Taiwan ender ikke som Ukraine

Udgivet den 4. juni 2025 af flemmingytzen

Kinas strategi over for Taiwan er en anden end Putins fremfærd mod Ukraine: hellere intimidere end invadere. Omringningen virker til Beijings fordel.

Erindringen står forbløffende klart, selv om det snart er syv årtier siden. Familiens spartanske dagligstue, domineret af den buttede brune trækasse med 17 tommer-skærmen og de kornede sort-hvide billeder. I denne nyerhvervelse (vi skriver 1958) optrådte alvorstunge mænd, der lod verden komme indenfor i familien Danmarks aftenstund. Nye ord og begreber blev en del af også en nysgerrig seksårig drengs univers: Sputnik, Leika, Eisenhower, Khrusjtjov. Kold krig.

Det var i fjernsynets legendariske udlandsprogram ”Horisont” (sådan hed det vist også dengang), at der en aften tonede et kort frem, som viste en del af Kinas sydkyst og en ø, der blev kaldt Formosa. Med megen dysterhed i mælet forklarede studieværten, at her var der en krig i gang. To hære skød med artilleri mod hinanden her på tværs af Formosa Strædet, men præsident Eisenhowers amerikanere sendte heldigvis hangarskibe ind for at hjælpe den ene part. Det handlede om at stoppe invasionen af den lille ø – mindre end Danmark, fik vi at vide – som dag ud og dag ind var blevet beskudt fra fastlandet.

Sådan var situationen, da Eisenhowers amerikanere støttede nationalistlederen Chiang Kai-sheks kinesere på Taiwan, mens sovjetlederen Khrusjtjovs russere støttede Mao og hans røde kinesere på den anden side af strædet. David mod Goliat. For 67 år siden brugte de artilleri, men invasionen blev aldrig realiseret.

Det smalle stræde er påmindelsen om, at det historiske Kina i asiatisk historieskrivning stadig er et delt land. Det godt to kilometer brede farvand blev engang opfattet som en asiatisk Berlinmur, men så hører lighederne til Europas deling under Den Kolde Krig også op.

Magtens mænd i kontorerne omkring Den Forbudte By i Beijing har som bekendt ikke opgivet ambitionen om at genforene Taiwan med moderlandet. Det store flertal af øens frihedselskende vælgere ønsker indlysende nok ikke at blive regeret af det gigantiske autokrati, de har som nabo, om end de deler sprog og kultur med flere end en milliard individer på fastlandet.

Så hvad er det sandsynlige konfliktscenario? Danske kommentatorer, blandt dem fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen, har brugt megen verbal energi på at advare verden om en truende kinesisk invasion. Det, som Fogh og andre helt vælger at overse, er, at den sikkerhedsorden, som Kina forsvarer ved at sende skibe til søs og fly i luften omkring Taiwan, er en tilstand, som blev etableret i 1979 – af Kinas rival, USA.

Jo, det ligner et paradoks, men her er forklaringen: Sikkerhedsordenen hedder Taiwan Relations Act, som er en lovpakke, der forpligter USA til at forsvare taiwanerne mod at blive påtvunget en politisk tilstand, de ikke ønsker sig.

Modsat tilstanden i Ukraine er USA ikke forpligtet til at forsvare et formelt selvstændigt Taiwan, dvs. med FN-medlemskab og andre former for international anerkendelse. Logikken bag den 46 år gamle Taiwan Relations Act er, at USA anerkender Taiwan som en del af et historisk Kina, hvilket vil sige en tilstand, der var gældende siden 1800-tallet og blev bekræftet af de aftaler i Jalta og Teheran, der definerede verden efter den japanske kapitulation i 1945. Men logikken er ikke, at Folkerepublikken skal have direkte politisk kontrol med det taiwanske samfund.

Altså burde borgerkrigens parter forhandle sig til en føderation, men noget sådant er der ikke udsigt til.

Væsentligt er det her, at Taiwan i et halvt århundrede – perioden 1895-1945 – var en japansk koloni. Eftersom Japan og Kina har et århundreder gammelt modsætningsforhold, giver Kinas krav på øen sikkerhedspolitisk mening. Kinas hastige opbygning af flådekapacitet handler om at presse USA bagud i Stillehavet – længere væk end Det Sydkinesiske Hav, således at Taiwan de facto omringes.

Enhver sagkyndig militær ekspertise vil kunne bekræfte, at en krig mellem USA og Kina om Taiwan vil få dramatiske konsekvenser globalt. En enkelt taiwansk virksomhed TSMC producerer klodens mest avancerede mikrochips. De digitale værdi- og produktionskæder, der driver en meget stor del af den globale økonomi, rækker langt ind i både amerikansk, østasiatisk og europæisk økonomi og erhvervsliv.

Så alene af økonomiske grunde er den politiske ledelse i Kina tvunget til at tænke i en fredelig løsning på genforeningsudfordringen. Er der historiske fortilfælde i Kinas historie, der kan give en strømpil for, hvorledes dette kunne realiseres?

Jo da, en sådan situation findes, om end den fylder meget lidt i dansk og vestlig historieskrivning. I det tidlige efterår 1949 blev den kinesiske hovedstad, Beijing, indtaget af Mao Zedongs kommunistiske partisanhær, uden at der blev løsnet et skud.

Med i billedet hører selvfølgelig, at hundredtusinder var blevet dræbt af krig, sult og nød siden borgerkrigens eskalering fra 1927 og fremefter. Men konfliktens sidste væbnede fase blev overraskende afdæmpet, indtil Chiang Kai-sheks nationalistiske styrker i oktober 1949 tog flugten over til det Formosa, hvor den japanske kolonimagt havde kapituleret i august.

Ingen kunne dengang have forudset, at Republikken Kina på Taiwan i løbet af kun fire årtier ville forvandle sig til en økonomisk og politisk succeshistorie. Ej heller, at den økonomiske model, der siden ca. 1979 dramatisk har forvandlet Kina, i store træk er regulær copy-paste af den udviklingspolitik, som Taiwan med stor succes fulgte i sin autokratiske periode 1979-1987.

Kinas metoder til en overtagelse af Taiwan kan karakteriseres som følger:

1. Intimidering i form af kinesiske kampfly, der suser ind i luftrummet over naboen, ledsaget af regelmæssige cyberangreb på digital taiwansk infrastruktur.

2. Intensivt økonomisk samkvem med de taiwanske erhvervsfolk, der har flyttet produktion til fastlandet – og massiv forkælelse af medlemmer af det gamle nationalistparti KMT, der i årtier delte kommunistpartiets vision om et genforenet Kina. KMT-folk i hundredvis inviteres over til middagsselskaber og andre former for sociale sammenkomster, hvor der ikke spares på gaverne.

3. Alle Taiwans forsøg på at opnå øget international anerkendelse blokeres.

Formålet er ikke at overbevise de taiwanske pengemænd om, at en genforening er retfærdig, men at den er historisk uundgåelig.

Donald Trumps regeringsførelse siden januar er i denne sammenhæng en ren foræring for de nationalkommunistiske strateger i Beijing.

Trump er politbureauets wonderboy. Kina har ikke siden Richard Nixon haft en bedre amerikansk præsident. Styret i Beijing har derfor ikke brug for kollaboratører – Taiwan har ikke noget parti af betydning, som åbenlyst advokerer for, at øen bliver en provins under fastlandets ledelse.

Strategien, der blev anvendt af kommunisterne til at indtage Beijing i 1949, har påfaldende ligheder med nutidens tilgang: Målet omringes, de politiske livliner afskæres, og man går i diskrete forhandlinger med den generation, der forventes at danne øsamfundets fremtidige eliter. Fremfor alt: Beijing undgår at gøre noget uoverlagt.

De geopolitiske betingelser i Øst- og Sydøstasien har henover tid også forandret sig til fordel for Kina. De af Kinas og Taiwans nabolande, der frem til 1975 aktivt støttede USA’s krigsførelse i det gamle Fransk Indokina, er i dag enten partnere med Kina eller har placeret sig i relativ neutralitet mellem klodens to økonomiske supermagter.

Kan Europa håndtere denne tilstand? Uden at det artikuleres rent ud, er Kina i dag en tæt partner i EU’s bestræbelser på at gøre verden mere stabil. Kald det Trump-faktoren.

(kronik i Jyllands-Posten 4. juni 2025)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Apple er Kinas vigtigste forretningspartner

Udgivet den 27. maj 2025 af flemmingytzen

Denne her bør ses af alle med interesse for smartphones, ikke kun Apple-brugere:

Mere her på en anden kanal:

Her Jon Stewart-versionen, ganske underholdende:

Udgivet i Globalt, Kina, USA | Skriv en kommentar

Ambassadørens bekymringer (om USA i 2004)

Udgivet den 9. maj 2025 af flemmingytzen

Her følger en genudgivelse af et interview, der stod i Politiken 28. august 2004. Jeg havde talt med topdiplomaten og forfatteren (til mange bøger), Jørgen Ørstrøm Møller, om hans bog om en verden i forandring. I dag, mere end en snes år senere, er de fleste af Ørstrøms profetier gået i opfyldelse.

Vestens velstand er ingen evighedsmaskine. Løsningen, siger Danmarks ambassadør i Singapore, Jørgen Ørstrøm Møller, i sin seneste bog, er en ny verdensorden med mere internationalisering og tolerance.

Vestens velfærdssamfund blev til i en international økonomi. Men kræfter i verdensøkonomien har sat de gamle samfund under pres. Fornyelse er nødvendig, men støder på politisk og folkelig modstand.

En stigende del af befolkningerne i industrilandene ser negative virkninger af internationaliseringen, fordi job kommer i fare. Indvandringen underminerer fællesskab og solidaritet, som vi har kendt det. Hertil kommer en terrortrussel, som har rødder i den del af den islamiske verden, som ikke har haft gavn af internationaliseringen.

Men løsningerne ligger ikke lige for, og der er grund til bekymring på internationaliseringens vegne, advarer ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller i sin seneste bog ’En ny verdensorden – eller slet ingen?’, hvor han sætter problemstillingen under lup.

Han mener, at begreber som nationalstat og national suverænitet ikke kan bevares uændret:

»Suverænitet, som forsvar af nationalstatens ret til sin egen og nationale lovgivning, taber mere og mere mening. Det drejer sig i stedet om at skabe internationale rammer, der gør det muligt at forme vore samfund, som vi selv ønsker. Nøglen til det internationale samfunds udvikling ligger i en aktiv, engageret og offensiv deltagelse i et internationalt samarbejde. Men i dette arbejde er nationalstaten ikke en del af løsningen, men ofte en stor del af problemet. Misforstået nationalisme, nogle gange suppleret af eller erstattet af religiøs fanatisme, fremtræder som blokering for international forståelse, respekt og tolerance«, lyder en af bogens konklusioner. Vejen frem er at skabe et internationalt retssamfund. Men bestræbelserne møder modstand for tiden.

Den danske ambassadør i Singapore Jørgen Ørstrøm Møller.

EU som forbillede
»Bogen er skrevet, fordi jeg nærer en dyb bekymring over fremtiden. Der er flere og flere tegn på, at den gamle samfundsmodel, som indebar en positiv tro på internationaliseringen, fordi den nationale velfærdsstat lagde en tryghedsramme for folks tilværelse, er ved at køre af sporet. Manglende politisk lederskab kan betyde, at internationalismen undergraves. Det lover ikke godt for fremtiden«.

Den Europæiske Union havde og har stadig til opgave at sikre fornyelsen af modellen, og nu er hele den konstruktion sat under pres?

»Ja, EU blev skabt for både at respektere nationalstaten og at være et redskab til at håndtere internationaliseringen på en acceptabel måde for borgerne«.

Og den beskedne deltagelse ved EU-parlamentsvalget er i sig selv udtryk for, at modellen er ved at krakelere. Hvad er gået galt?

»Vel nok det, at de politiske og økonomiske eliter ikke lever op til den største forpligtelse, de har: at kommunikere med befolkningen og forklare de nye sammenhænge i en kompliceret verden. Det er nemmere for eliten at kommunikere med eliten i andre lande, men det rækker af indlysende grunde ikke. EU er et forsøg på at indhente de reelle økonomiske kræfter, der allerede har taget springet til det internationale. EU burde altså være en stor hjælp, men i stedet ser flere EU som en irritationsfaktor i dagligdagen – som en konstruktion, der fratager dem indflydelse. Man har forsømt at fortælle, at EU ikke er noget, vi afgiver magt til. Vi overfører kompetence og suverænitet for at udøve den i fællesskab«.

Der mangler jo EU-konstruktioner i andre verdensdele, så hvad nytter det, at EU er indstillet på at varetage sikkerhed og velfærd i overstatslige fællesskaber, hvis f.eks. USA og Asien ikke har noget, der ligner?

»Nu risikerer jeg at sige noget, der lyder forfærdelig arrogant, men jeg løber risikoen: EU er udtryk for en politisk modenhed, som ikke mange andre i verden har. Som konstruktion og ide har unionen medvind. Den er helt elementært udtryk for den grundfilosofi, at man forhandler sig til rette om løsningen af internationale problemer. Jeg kan se i Østasien, at den tanke interesserer de nye politiske eliter i denne verdensdel sig for – vi vil ikke se en kopi af EU herude, men EU vil virke som en vigtig inspirator. Det er nok ikke tydeligt, hvis man vælger at se på Asien som et aktuelt røntgenbillede. Men ser man i stedet på, hvor Asien er nu i forhold til for få år siden, så er det tydeligt, at viljen til internationalt samarbejde er langt større«.

USA svækkes
Men både europæere og asiater må sande, at intet kan lykkes uden USA, når problemerne omkring f.eks. Irak og Nordkorea skal tackles. I bogen siger du rent ud, at det afgørende nye i USA er, at man har en nationalistisk præsident, der ikke respekterer internationalismens præmisser?

»Jeg ville være mest bekymret, hvis jeg var amerikaner! USA har en meget stærk magt, den største nogensinde i historien, men både Bill Clinton og George W. Bush har forsømt at tage initiativ til en ny verdensorden, på samme måde som Harry Truman gjorde det omkring 1949 med NATO og Marshallhjælp«.

»Den situation, USA er i nu, indebærer, at resten af verden sidder og venter på, at USA bliver svagere, og det er kun et spørgsmål om tid, før det sker. USA sidder på et bjerg af gæld og fører en udenrigspolitik, der ikke er råd til. USA har et underskud på betalingsbalancen på fem procent af nationalproduktet og et underskud på de offentlige finanser på fem procent af nationalproduktet. Det kan ikke vare ved. Før eller siden straffer markederne en sådan politik, og så rykker købekraften til andre lande, sandsynligvis i form af en faldende dollar«.

De kolossale dollarbeholdninger i Østasien er vel udtryk for, at det er kinesere og japanere, der finansierer den aktuelle amerikanske særstatus i verden. Er vi ikke bare på vej mod en global arbejdsdeling, hvor USA og Østasien har vedtaget en arbejdsdeling, og så har vi andre bare at indrette os?

»Verdens nye økonomiske kraftcenter Kina har været tilfreds med at opsamle store dollarreserver og har derfor prioriteret vækst og produktion, mens USA har prioriteret forbrug. Men USA kan ikke fortsætte denne kurs uden store konsekvenser for dollaren«.

»Tænk hvad der vil ske, hvis Østasien ikke længere vil ophobe dollarreserver. Hertil kommer, at på få år er euroens værdi blevet opskrevet med næsten 50 procent, og asiaterne begynder nu at rykke over mod euroen. Den nuværende økonomiske politik kan ikke vare ved«.

Borgerkrig i islam
Du er i bogen inde på, at de oprør, vi ser i den islamiske verden, er udtryk for, at millioner er blevet sat udenfor i den verdensorden, som gav os andre velstand og sikkerhed. Det smager lidt af Samuel Huntingtons sammenstød af civilisationer. Abonnerer du på hans forklaringsmodel?

»Nej, jeg er uenig med Huntington. Det, jeg ser, er ikke, at resten af verden samler sig i en konfrontation mod islam. Hvad vi ser nu, er en borgerkrig inden for islam«.

Som Vesten direkte og indirekte bliver en del af, fordi vi har en interesse i at fremme, at disse samfund bliver moderne og frem for alt sekulære?

»De islamiske lande er hægtet af internationaliseringen og har ikke forstået at bruge dens positive sider. Konsekvensen er denne borgerkrig inden for islam. Vesten må finde de kræfter, der kan og vil sekularisere de islamiske lande og bygge alliancer med dem. I det omfang vi skal intervenere i denne borgerkrig, må det ske i form af at støtte og hjælpe de kræfter, der vil fremme sekulære, moderne samfund«.

»Men det er svært. Jeg har set på tæt hold i Asien, hvad der skete, da en økonomisk krise ramte Sydøstasien for få år siden. På kort tid blev 30 millioner indonesere flyttet fra over til under fattigdomsgrænsen. Pludselig havde disse mennesker ikke råd til at sende deres børn i skole. Så sendte forældrene dem til de muslimske skoler, der er gratis. Der skal ske et langt sejt træk på uddannelsesområdet for at rette denne udvikling op«.

Kina vokser
Hvad betyder det for os, at verdens nye kapitalistiske motor er Kina – en kommunistisk etpartistat?

»Vi må være kolossalt taknemlige for, at Kina har fået politiske ledere, der vil gøre så stort et samfund til en del af verden. Tænk hvor katastrofalt det ville have været for os, hvis den kinesiske ledelse ikke havde fået en Deng Xiaoping, der for et kvart århundrede siden lagde kursen om. I dag har vi Kina som medlem af WTO, hvilket bringer os i en kolossalt gunstig situation. Afgørende for vor fremtidige velstand er at få foden indenfor i både Kina, Indien og nabolandene«.

Uanset at menneskerettighederne stadig lader meget tilbage at ønske?

»Det afgørende er her, at nye politiske strømninger og ideer følger med økonomisk vækst og velstand, så der vil også ske positive forandringer på det menneskeretlige område. Det store gennembrud i Kina på det politiske område kommer om 15 til 20 år, når landet får en ledergeneration, der er uddannet i Vesten. Men allerede i dag kan vi sammenligne den frihed, den enkelte kineser har, med situationen for 25 år siden og konstatere kolossale fremskridt. Kina nærmer sig skridt for skridt de normer, vi i Vesten synes, er de rigtige«.

Skal vi også forvente, at Kina overtager den vestlige demokratimodel?

»Det vil være naivt. Tradition, kultur, erfaring gør en forskel, vi ikke må undervurdere. Man må indrette et lands system efter de traditioner og de erfaringer, der er i befolkningen. Vi kan konstatere, at konfucianismen i Kina er sekulær, ligesom hinduismen er i Indien. Fremtiden tilhører de sekulære samfund, og Kina og Indien er naturlige partnere for Vesten i bestræbelserne på at fremme en international retsorden«.

Islamiske tabere
Tilbage står, at den islamiske verden og det meste af Afrika er tabt af internationaliseringen, og det stiller os over for kolossale udfordringer?

»Tabet af velstand i den islamiske verden er uhyggeligt stort. Hvis du tager en bue fra Marokko i vest til Bangladesh i øst, er disse landes andel af verdenshandelen faldet dramatisk. Der må derfor skabes en udvikling i de lande, der kan vise vejen frem for de mange yngre i befolkningerne. Det skal ske gennem en kombination af handel og bistand«.

Og mange af indvandrerne i vore samfund kommer fra disse samfund, og dermed har vi problemerne inde på livet, ikke kun i form af terrorisme.

»I Europa repræsenteres disse tabersamfund af mindretallene, hvoraf mange ønsker en anden model end den, der gav os velstand. Det skaber yderligere et pres, og lige nu er det svært at få øje på tolerancen i de europæiske samfund. Som jeg ser det, er der ingen vej uden om at angribe intolerancen, når man ser den«.

Jørgen Ørstrøm Møller: En ny verdensorden – eller slet ingen? (Forlaget Thorup, 189 sider, 248 kroner).

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Vietnam-flygtningene blev succeshistorie

Udgivet den 1. maj 2025 af flemmingytzen

Vi har netop passeret 50-året for afslutningen på krigen i Vietnam. I den anledning har jeg fundet det relevant at genpublicere en Politiken-klumme fra 2015. God læselyst!

Da vi mødte bådflygtninge med sympati

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Justeringer i Mettes talepapirer

Udgivet den 16. april 2025 af flemmingytzen

Grøn magt: Kina holder flyttedag i statsministerens verdensbillede.

På allerhøjeste niveau i centraladministrationen sidder et hold rådgivere flankeret af taleskrivere, der betjener statsministeren og udenrigsministeren med de talepunkter og formuleringer, der skal hjælpe danske beslutningstagere og i anden række den resterende offentlighed med at navigere i en verdensorden, der mildest talt er turbulent i disse uger.

For sjældent har nationen skullet demonstrere hastig omstillingsparathed og justering af politikformuleringer, som efter at Donald Trump genformulerede sin ambition om at få kontrollen over Grønland.

Mange vil stadig huske, da et af Mette Frederiksens gennemgående temaer i taler og interview gik på, at der ikke skulle være så meget som et A4-ark mellem Danmark og USA. Det var dengang og føles som meget længe siden. Pointen blev underbygget af hendes version af den ondskabens akse, som for en snes år siden blev formuleret af Trumps forgænger George W. Bush. Et internationalt forbryderslæng bestod i statsministerens optik af Rusland, Iran og Nordkorea flankeret af Kina.

Inddragelsen af Kina i denne kontekst behagede ikke toppen af dansk erhvervsliv, som med diskrete former for kommunikation henvendte sig til statsministeriet og opfordrede til en justering af regeringschefens fjendebillede, som i Danske Erhverv og Dansk Industri blev kaldt for irrelevant og misvisende.

Dette stilfærdige diplomati har ført til, at holdet af rådgivere og taleskrivere har taget Kina ud af ligningen. Tilsvarende har kommissionschef Ursula von der Leyen lagt den hårde retorik til side og lægger nu op til en revitaliseret dialog med Beijing. Der er blevet brug for at spille Kina-kortet, efter at vor vigtigste allierede gennem trekvart århundrede truer med at opsplitte rigsfællesskabet. 

Bag dette paradigmeskifte ligger en erkendelse af, at EU og Asiens største økonomi bliver de facto alliancepartnere i den dagsorden, der for en tid har været fortrængt af først krigen i Ukraine og nu den amerikansk-ledede handelskrig. Vi taler om grøn omstilling, herunder elektrificeringen af global transport og reduktion af fossile udvindinger og forsyninger. 

Nogle sagkyndige mener, at EU over for Kina allerede har tabt kapløbet om den grønne politik. Herunder forfatteren og journalisten Christina Boutrup, der er bogaktuel med udgivelsen ’Den grønne supermagt’ med undertitlen ’Sådan farver Kina vores fremtid’.

Boutrup har for senest TV2 været korrespondent i det Kina, som er bogens emne. Hun har ikke spor svært ved at vinde gehør blandt de allertungeste beslutningstagere i dansk erhvervsliv, mens de folkevalgte på Christiansborg gennem en snes år har udvist en betydelig berøringsagt over for den kyndige analytiker af udviklingen i den røde gigant i den globale økonomis overhalingsbane. 

Amerikanske påstande om, at kinesisk ekspansion truer grønlandske og nordamerikanske sikkerhedsinteresser er regulær indholdsløs propaganda, som ikke tages alvorligt i en eneste europæisk hovedstad. At Kina kontrollerer klodens vigtigste forsyningskæder kan USA ikke ændre på ved at presse sig til de mineraler, der ligger under klipper og is i Grønland. For kinesiske entreprenører og investerer er for længst skræmt væk fra at engagere sig i grønlandsk infrastruktur. Det klarede Lars Løkke Rasmussen for få år siden – uden amerikansk assistance. 

Tilbage til stats- og udenrigsministeriets rådgivere og taleskrivere: de skal forholde sig til et gigantisk paradigmeskifte i klodens magtrelationer. Vores vigtigste allierede siden 1949 har forvandlet sig til en revolutionær, dystopisk kraft, der smadrer den internationalisme, der gav Danmark, Europa og Østasien velstand og sikkerhed i trekvart århundrede. Mens den strategiske rival i øst, der blev grundlagt på marxistisk-leninistiske dogmer formuleret i starten af 1900-tallet her i nutiden leverer den stabilitet og det udsyn, som sjældent har været så efterspurgt som nu. Paradokset er forrygende.

Kina står til at nå sine klimamål før tid, mener Christina Boutrup. Trods dette markante fremskridt er Kina stadig verdens største udleder af drivhusgasser, for i fjor overhalede landet EU i samlede udledninger gennem tid, kun overgået af USA. Så billedet er mildest talt broget. EU forsøger at mindske afhængigheden af Kina gennem den såkaldte Critical Raw Materials Act, som skal øge europæisk selvforsyning af kritiske råstoffer og ved at lægge straftold på kinesiske elbiler. 

Boutrup konkluderer, at det dummeste, vi kan gøre, er at vende Kina ryggen. Hos Mette Frederiksens hold er arbejdsdelingen den, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund tager sig det praktiske i forhold til at vedlige det nødvendige minimum i partnerskabet med Kina. Begge har været i Beijing for at sætte nødvendige underskrifter.

EU bør interessere sig seriøst for silkevejsprojekterne, fordi de rummer et stort potentiale for økonomisk at forbinde Øst- og Centralasien med Europa. Jokeren i dette store strategiske spil er indlysende nok Rusland, som Kina har positioneret sig til på en sådan måde, at kinesisk pres kan blive den faktor, der bringer Putin til forhandlingsbordet, når en ukrainsk våbenstilstand skal på plads. Ukraines geografiske placering gør landet til en indlysende deltager i den udviklingsplan, kendt som ’Belt and Road’, der i det kommende årti eller to kan få en betydning, der kan sammenlignes med, hvad USA leverede med sin Marshallplan fra 1948 og et tiår frem.

Kinas design for verdens fremtidige indretning kendes som tianxia; en orden, hvor hvert land selv vælger styreform uden indblanding, respekterer Kina som det asiatiske centrum og belønnes med samhandel og dialoger. Ikke en forsvarsalliance i traditionel forstand, men et konstruktivt samarbejde om grøn omstilling. Denne er USA ude af, og derfor har kineserne fået et stort spillerum, der ikke kan udfyldes af andre.

Christina Boutrup: Den grønne supermagt. Sådan farver Kina vores fremtid. Forlaget 28B. 288 sider.

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Trumps revolution begyndte i radioen – længe før Trump

Udgivet den 28. februar 2025 af flemmingytzen

Den dramatiske udvikling i USA begyndte for årtier siden på de privatejede radiostationer. Så Trumps revolution har mange år på bagen – og begyndte før ham og uden ham.

Mon ikke mange læsere af nærværende avis i disse uger føler et behov for mentale søsygetabletter? Fordi kultur- og nyhedsindustrien siden Donald Trumps første embedsperiode har været præget af så megen turbulens, at det berettiger prædikatet ”revolution”?

En oversøisk kollega og ven skrev forleden, at Trump bliver for Amerika, hvad Mao Zedong blev for Kina: en kaosleder, der kaster alt det gamle op i luften, provokerer aggressivt og skaber destruktion uden skelen til konsekvenser. Siden følger en omhyggelig genopbygning, men intet bliver som før.

Spørgsmålet er, om den igangværende udvikling i USA æder sine egne børn? I det følgende nogle observationer om de seneste års tendenser i amerikanske medier.

Begrebet taleradio forbinder vi herhjemme især med DR’s oplysnings- og debatkanal, P1, og nogle vil erindre sig den tidlige udgave af den meget eksperimenterende og innovative Radio24syv.

Overset af de fleste danskere blev de amerikanske taleradiostationer afgørende for den værdikonservative revolution, der i 2016 bragte Donald Trump og den forandrede udgave af Det Republikanske Parti til magten. Trumps sejr blev især forklaret med tv-kanalen Fox News, ejet af den australskfødte mediemogul Rupert Murdoch, der grundlagde stationen i 1996. I opgangstider har kanalen haft omkring 90 millioner seere og er løbende i top-fem over de mest sete kanaler i USA.

Murdoch, der i 1985 fik amerikansk statsborgerskab, lagde aldrig skjul på sine intentioner om at bruge tv til at dreje USA i en mere værdikonservativ retning. Han må have set sine vildeste fantasier realiseret, da den flamboyante byggematador fra New York indtog Det Hvide Hus i januar 2017 og med en reprise her i januar 2025.

Alle, der i den ideologiske kobling mellem Trump og Murdoch mente at kunne ane en diabolsk konspiration vendt mod USA’s socialliberale og moderate kræfter, havde nok ikke blik for den del af det amerikanske medielandskab, der domineres af taleradioer.

De radiostationer i USA, der voksede ud af 1950’erne, blev ikke kun præget af politisk neutrale sportskommentatorer som f.eks. datidens formand for skuespillerforbundet, Ronald Reagan, dengang organiseret demokrat inden sin konvertering til den republikanske modpart i 1962.

Politiseringen og polariseringen af mediekulturen er sket gradvis, men blev ikke modarbejdet af demokraterne. Selv under præsident Jimmy Carters tid (1977-81) blev der taget skridt til deregulering af radio- og tv-området.

En slags modvægt til de privatejede stationer er National Public Radio (NPR), nok den eneste amerikanske medieorganisation med landsdækkende rækkevidde og en kultur og journalistik, der på lange stræk ligner den danske og europæiske public service-tradition. Stationens tidlige udgave i 1960’erne var en offentligt støttet nonprofitinstitution, hvis formål var at uddanne amerikanerne.

Næppe en eneste dansker (men måske nogle ældre dansk-amerikanere) husker i dag Carl McIntire (1906-2002), grundlægger af en bibelstærk presbyteriansk kirkeretning og i flere årtier en dominerende værdikonservative radiovært. McIntire kaldte med stolthed sig selv for fundamentalist.

Præsident John F. Kennedy var i 1963 angiveligt så foruroliget over McIntires vrede radioprædikener, at det lykkedes demokraterne at få Kongressens opbakning til gennemførelsen af en særlig såkaldt fairnessdoktrin.

Denne var ikke et statsligt diktat, men en række anbefalinger, som de etablerede tv-stationer og dagbladene respekterede, alt imens oprøret ulmede ude på de mange radiostationer i delstaterne. Kernen var den journalistiske doktrin, der pålægger medier at spørge den kritiserede eller angrebne part, uanset om denne repræsenterer det offentlige, en privat virksomhed eller blot sig selv.

I 1987 lykkedes det for kredse på den religiøse højrefløj at overtale præsident Reagan til at fjerne fairnessdoktrinen, hvilket skete med et præsidentielt dekret og uden nævneværdig debat. Herefter var der åbnet for ubehersket envejskommunikation i døgndrift.

Tilsat den særlige etnocentriske patriotisme, som især europæiske liberale kalder for nationalpopulisme, var vejen banet for den første præsident i nyere tid, der vandt nøglerne til Det Hvide Hus uden forudgående opbygning af en politisk magtbase i det etablerede topartisystem – Donald J. Trump.

Finansieringen gør forskellen på højre og venstre både i det radiofoniske landskab og blandt de store tv-selskaber. Hvor NPR er afhængig af medlemmernes donationer og indsamlinger, blev den mest populære radiovært på medielandskabets højrefløj Rush Limbaugh. Hans sendevirksomhed gjorde ham til milliardær med en årlig hyre på angiveligt 84 mio. dollars (ifølge Forbes).

Ronald Reagan, der selv blev landskendt via radiomediet, takkede i 1992 Limbaugh for alt, hvad han havde gjort for at fremme republikanske og konservative principper.

To år senere blev Limbaugh af den republikanske gruppe i Repræsentanternes Hus gjort til æresmedlem af partiet. Den samme Limbaugh, som i i årtier havde fortalt sine lyttere, at afroamerikanske borgere opdrages til at hade Amerika, fordi for mange af dem er på overførselsindkomst.

Limbaugh døde i februar 2021, men hans indflydelse vil række dybt ind i resten af århundredet. Vi skal i Danmark og i de europæiske samfund, som vi deler værdier med, være lykkelige for at være hjemsted for en konservatisme, der er fundamentalt forskellig fra den mediekulturrevolution, der i denne tid fejer hen over det amerikanske medielandskab.

Prøv at tænke tilbage på det opbrud i dansk mediepolitik, vi oplevede med oprettelsen af TV 2 i 1988. Forinden var gået en periode med intens kritik af monopolet DR, anført af daværende folketingsmedlem, tidligere Gladsaxe-borgmester Erhard Jakobsen. Jakobsen stiftede Aktive Lytterkomité (siden Aktive Lyttere og Seere), der protesterede mod, hvad han opfattede som venstreorienterede journalister i datidens mediemonopol, DR.

Jakobsen kaldte de DR-journalister, der angiveligt rapporterede i sympatiske vendinger om Sovjetunionen, Cuba og andre kommunistiske diktaturstater, for propagandister. Han skød med spredehagl, men ramte punktvis rigtigt.

Men hvad gjorde Gladsaxe-politikeren, straks efter at DR’s monopol var brudt? Han afviklede sin organisation.

Vi bør minde hinanden om den dybe forskel på aktuel amerikansk og historisk dansk værdikonservatisme, sidstnævnte formuleret af den politiker, der i 1960’erne var Erhard Jakobsens viceborgmester, Poul Schlüter, konservativ statsminister 1982-1993.

Schlüter er ophavsperson til denne definition på sit partis ideologiske grundsyn: »Konservatismen er en idé om evolution. Dens væsen er troskab og kontinuitet. Den ønsker at bygge på det, som består med livets og erfaringens ret. Konservatismens tro på mennesket som selve målet for politisk stræben fører den til at lade alt samfundslivs første funktion være at give de rigeste muligheder for personlighedsudvikling.«

Skrevet i 1952! Det skal med, at Schlüter var blandt de tidligste fortalere for et brud på DR-monopolet. Det var en af hans første mærkesager, efter at han var kommet i Folketinget i 1964.

Det danske medielandskabs værdikonservatisme har lykkeligvis en sådan karakter, at også liberale og socialister kan tilslutte sig den.

(kronik i Jyllands-Posten 27.02.25)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Gletsjersocialismen har ikke gavnet Grønland

Udgivet den 28. februar 2025 af flemmingytzen

Bloktilskuddet har lammet Grønlands økonomi med kunstigt høje priser og lønninger, der kvæler iværksætteri og fastholder landet i afhængighed af Danmark. Et mineeventyr vil næppe stille Grønland bedre.

Den aktuelle krise i rigsfællesskabet er så eksistentiel, at den ikke burde gøres til genstand for humoristiske udskejelser. Men tillad alligevel dette forsøg på en sproglig fornyelse: Den grønlandske økonomi har været et langvarigt og politisk skrøbeligt forsøg på gletsjersocialisme. Gletsjere bevæger sig nemlig langsomt ud i selv samme hav, der opløser dem.

Så her er et beskedent forsøg på at hjælpe en fælles dansk-grønlandsk diskurs på vej i form af et retorisk spørgsmål: Har årtiers bloktilskud i realiteten været et enestående eksperiment i socialistisk planøkonomi, og bør det i så fald afvikles?

En møllesten om Grønlands hals

Læseren bedes erindre tilstandene i de kommunistiske østbloklande under Den Kolde Krig, hvor en af datidens udsagn om det planøkonomiske paradis lød: De statsejede virksomheder lader, som om de udbetaler borgerne en løn, og borgerne lader, som om de arbejder.

Om den grønlandske økonomi hedder det sig, at befolkningen deroppe lever af rejer, hellefisk, torsk og bloktilskud. Sidstnævnte tegner sig for nogenlunde halvdelen af kagen, og derfor er betegnelsen planøkonomi ikke ved siden af. Heller ikke selv om bloktilskuddet ikke er øget i realværdi siden selvstyreloven i 2009.

Vi må gå ud fra, at alle politiske partier i Grønland i tiden frem mod valget forklarer, hvorledes de vil reducere afhængigheden af de midler, der tilflyder fra København. Hvilke partiprogrammer har realistiske bud på, hvorledes det grønlandske samfund over en given periode kan blive økonomisk selvbærende?

I det følgende nogle bud på, hvori den grønlandske økonomiske udfordring består, inspireret af en kort periode i midten af 1990’erne, hvor et overraskende dristigt, men politisk polariserende, klarsyn prægede debatten om rigsfællesskabets økonomiske indretning. Anledningen var naturligt nok planøkonomiernes sammenbrud i Østeuropa, men også den daværende bankkrise på Færøerne, samt ikke mindst en rapport udarbejdet for Rockwool Fonden i 1994 af økonomiprofessor Martin Paldam. 

Konklusionerne var i summarisk form: Bloktilskuddet skævvrider økonomien på en måde, så det har udviklet sig til en møllesten om den grønlandske hals. Fordi det udgør over halvdelen af samfundets nationalprodukt, skaber det et pris- og lønniveau så højt, at det i praksis er umuligt for private at starte nye produktionsvirksomheder, der ikke har afsæt i fiskeriet. 

De kunstigt høje lønninger forhindrer, at grønlandske iværksættere kan starte der, hvor niveauet bør ligge: med små virksomheder, typisk underleverandører, som vi kender det fra resten af dansk erhvervsliv. Denne type udvikling forudsætter ingeniører, industriteknikere og økonomer, og hvor mange grønlandske sådanne er der uddannet siden selvstyrelovens vedtagelse i 2009? Mikroskopisk få.

Råstofforbandelsen og dens konsekvenser 

Naturligvis kunne der skabes eksportindtægter i fiskeindustrien, sådan som det er lykkedes for færingerne, men i de har også adgang til et gigantisk og lukrativt russisk eksportmarked på grund af deres fiskeriaftale med Rusland. Næppe vejen frem for Grønland.

Økonomiprofessor Paldams nu 30 år gamle rapport viste også, at kronens købekraft er en femtedel ringere i Grønland end i Danmark til trods for, at den grønlandske vareomsætning er momsfri. Ser man bort fra den kulturelt betingede mangel på privat initiativ, har liberal økonomisk dynamik ikke mange chancer i et fremtidigt Grønland. Løn- og prisniveau alene gør det noget nær umuligt at starte en traditionel erhvervsvirksomhed.

Derfor den såkaldte råstofforbandelse, som kendes fra især økonomier i traditionelle udviklingslande. Et samfund, der henter de største kilder til vækst op fra jorden eller havbunden, forsømmer at udvikle de ressourcer, der ligger i befolkningens hjerner. En sikker vej til kronisk stagnation. 

Det kan være, at USA fremover vil bestemme det meste af grønlændernes fremtid, også uden en formel overtagelse, men så skal det pointeres, at det langtfra kun er amerikanske virksomheder, der har kastet sultne blikke på de grønlandske råstoffer. Ud af de 76 selskaber, der har licens til at efterforske mineraler i Grønland, er kun ét amerikansk. 46 selskaber er hjemmehørende i Storbritannien eller Canada, resten i lande som Australien og Caymanøerne.

Brutalt sagt bliver den grønlandske økonomi fremover afrikaniseret med en voksende afhængighed af multinationale virksomheders engagement, amerikanske eller andre. Offerfortællingen risikerer at blive valgkampens vinder. Grønlands fremtid taber på den konto.

(klumme i Information 26.02.25)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Hakkelse i rejsestalden, også digitalt

Udgivet den 22. februar 2025 af flemmingytzen

Flere års tilstand i medieverdenen ligner det aktuelle kaos i storpolitikken. Ny bog om journalistikkens danske historie viser, at mange brugeres ængstelse kan være overdreven.

Hvor mange yngre medborgere vil være bekendt med et begreb som firebladssystemet? Nok kun dem, der nåede at opleve skrivemaskinen og typograferne.

Vi springer tilbage til anno dazumal, dengang dagbladene var både talrige og betydningsfulde og Statsradiofonien tog tilløb til et navneskifte og blev Danmarks Radio. Det sker op til det store turbulente årti 1960-70, perioden hvor offentlig debat i voksende omfang accepterede, at journalister satte spørgsmålstegn ved alt.

Lige nu og næsten fire år frem skal vi lære at leve med en mediekulturens Rasputin i skikkelse af Elon Musk, der sin brug af Twitter/X har sat en engang rationel medieverdens grundbegreber i flammer. Så det er forståeligt, at nostalgien breder sig. Men teknikken kan ikke afskaffes. De seneste tre årtiers udvikling er drevet af nye teknologiske motorer, audio (podcast), video (YouTube især) der spredes viralt og befordres af algoritmer, robotter og senest kunstig intelligens. Brugeradfærdsdata er blevet et afgørende element i mediernes forretningsmodel, og har vi så glemt de etiske standarder? Er idealer og kriterier for kvalitetsjournalistik fundamentalt uforandrede og kan forblive som støttepiller for ansvarlige, oplyste borgeres løbende indsigt i samfundsmaskineriet?

Et optimistisk bekræftende svar blandt flere andre tankevækkende konklusioner findes i en bog, der fortjener større opmærksomhed. Forfatteren er lektor ved Danmarks Journalisthøjskole (DJMX) og gennem årtier ophavsperson til en stribe lærebøger og udredninger om mange af medieverdenens fænomener og genrer.

Over 342 sider tager Lars Kabel pertentligt sine læsere ved hånden gennem 1800-tallets liberalisering og demokratisering videre til det 20. århundredes turbulente fornyelse og frem til nutidens digitale revolutioner. Nogle af skabelsesberetningerne er med: Enevældens Berlingske Tidende støttet af kongen og de oplyste rigmænd og ejendomsbesiddere udgør en start. Fra 1834 gør avisen Fædrelandet sin entré som den første nationalliberale oppositionsavis, ledet af økonom og professor C. N. David, der definerede sin publikations rolle således:

’Derfor maa der ogsaa i Folket findes udbredt Kundskab til Statens Væsen, indsigt i Statsforholdenes Natur, Bekjendtskab til de Institutioners Hensigt og Virksomhed, der ere til i og for Staten, Vished om Statens Tilstand, Erkjendelse af hvad den Enkelte i Staten skylder det Hele, og hvad det hele skylder Ham’. Citat slut. Vi skriver 14. september 1834.

Fædrelandet var en ’uprivilegeret’ publikation, som ofte blev ramt af censur. Kun 15 år senere slutter denne med vedtagelsen af grundloven og allerede i 1851 får danskerne Presseloven. Dermed skifter offentligheden karakter, det sker selvfølgelig gradvist men hele tiden med det solide afsæt i paragraf 77, der lovfæster ytringsfrihed og trykkefrihed. Den fjerde statsmagt blev nu løftestangen for nationens vej ind i industrialisering, modernisering, velstand og borgerdeltagelse.  

Et nationalt nyhedsbureau ser dagens lys i 1866 og navngives efter stifteren, den hjemvendte sekondløjtnant fra Anden Slesvigske Krig, Erik Ritzau. De færreste af nutidens mediebrugere vil kunne erkende, hvor uforandret betydningsfuld denne stolte virksomhed stadig er for dansk nyhedsformidling.

Frem til systemskiftet 1901 er Danmark et ufuldstændigt demokratisk hus, hvor de partitilknyttede aviser taler til deres egne vælgere, fra 1905 og stiftelsen af det Radikale Venstre er det danske avislandskab karakteriseret ved det såkaldte firebladspressesystem. Uden for hovedstaden er det de bergske blade, der dominerer, efterhånden som industrialiseringen tager til vokser den socialdemokratiske presse. Vi skal helt frem til 1980’erne før systemet slår revner og først endeligt går under med lukningen af dagbladet Aktuelt i 2001.

Et af bogens mest interessante kapitler har overskriften ’Kioskbasker-journalistik’ og dækker perioden 1960-1999, der beskrives som formiddagsavisernes storhedstid og begyndende forfald. Fremstillingen gør ’Vrisne’ Victor Andreasen (chefredaktør på Ekstra Bladet 1963-1967 og igen 1971-1975) til den egentlige grundlægger af tabloidjournalistikken i Danmark, hvilket kan diskuteres, men rigtigt er det, at denne gådefulde og omstridte cand.polit med en fortid i centraladministrationen (under statsminister Jens Otto Krag) blev hentet til Rådhuspladsen og regulært skabte en avisrevolution. Der blev satset intensivt på kriminalstof, sport, ’skurvognssnak’ og erotik, og hvem husker ikke psykologerne Inge og Sten Hegelers brevkasse til unge som gamle? Foruden den legendariske Side 9-pige ej at forglemme. B.T. blev for det Berlingske Hus den mere polerede udgave af frækkerten på Rådhuspladsen. Det blev sagt dengang, at man i whiskybæltet nord for København sagtens kunne have B.T. liggende tæt på sofabordet, men ikke den mere proletariske rival.

Overset af nutidens mediekommentatorer er det, at den tabloide tilgang til nyhedsformidlingen blev et forbillede, da TV2 blev søsat i oktober 1988. På opkomlingens redaktionsgange i Odense hed det sig spagfærdigt, at man leverede journalistik i øjenhøjde med gennemsnitsdanskerne, mens DR alt for længe forblev ved traditionerne fra Statsradiofoniens dage og talte ned til folk. TV2’s første direktør Jørgen Schleimann udtalte i slutningen af sin korte regeringstid, at den vigtigste forandring i dansk tv-kultur var det konkurrencepres, som TV2 udsatte DR for. I dagens billede er det tydeligt for enhver, at profetien har holdt stik. DR og TV konkurrerer i nutiden med stærkt tabloide virkemidler, men lykkeligvis er strategerne i Odense lykkeligt fri for den indblanding og politikeromklamring, som DR stadig ikke er fri for.

Digitaliseringen har gjort det danske medielandskab mere mangfoldigt og anarkistisk, men kioskbaskergenrerne er ikke ved at gå under med B.T. og Ekstra Bladet, de stortrives, fordi de overtaget i stor skala af begge public servicestationer. Hvilket ikke er til megen trøst for de overlevende læsere af ’Smørumnedre Folkeblad’.

Alle teknologiske opbrud til trods gælder der stadig standarder og etiske normer, som er splintret til atomer og pindemadder i det samfund, der gennem generationer var mange danske journalisters forbillede, USA.

Lars Kabels bog er en tiltrængt gennemgang af kulturer, der i næsten enhver tænkelig dimension var definerende for danske borgeres liv og hverdag, i hvert fald indtil digitaliseringen kom op i fart. Analyserne fremlægges jordnært og konkret; forfatteren forfalder ikke til den alarmisme, der har kendetegnet en hel del fremstillinger af især de sociale mediers fremkomst og konsekvenser. Der findes trods alt redaktører og formidlere på såkaldte sociale medieplatforme, der står på skuldrene af århundredgamle journalistiske traditioner. Risikoen er selvfølgelig at kunstig intelligens og dens algoritmer en skønne dag pulveriserer den kunst, som det har været at ’skære hakkelse i døgnets rejsestald’, som digteren Carl Ploug formulerede det i 1861.

Bogens konklusioner efterlader håb om, at vor mediekultur har overlevelsens robusthed.

Lars Kabel: Journalistikkens danske historie. Journalister, redaktører og nyhedsmedier fra 1830’erne til nutiden. Forlaget Samfundslitteratur, 2024. Kr. 330,00.

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Et frygtsomt Europa, et fredeligt Østasien

Udgivet den 25. januar 2025 af flemmingytzen

Med Trump kan vi sige velkommen til paradoksernes århundrede. Europa får brug for Kina til at dæmpe russisk adfærd. Samarbejdsvilje på tværs af politiske systemforskelle er en nødvendighed i en ændret verden.

Med USA’s 47. præsidents overtagelse af klodens vigtigste embede kan historieskrivningen nu tidsfæste varigheden af det amerikanske århundrede: Det begyndte i april 1917, da præsident Woodrow Wilson overtalte Kongressen til at erklære Tyskland krig og indledte en æra, hvor europæisk sikkerhed og overlevelse blev gjort afhængig af amerikanske økonomiske og militære muskler; det sluttede med den nylige indsættelse af Donald Trump i Det Hvide Hus. Trumps første embedsperiode blev en forpremiere på noget med en langt større gennemslagskraft.

108 år blev det til. For med Trump får verden (igen) en amerikansk leder, for hvem nationale økonomiske interesser overtrumfer værdifællesskaber, strategisk udsyn og opretholdelsen af USA som en global rollemodel. Kombinationen af politisk polarisering og en fundamental forandring af Det Republikanske Parti betyder, at samtlige USA’s hidtidige forbundsfæller skal løse egne udfordringer.

Måske kan denne dramatiske udvikling vendes til noget positivt for os trængte europæere. Her er bud: Natos europæiske søjle vil blive styrket. De atombevæbnede medlemmer, Storbritannien og Frankrig, vil samarbejde med alliancens vigtigste frontlinjestat i øst, Polen, om udstationering af kernevåben. Hertil en sensationel udvikling: De største lande i EU og Nato vil diskret indlede forhandlinger med atommagten Kina om tiltag, der modererer russisk adfærd – indirekte en form for militær beskyttelse.

Idéen er for nylig nævnt af en pensioneret dansk general. Han er utvivlsomt blevet inspireret af doktriner, der blev formuleret af Kinas store gamle filosof Sun Tzu (544-496 f.Kr.). Den gamle vismand belærte kejserens generaler om, at for at kende sin fjende må han blive som sin fjende, at man skal holde sin fjende tættere på sig selv end sine venner, og at den højeste krigskunst består i at besejre sin modstander uden kamp.

Hvor stiller et sådant scenario det Taiwan, som Beijing gør krav på? Ikke så dårligt, som verden umiddelbart kunne frygte. Taiwanernes forsikringspolice består af to dele: 1. Øen huser den virksomhed (TSMC), der producerer klodens mest avancerede mikrochips. 2. Taiwans fredelige udvikling bygger på amerikansk lovgivning (Taiwan Relations Act, 1979).

Denne lovpakke leverer den såkaldte ”strategiske tvetydighed”, der paradoksalt nok gør øen folkeretligt til en del af det historiske Kina, men uden den forudsætning, at øen styres fra Beijing. Et gigantisk paradoks er det, at når kinesiske fly og skibe patruljerer omkring den velstående ø, er det for at fastholde en status quo, som USA har etableret.

Spekulationer i Nato-kredsen om europæisk deltagelse i amerikanske patruljeringer i Det Sydkinesiske Hav forstummede med Trumps overtagelse af Det Hvide Hus, alt imens både Tokyo og New Delhi gør dialogforsøg med Beijing.

Den uhyggelige joker i Østasien er selvfølgelig Nordkorea. Når en våbenhvile bliver landet i Ukraine, vil en sandsynlig sideeffekt være, at Xi Jinping vil bede Vladimir Putin om at moderere Kim-dynastiets adfærd. At nordkoreanske soldater har kæmpet på russisk side i Ukraine, er reelt en ydmygelse af Putin.

Nogle kan huske, da vi talte og skrev om ”den tredje verden”? Begrebets ophavsmand, den franske antropolog Alfred Sauvy, brugte det i 1952 om de lande, der stod alliancefrit i forhold til de amerikanske og sovjetiske magtblokke.

Siden antog tredjeverdensbegrebet en bredere betydning og blev en samlebetegnelse for udviklingslande i Latinamerika, Afrika og Asien, som kæmpede for at komme fri af kolonisering, despoti og fattigdom. I dag er Briks (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) det største organiserede netværk af lande uden for det traditionelle Vesten. Briks udfylder det rum, som en reduceret vestlig udviklingsbistand har efterladt.

Den frisættelse af økonomi, politik og kulturel og etnisk identitet, der fulgte i kølvandet på Berlinmurens fald, bragte traditionelle tredjeverdenskonflikter ind på det europæiske kontinent i form af 1990’ernes krige på Balkan.

Omkring årtusindskiftet udvikledes den opfattelse i europæiske politiske eliter, at udvidet økonomisk og politisk integration var den eneste vej til social stabilitet og udbredelse af demokrati og frihedsrettigheder, også i Europas randområder. Disse forestillinger har Trump 2.0 gjort op med.

Den franske politolog Dominique Moïsi udgav i 2010 en opsigtsvækkende bestseller med titlen ”The Geopolitics of Emotion”. Bogens konklusioner udløste rystelser i det intellektuelle Vesten. Ifølge Moïsi står Østasien ledet af Indien og Kina for håb og optimisme; de arabiske lande er hærget af opløsning og ydmygelse, mens frygt gennemsyrer det europæiske kontinent.

Version 1.0.0

Den europæiske frygt forklarede han med en stribe lokaliteter og årstal: attentaterne i Madrid 2004 og London 2005, Muhammed-tegningerne 2006, finanskrisen 2008-10, den russiske overtagelse af Ukraine 2014 og overfaldet på Charlie Hebdo i 2015. I kombination med hvad europæiske og amerikanske liberale naivt havde insisteret på at kalde et Arabisk Forår, var der ifølge Moïsi opstået en tilstand, der anbragte Europa over i den modsatte ende af den position af overlegenhed, vi landede i med det kommunistiske jerntæppes fald i 1989.

Samarbejdsvilje hen over kontinenter og på tværs af politiske systemforskelle bliver der brug for, hvis Vesten skal drage fordele af de ændrede styrkeforhold.

Østasiatiske ledere ser gerne, at USA og EU udvikler sig økonomisk sundt, men hvad ingen af de to asiatiske giganter ønsker, er ensidige amerikanske og europæiske diktater på den globale scene. Den splittelse i Vesten, som Trump har udløst, giver de asiatiske vækstdynamoer nye kort på hånden. Håndteret pragmatisk kan denne reviderede orden blive til en mere mangfoldig og tolerant verden.

Som den singaporeanske seniordiplomat (fhv. FN-ambassadør) Kishore Mahbubani utrætteligt påpeger i sine analyser, er verden på vej til en global normaltilstand: I 1.800 af de forgangne 2.000 år var Kina og Indien klodens to største økonomier. Den enestående dominans, som først Europa og siden USA har haft gennem de seneste 200 år, har været en verdenshistorisk undtagelse. Det afgørende nye er et USA med en dynamik, de færreste havde forudset: da finanskrisen (2008-2010) fandt sted, havde Europa og USA nogenlunde samme volumen, i dag er den amerikanske dobbelt så stor som den europæiske.

Taberne i denne nye orden er Mellemøsten og Afrika. Begge verdensdele ligger i den nedre ende af de globale værdikæder uden udsigt til sociale forbedringer for de hastigt voksende ungdomsårgange. Med sit ambitiøse silkevejsprojekt er Kina blevet dominerende i Afrika, men det er tvivlsomt, om det kan løfte økonomierne på det kontinent, hvor dansk og vestlig bistand kun har skabt beskedne forbedringer.

Hvis ovenstående forekommer utopisk, bedes man erindre, at internationale væbnede konflikter i Østasien er faldet dramatisk hen over 30 år i takt med eliternes og regeringernes voksende vilje til at spille sammen med det bedste af Vesten.

(Jyllands-Postens kronik 25.01.25)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Modgift i Slangens År

Udgivet den 19. januar 2025 af flemmingytzen

Lad asiatisk visdom og tålmodighed blive den politiske modvægt til Donald Trumps giftige, Amerika Først-politik. Lykkes han, er det slut med den liberale, regelbaserede verdensorden.

2025 tegner til at blive et år med en usædvanlig hård cocktail for os europæere. Ni døgn efter indsættelsen af USA’s 47. præsident indledes i Østasien Slangens år. Symbolikken er da til at få øje på.

Tilstanden i Europa er foruroligende skrøbelig: Der er ikke den ringeste udsigt til en ukrainsk sejr i krigen mod Rusland. Tyskland, kontinentets vigtigste og største økonomi, styrer mod et magtskifte efter valget i februar. Kommissionen i Bruxelles vakler i håndteringen af Trump, Ukraine og den mellemøstlige dødsspiral Gaza. Ingen europæiske regeringschefer taler om de to tredjedele af klodens befolkning, der bor i Øst- og Sydasien.  

Her kræves globalt lederskab, hvor de vestlige demokratier samordner, men USA leverer ikke længere. En historikerveteran har formuleret det således: ’Dansk udenrigspolitik ligger i ruiner. I årevis har den danske befolkning af forskellige regeringer fået ørerne tudet fulde af, at Danmarks deltagelse i USA’s krige i Afghanistan, Irak og Libyen skabte goodwill hos den store allierede. På den baggrund kunne Danmark føle sig ekstra tryg. Vi var i kridthuset hos amerikanerne. Nu følger USA’s tak for al den servilitet: Trusler om krig mod rigsfællesskabet. Så meget for den goodwill.’

Europæiske beslutningstagere ser ind i fremtidsscenarier, hvor de kommer til at bære forsvarsforpligtelserne selv og kun kan regne med amerikanerne i tilspidsede krisesituationer. For nuværende betales prisen af de ukrainere, der har drømt om at komme nærmere den europæiske familie af frie og liberale nationer. Deres ambitioner var illusoriske.

Langt fra Europa er magtbalancer under forandring. Kinas opstigning betyder, at Japan har brug for en dybere diskussion om den forfatning, som blev skrevet af amerikanske jurister i løbet af en enkelt uge i 1946, og som forbyder krigsdeltagelse uden for Japans grænser. Spørgsmålet er nu, om den Pax Americana, som var nyttig, da præsident George Bush (den ældre) i 1991 lod en USA-ledet koalition fordrive Irak fra det besatte Kuwait og siden bebudede en ny verdensorden, går helt under, når Donald Trump genindtager det Hvide Hus i Washington.

En af Trumps forgængere i embedet, Woodrow Wilson, tilbragte i starten af 1919 fire måneder i Frankrig for med traktaterne i Versailles at få omorganiseret Europa, så kontinentet og verden udenfor kunne blive ’sikker for demokratiet’, som Wilson udtrykte det. USA havde dermed gjort ideen om folkenes ret til national selvbestemmelse baseret på frie valg til et universelt koncept. Det forblev et bærende element i amerikansk udenrigspolitik hele vejen gennem den kolde krig trods mange katastrofale fejltrin undervejs.

USA’S 47. PRÆSIDENT er kun optaget af at sikre klodens forfulgte folkeslag retten til selvbestemmelse, hvis disse melder sig uforbeholdent under Stars and Stripes. Hvilket er hensigten med vore grønlandske medborgere.   

Der var engang, hvor statsminister Mette Frederiksen ytrede, at der ikke måtte være så meget som ’et A4-papir mellem dansk og amerikansk politik’. Den kommer vi ikke til at høre på ny. Partiledere i Folketinget, diplomatiet, rådgivere og taleskrivere i Statsministeriet sveder tran i disse døgn,  for Trump har først trampet på os og siden pisset os af.

Den amerikanske supermagtsrolle bliver gennemgribende omdefineret de kommende fire år. Alt efter temperament kan man vælge at se et Amerika, der opfører sig aggressivt og ekspansivt i sit nærområde – nøjagtig det, som amerikanske politikere beskylder Rusland og Kina for.

Amerika har været en hegemonisk, unipolær magt siden den kolde krigs ophør. Politologen Joseph Nye, der opfandt og videnskabeliggjorde begrebet ’soft power’, skrev allerede i 2002 om USA, at »ikke siden Romerriget har en enkelt nation haft så stor indflydelse på alle de andre«, og han mindede om, at Roms magt og indflydelse over Middelhavsområdet holdt sig ret stabilt i tre århundreder efter, at romerne havde nået et magtens højdepunkt.

Paradokset skriger til himlen: I tiden omkring finanskrisen (2008-2009) var EU’s og USA’s økonomier nogenlunde lige store; i dag er den amerikanske økonomiske volumen det dobbelte af den europæiske. Den udvikling er kommet med en pris: Med Elon Musk og Mark Zuckerberg er en ansvarsløs hyperkapitalisme marcheret ind i magten maskinrum i Washington.

Hvem der uden for USA drager fordel af dette? Ruslands Putin, de krigeriske og blodbestænkte zionister i Jerusalem, plus nogle få populister i Europa anført af Viktor Orban i Ungarn. Foruden en kedelig type i Argentina, Javier Milei. De stakkels afrikanere kan næppe bruge Trump 2.0 til noget.

Efter Trump-konsortiets udmeldinger om Grønland, Canada og Panama er der blevet tavst om både Korea og Taiwan. Førstnævnte fordi Sydkorea er delvist paralyseret efter præsidentens afsættelse, sidstnævnte fordi den taiwanske offentlighed som så ofte tidligere tager udsving i amerikansk politik med ophøjet ro og besindighed. Taiwan handler videre med det kinesiske fastland som altid. Verden får brug for asiatisk visdom og tålmodighed for at stå igennem hyperpopulistens anden embedsperiode i det Hvide Hus. Alt imens yngre danske socialdemokrater forhåbentlig begynder at forberede sig på tiden efter Mette Frederiksen.

(publiceret 19.01.2025)

Relevant link her:

https://cepr.org/voxeu/columns/china-worlds-sole-manufacturing-superpower-line-sketch-rise

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar