Tibetkommission 3 lugter af pengespild

Nationen har brug for en politiombudsmand.

Så kører bevillingsmøllen på ny: Der er optræk til en tredje undersøgelse af Tibet-sagen. Venstres Sophie Løhde, formand for Folketingets granskningsudvalg, ønsker klarlagt, hvorfor Tibet-kommissionen ikke i første omgang modtog alt relevant materiale fra Udenrigsministeriet, politiet og efterretningstjenesten.

Mere pengespild? Sophie Løhde burde til en start læse, hvad hendes partifælle fhv. justitsminister Søren Pind skrev i et opslag på Facebook umiddelbart efter offentliggørelsen af rapporten fra Tibet-kommission 2: »En dag må nogen forklare mig, hvordan Udenrigsministeriet kan bestemme over politiet. Der er ingen instruksbeføjelser overhovedet. Justitsministeren bestemmer over politiet. Ikke udenrigsministeren. Eller nogle af hans embedsmænd. Der er i givet fald tale om en ny retsstilling i strid med alle lærebøger, grundlovens ansvarsfordeling med meget mere«.

Den forsker, der herhjemme har haft mest grundigt fat i Udenrigsministeriets arbejdsgange, er professor Martin Marcussen på Københavns Universitet. På Facebook skrev han om konklusionerne i Tibet-kommission 2, at »det forekommer at være et særdeles mangelfuldt empirisk materiale, der ligger til grund for en meget alvorlig beskyldning om, at udenrigstjenesten skulle have opfordret til grundlovsbrud. Ikke engang indicier i materialet kan begrunde en anklage om, at den tidligere direktør og ambassadør i Kina Friis Arne Petersen skulle have opfordret til grundlovsbrud«.

Tibet-kommissionen kunne ikke finde den rygende pistol i de ekstra millioner mails. Dens jurister burde derfor have holdt sig stringent til et juridisk ræsonnement: Har vi ikke beviser, er folk uskyldige.

Men de lå under for politisk pres og en lemmingeeffekt i medielandskabet. Noget, som kommissionsformand, landsdommer Tuk Bagger og hendes folk aldrig kommer til at indrømme åbent. En kyndig i udenrigsministerielle arbejdsgange kunne have gjort en forskel her.

Kommissionsarbejdet har indtil nu kostet skatteyderne 82 millioner kroner, fordi myndighederne ikke udleverede alt materiale i første omgang. Dyre lærepenge, for tænk, hvis alt var blevet lagt frem fra starten, og kommissionens jurister derefter var landet på den eneste logiske konklusion: at ansvaret for, at demonstranternes grundlovssikrede rettigheder blev brudt, skulle placeres hos Københavns politidirektør.

Lige akkurat her lander ansvaret overhovedet ikke. Det er den selvindlysende konsekvens af, at statsadvokaten i sidste uge besluttede at fastholde tiltalen mod to betjente for at have afgivet usande vidneforklaringer helt tilbage i 2013.

Det er alt sammen både langstrakt og bekosteligt. Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, der arbejder for offentlighed og åbenhed i forvaltningen, har bortforklaret de høje sagsomkostninger med, at det ikke må være økonomi, der afholder Folketinget fra at undersøge væsentlige offentlige sager.

Undersøgelserne har en forebyggende virkning, mener han. Tja, hvorfor har det så været nødvendigt med en endnu ikke afsluttet undersøgelseskommission om Skat, der foreløbig har stået skatteyderne i knap 200 millioner kroner? Det er svært at befri sig for en mistanke om, at undersøgelsesivrige folketingsmedlemmer dels vil deres modstandere til livs, dels vil friholde sig deres egne ministre for ansvar. I tilfældet med de protibetanske demonstranter må vi gå ud fra, at topembedsmændene løbende holdt deres ministre informeret, når nu delegationsbesøg fra Kina per definition i særklasse er politisk sensitive.

DER ER hårdt brug for en særlig politiombudsmand, som vil kunne spare skatteyderne for mange (ofte spildte) kommissionsmillioner.

En sådan institution kunne på kort tid have gennemført disciplinære foranstaltninger mod de to betjente på gadeplan og have skabt klarhed over, hvor i systemets kommandoveje de angiveligt lidt for Kina-venlige instrukser befandt sig. Indtil videre må vi som skattebetalere glæde os over, at nogle af de afholdte udgifter også er en slags investeringer i fremtiden. Af de ca. 58 millioner kroner, som Tibet-kommission 2 kostede, gik de 14 millioner til digitale redskaber, it-konsulenter og drift af et særligt system til at søge i de 185 millioner dokumenter, som kommissionen indsamlede. Dette system kan vel genanvendes.

Justitsministeriets regnedrenge bør stille sig følgende opgave: Hvad vil en politiombudsmand (og dennes personale) koste i forhold til f. eks. de nævnte 58 millioner? En sådan investering i borgernes rettigheder turde være selvindlysende.

(klumme i Politiken 05.05.22)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter.
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s