det er en spændende og besværlig diskussion. Teknologien er helt sikkert det nye våbenkapløb. Militærteknologiske revolutioner er afhængige af bredere samfundsmæssig innovation og organisatorisk tilpasning, hvilket generelt er styrker og kvaliteter, der karakteriserer de vestlige samfund. Men det er stadig et kapløb«.

»Opgøret handler i øvrigt også om værdier: Autokratiske stater som Rusland og Kina ønsker at kontrollere civilsamfundene og overvåge borgerne, fordi magthaverne godt ved, at de ikke har demokratisk mandat –sådan som det f.eks. er sket i forbindelse med Kinas indførelse af en national sikkerhedslov i Hongkong«.

Men de åbne samfunds regeringer har også i årevis overvåget egne borgere uden at få legitimeret disse tiltag. Kan du se paradokset?

»At digitaliseringen muliggør systematisk overvågning, er en væsentlig udfordring også for de demokratiske lande. De nye teknologier skubber til magtbalancen mellem borger og stat på usete måder. Men i det mindste kan vi i de demokratiske lande dagsordensætte det som et problem«.

(interview i Politiken 05.02.22)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter.
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Interviews, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s