Litauiske kvinder demonstrerer en forsvarsvilje, der skriver kønspolitisk historie.

Intetsteds i Europa er forsvarsviljen og begejstringen for forsvarsalliancen Nato større end i de tre baltiske stater, der deler en fælles fortid som sovjetiske delrepublikker.

I den sydligste af tre, Litauen, giver denne vilje sig udtryk i, at yngre kvinder stormer ind i en frivillig paramilitær hjemmeværnsagtig organisation, Lietuvos Sauliu Sajunga, i kort form Sauliai, der har rødder et århundrede tilbage i historien.

På engelsk kalder foreningen sig Lithuanian Riflemen’s Union (LRU), og her smager den danske betegnelse skytteforening nok for meget af idræt, til at det giver mening at bruge den i en oversættelse.

En blanding af milits og hjemmeværn så? LRU var fra 1920′ erne en bevægelse, der tog del i landets uafhængighedskamp og frigørelse fra det storrussiske imperium under dettes omdannelse til det kommunistiske Sovjetunionen efter Første Verdenskrig.

Da Litauen 11. marts i år markerede landets uafhængighedsdag vakte det opsigt, da nationens to stærkest profilerede kvinder, regeringschefen Ingrida Simonyté og forpersonen for parlamentet, danskgifte Viktorija Cmilyte-Nielsen, begge meldte sig ind i LRU.

HVER 12. INDIVID i det litauiske militær er i dag en kvinde. Medlemmerne af LRU trænes ikke til kampopgaver, hedder det sig. Bevogtning, logistikopgaver og evakuering fra krigszoner defineres som kerneopgaverne.

Organisationen er blevet indsat i opgaver relateret til covid-19 som støtteenheder ved grænsekontrollen, når flygtningepresset fra øst stiger, forklarer en 30-årig aktivist, der i det civile liv er investeringsrådgiver her i Vilnius.

33-årige Raimonda, der ikke ønsker at oplyse sit efternavn, meldte sig for syv år siden til den almindelige værnepligt.

Hendes motivering udsprang af den russiske annektering af Krim, der havde mindet hendes ældre familiemedlemmer om Litauens halve århundrede under sovjetkommunistisk besættelse.

Med til billedet hørte, at den daværende kvindelige parlamentsformand, Loreta Grauziniene, havde opfordret nationens yngre kvinder til at »opfylde en national forpligtelse ved at sætte børn i verden, der kunne blive gode soldater«. En udmelding, som mange fandt provokerende, indtil politikeren føjede til, at litauiske kvinder selvfølgelig kunne trække i uniform og lære at bruge et automatgevær.

Erfaringerne med ligestilling i nationale væbnede styrker varierer fra samfund til samfund. I USA fremstod det som noget af et paradoks i de første år efter den kolde krigs ophør, at forsvarsbudgetterne blev markant beskåret, samtidig med at der blev givet adgang til, at kvinder kunne trænes til egentlige kampopgaver.

Den proces tog tid: Først i 2016 var alle kampfunktioner i amerikanske enheder åbnet for kvinder.

I Israel har kvinder haft aktive roller i landets forsvar siden statens oprettelse i 1948. Her vækker det stadig kritik, at en kvinde kan patruljere grænser, men ikke føre en kampvogn.

Nærmere vore himmelstrøg skrev Norge historie i 2015 ved at blive det første europæiske land og Nato-medlem, der gjorde værnepligten obligatorisk for begge køn. Tre år senere blev den slovenske brigadegeneral Alenka Ermenc den første kvinde til at sidde i sit lands øverste forsvarsledelse og dermed også den første af sin slags i et Nato-land.

I Litauen er tendensen, at flere kvinder af egen vilje vælger LRU frem for det 9-måneders træningsforløb, som er obligatorisk for mændene.

BILLEDERNE af ukrainske kvinder i kampuniformer har for længst dementeret denne vanetænkning. Hvilken ironisk pointe, at Putins krig fremmer en progressiv kønspolitisk orden på slagmarken.

For ukrainske patrioter af begge køn er Olga Semidyanova den af nationens krigshelte, som alle ukrainere i denne tid fejrer og sørger over. Denne 48-årige mor til seks biologiske børn og seks adopterede af slagsen blev dræbt under kampe nær Donetsk i marts.

Det lykkedes ikke hendes ukrainske medkæmpere at evakuere hendes lig.

Datteren Julia citeres i ukrainske medier for følgende: Vi har fotos af stedet, hvor hun døde. Kamphandlingerne gjorde det umuligt at give hende en passende bisættelse.

Tom Cruises ‘ Top Gun: Maverick’ er allerede håbløst forældet.

(klumme i Politiken 02.06.22)