Nato’s digitale eliteenhed består af to snese skrivebordssoldater på et travlt gadehjørne i Riga. Her leveres ammunitionen i alliancens krig mod russisk manipulation.

Overvågningskameraer overvåger den anonyme, men moderne, hvidkalkede bygning, og havens lidt over et dusin nationalflag tilføjet en enkelt mast med Nato’s velkendte banner med hvidt logo på blå baggrund er vidnesbyrd om, at dette er en forpost blandt mange i den vestlige alliances bolværk mod russiske offensiver.

Inden for i den hvide bygning modtages Politikens udsendte af stedets chef, Janis Sarts, fhv. statssekretær i det lettiske forsvarsministerium og i dag direktør for StratCom, Nato’s strategiske kommunikationscenter.

Med to snese medarbejdere, heraf halvdelen med militær baggrund, er det centerets opgave at overvåge det grænseløse digitale rum, hvor den knap så synlige krig mellem Vesten og Rusland udkæmpes. Den, der handler om russisk misinformation og digitale manipulationer, og som er en ubehagelig realitet, overalt hvor den russiske stat føler sine interesser og magtudøvelse udfordret.

»Vi indsamler data og analyserer, hvad Rusland foretager sig i de digitale rum, og hvor disse handlinger kolliderer med Nato-medlemmernes interesser«, som Janis Sarts udtrykker det.

StratCom i Riga er ikke en enhed i Nato’s kommandostruktur, men finansieres særskilt af medlemslandene. Organisationens analyser er tilgængelige på dens hjemmeside, så offentligheden kan få indblik i de digitale kriges realiteter.

Den slags hverken lyder eller smager af maskingeværild og granatnedslag, men appellerer snarere til de digitale nørder på nettet. Men en del af krigen i omkring Ukraine og Ruslands nære udland er det alligevel.

»Kognitiv krigsførelse«, kalder Janis Sarts fænomenet. Altså opgøret om de oplevede virkeligheder, fordomme og opfattelser af, hvem der er ven og fjende i den konfrontation, der også handler om Europas fremtidige indretning.

Globalt opgør

Janis Sarts ser centerets berettigelse i, at Nato-landene i større eller mindre omfang er deltagere i det store globale opgør om, hvorledes verden skal regeres.

Vladimir Putin og hans cyberhære er lige nu de oplagte modstandere i det, nogle kalder det postsovjetiske rum, først og fremmest Ukraine og dets naboer, Baltikum især. Men bag Putin er der også en Xi Jinping i Kina.

»Stærke ledere, der koncentrerer magten omkring deres person og vil bestemme, hvilken virkelighed deres befolkninger skal indrette sig på. Over for dem de liberale demokratier i Vesten, hvor folk og individer har indflydelse på, hvem der sidder på regeringskontorerne. Det er i dette narrativ, at vi ser os selv som havende en vigtig rolle. Vi er ikke en myndighed med administrativ magt, men et videnscenter, som Nato’s beslutningstagere har gavn af«, som han forklarer det.

Var det Ruslands overtagelse af Krim i 2014, der gjorde, at Nato fandt det nødvendigt med et sådant videnscenter?

»Der er et tidsmæssigt sammenfald mellem begivenhederne på Krim og centerets etablering. Men de lettiske myndigheder havde set udviklingen komme. Se på vores geografisk udsatte position og på vores nyere historie. For lidt over 30 år siden var vi stadig en sovjetisk delrepublik. Titusinder af lettiske sovjetborgere var russere, der ikke rejste østpå, da imperiet brød sammen, men blev her«.

Er det en overdrivelse at sige, at den lettiske regering startede en kulturkrig mod alt russisk, da man kort tid efter Putins invasion af Ukraine lukkede for russiske statslige tv-kanaler, der blev distribueret her i Letland?

»Kald det et selvforsvar. Husk på, at vi står over for en autokratisk, autoritær og militaristisk stormagt, der udnytter de friheder for informationsudveksling, som karakteriserer liberale samfund. Som så mange andre aktører i blogosfæren bruger russerne algoritmer til at sprede tvivl og usikkerhed om bestemte aktører i samfundet«.

Hvilke redskaber gør I brug af?

»Vi køber digital adgang på kommercielle platforme. I et tilfælde opnåede vi 100.000 visninger for 300 euro. Når vi observerer tvivlsom og utroværdig russisk aktivitet på digitale platforme, kontakter vi udbyderen og anbefaler, at man renser ud på sin platform«.

Janis Sarts med artiklens forfatter.

Det perverse Norden

Janis Sarts minder om et tilfælde for nogle år siden, hvor Letlands skandinaviske nabolande blev genstand for digitale løgnekampagner, der tog afsæt i udbredte fordomme om seksuel frigjorthed og løsagtighed. Nordboerne oplærte deres børn til masturbation, tillod pædofili og instruerede deres afkom i, hvorledes man bliver en bedre homoseksuel, fremgik det af en undersøgelse foretaget af det lettiske center for undersøgende journalistik, Rebaltica.

Oprindelsen til de mange fantasifulde historier om skandinavisk seksuel praksis var russiske statsmedier, hvorfra de sivede ind i den baltiske mediesfære. »Den slags falske nyheder er primært rettet mod det russiske hjemmepublikum. Der er et billede af Skandinavien som velstående, liberale samfund, og her forsøgte man at tilføje opfattelse af disse som depraverede og afvigende fra en traditionel konservativ familiekultur«, forklarer Janis Sarts.

Norge var mere udsat end Danmark dengang, tilføjer han. Afsæt for en dengang meget dramatisk historie var en sag om de norske myndigheders tvangsfjernelse af et barn fra en litauisk mor med bopæl i Norge. Det førte til, at en litauisk tv-udsendelse beskyldte Norge for at stjæle litauiske børn for at få et højere befolkningstal, forklaret med, at i Norge var indavl og incest udbredt.

Konsekvensen blev, at litauiske aktivister arrangerede demonstrationer foran den norske ambassade, som efterfølgende måtte invitere litauiske journalister til Norge for at forsøge at dæmme op for denne fake news-kampagne.

Janis Sarts og hans stab har kikkerterne rettet mod de store digitale opbrud og forandringer, der banker på i den umiddelbare fremtid. 5G er kodeordet for en virkelighed, hvor cyberkrigsførelse kommer op i hastighed og intensitet, mener han.

Nato-centeret skal forsøge at håndtere den tveæggede virkelighed, at 5G og andre digitale redskaber har demokratiserende effekter. Det bliver nemmere, hurtigere og billigere at inddrage de dele af samfundet, der tidligere har været marginaliserede. Omvendt gør digitaliseringen samfundet mere sårbart.

Digital undertrykkelse

Digital undertrykkelse er et udtryk, der går igen i StratComs analyser. Hermed menes, at brugen af digital kommunikationsteknologi kan bruges til at overvåge individer og påtvinge dem en bestemt adfærd, herunder at afskrække dem fra at deltage i gøremål, der udfordrer staten.

Den mest avancerede udformning af digital undertrykkelse er en realitet i Xi Jinpings Kina med de sociale kreditsystemer, der belønner og straffer individer ud fra konkrete handlinger. En genopførelse af, hvad George Orwell forud så i sine bøger ’1984’ og ’Animal Farm’ for mere end syv årtier siden:

»Fundamentalt handler det om at udforme opfattelserne af, hvem vi er, og hvilke samfund, vi vil indgå i«, siger den 50-årige centerleder, der oven i en lang militær og politisk karriere også er akademisk faghistoriker.

(Interview i Politiken 07.06.22)