Hos vores tre små naboer ved Østersøens østlige kant er den sovjetiske fortid stadig nærværende.

Der er noget museumsagtigt over den lettiske hovedstad Riga, hvorfra disse linjer skrives. Men de forfaldne post-sovjetiske husfacader i både træ og beton er blandet op med noget moderne og nutidigt. Byen har sidste skrig i sporvogne, plus nogle aldrende, der interessant nok er malet i blå-gule ukrainske nationalfarver.

For kun lidt over tre årtier siden tog Letland springet ud i frihed og uafhængighed efter at have overlevet under et sovjetkommunistisk åg siden 1945. Danmark gjorde dengang en forskel. Yngre læsere bedes notere sig følgende:

Tilbage i 1991 havde daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen underskrevet aftaler med de tre baltiske lande, hvoraf det fremgik, at dansk anerkendelse af deres selvstændighed fra 1921 stadig var gældende. Med andre ord havde vi aldrig anerkendt den sovjetiske magtovertagelse ved verdenskrigens afslutning.

Derfor skulle der ikke ske en ny anerkendelse, da det sovjetkommunistiske imperium slog revner i løbet af 1991 for helt at ophøre ved udgangen af året. Som besøgende opleves betegnelsen ‘ dansk’ som et plusord i alle betydninger. Vi er både rollemodel og allieret, tydeliggjort af de 800 soldater, der i disse dage indretter sig på en base en times kørsel fra hovedstaden.

Siden 1991 har de tre stater udkæmpet en kamp om historien, og den står stadig på. En fastboende dansker, der er lettisk gift, forklarer i en uformel samtale, at opgøret står i historien: Lettiske undervisningsbøger omtaler konsekvent tiden indtil skiftet for 31 år siden som ‘ russerperioden’, ikke den sovjetiske tid.

En betænkelig praksis, mener han. Fordi historieskrivningen dermed forbinder det store russisktalende mindretal med noget ondt og dystert. Lige nedenunder ligger risikoen for traumatisering og diskriminering af medlemmerne af et mindretal på mere end en fjerdedel af befolkningen.

Jovist er det Ukrainekrigens vinde, der blæser hele vejen nordpå til Østersøen.

HVOR MANGE har så hørt om Nils Usakovs, det 45-årige lettiske medlem af Europaparlamentet? Usakovs’ politiske løbebane er en tankevækkende illustration af, hvor svært de lettiske vælgere har haft det med at skulle håndtere eksistensen af et betydende politisk mindretal. Han gjorde det måske lidt for godt.

Da Usakovs uddannede sig, gik vejen omkring Danmark og førte til en kandidatgrad i økonomi fra Syddansk Universitet i 2002, kun tre år efter at han formelt opnåede lettisk statsborgerskab. Foruden at kunne både russisk og lettisk på modersmålsniveau klarer han sig fint på engelsk og tysk. Plus lidt dansk.

Politikeren insisterer på at kunne rumme både en russisk og en lettisk identitet.

Han er centrumpolitiker med rødder i socialdemokratisk tankegods og blev i en alder af kun 33 år valgt til borgmesterposten i hovedstaden Riga i 1999. To genvalg fik han, indtil korruptionsanklager tvang ham ud af embedet i 2019.

Samme år opnåede han valg til Europaparlamentet.

Politiske modstandere siger, at han dækker sig under parlamentarisk immunitet, og at korruptionsanklagerne derfor ikke føres til dørs.

Nils Usakovs kunne have fremstået som et skoleeksempel på national forsoning: at et medlem af det russisktalende mindretal kunne nå topposter i det politiske liv uden at blive opfattet som suspekt.

Men fortidens skygger falder langt i lettisk politik.

Med til et kompliceret billede hører, at der stadig er mere end en kvart million letter uden statsborgerskab – ud af en skrumpende og aldrende befolkning på lidt under to millioner.

Nils Usakovs ser det som en opmuntrende udvikling, at en femtedel af etniske letter er gift med en person med rødder uden for Letland. Blandt de yngre generationer ses en udvikling, der minder om den skandinaviske: Man finder sin livspartner i et af nabolandene.

Det ændrer dog ikke på, at den russiske fortid stadig er en nærværende realitet.

Heldigvis også på den gode måde. Denne signaturs to informanter har russiske og lettiske slægtsrødder både på mødrene og fædrene sider.

Og hvad mener de to så om det store sejrsmonument midt i byen, der markerer den sovjetiske hærs nedkæmpelse af den nazistiske besættelse, hvorefter et diktatur blev afløst af et andet, som blev siddende helt frem til 1991? »Den jernkolos kommer væk«, lyder svaret. »Men det er for tidligt at gøre det nu«.

(klumme i Politiken 17. maj 2022)