En finsk vej til Ukraines fred

Dilemmaerne vil i stå i kø, den dag Kyiv og Moskva skal forhandle en fredsaftale.

Et stort russisk krigsskib ligger på Sortehavets bund, stormagtens invasionsstyrker er demoraliserede og ydmyget, og der er solide forlydender i medierne om, at snesevis af yngre russiske mænd har krydset linjerne i fjendeland og bevæbner sig hos ukrainerne for at deltage i kampen for både et frit Ukraine og et fremtidigt friere Rusland.

Så fremtiden, hvordan skal den se ud? Selv hvis krigen trækker langt ind i 2023, giver det mening allerede nu at tegne de første skitser til, hvorledes Ukraine kan indrette sig, så gentagelsestilfælde kan undgås.

Hvad er formlerne for fredelige samarbejdsrelationer mellem Kyiv og Moskva, den dag en våbenhvile er underskrevet og forhåbentlig baner vejen for en fredsaftale?

TIL AT STARTE med gerne en fredsbevarende FN-styrke. På sigt enheder fra en Europahær. Aldrig har en sådan størrelse været mere nødvendig.

Der kan spørges til historiske erfaringer med nabofjendskaber i Warszawa, Prag, Budapest, Sofia og Bukarest, men det bedste sted at henvende sig er Helsinki, hovedstaden i landet, der engang var et storrussisk grevskab og siden kæmpede sig til frihed og selvstændighed med tusinder af ofre på sneklædte slagmarker.

Længere end det var sundt for et demokrati, havde finnerne en præsident, Urho Kekkonen, der for et halvt århundrede siden fiflede med forfatningen, opløste parlamentet og indsatte et forretningsministerium for derefter at invitere de to supermagter, USA og Sovjetunionen, og deres respektive allierede til Helsinki for at traktatfæste den deling af Europa, der gav kontinentet en slags stabilitet.

Var der så en politisk pris at betale?

Kekkonens Finland var i et kvart århundrede et kapitalistisk demokrati med mundkurv på. Vore nordiske brødre og søstre levede med politiske begrænsninger, som i nutidens optik er uspiselige, men som gav mening i datidens bipolare opdeling af Europa, der hvilede på atomvåbnenes logik, og den lod sig dårligt udfordre.

Finnernes skolebøger blev censureret, Sovjetunionen idylliseret i litteratur og på film, og staten nikkede ja til fejringer af sovjetstatens grundlægger Vladimir Lenins fødselsdag. Magtens mænd i Moskva brugte Finland som eksempel på, at en kommunistisk stormagt kunne leve fredeligt side om side med et land, hvor amerikansk popkultur kørte i båndsløjfe.

Kan så præsident Zelenskyjs fremtidige Ukraine bruge finnernes historiske erfaringer til noget, den dag det russiske militær har standset myrderierne?

DEN UKRAINSKE frihedsleder vil en skønne dag skulle trykke russiske politikere og diplomater i hånden, inden de underskriver de dokumenter, der normaliserer relationerne. Derefter skal der findes et dialogspor, og heldigvis er Zelenskyj flydende i russisk og kender deres mentalitet i dybden. Kammerateri bliver der næppe tale om.

Finlands Kekkonen gik så langt som til i 1960 at invitere datidens sovjetleder, Nikita Khrusjtjov, til sin fødselsdagsfest i præsidentpaladset og siden residensen. Vodka i saunaen gjorde angiveligt en positiv forskel.

Kekkonens efterfølger fra 1981, socialdemokraten Mauno Koivisto, havde som ung soldat aktiv krigserfaring i 1940’ernes såkaldte fortsættelseskrig. Han deltog her i en enhed, der gjorde indsatser bag fjendens linjer. Blandt historikere er det en udbredt antagelse, at Koivisto personligt dræbte russiske soldater, i øvrigt med brug af et russiskfremstillet maskingevær, der siden blev udstillet på militærmuseet i den finske hovedstad.

Koivisto blev manden, der langsomt normaliserede Finlands politiske liv og bragte landets parlamentariske praksis, medier og kulturliv på linje med normer og standarder i de nordiske broderlande.

DA SOVJETUNIONEN gik i opløsning ved årsskiftet 1991-92, spekulerede nogle fantaster i at kræve tilbagelevering af områder, herunder Karelen, som Finland var blevet tvunget til at afstå i 1944. Ukraines Zelenskyj får sin nok hårdeste politiske udfordring, når en fredsaftale skal afgøre de østukrainske regioners status.

Naturligvis er disse områder ukrainske, men historiens ugunst har gjort dem til slagmarker, lige så langt frem kikkertsigtet rækker.

Så selvfølgelig skal danskernes forsvarsforbehold ud på historiens mødding, og danske udsendte være med i de enheder, der en dag skal til Luhansk og Donetsk. Men en lex Slesvig er nok for meget at ønske sig. Til en start kan Folketingets Forsvarsudvalg og Forsvarskommandoen bevilge hinanden studiebesøg og efteruddannelse i Helsinki.

(klumme i Politiken 21.04.2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter.
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s