Flemming Ytzen

Om velbegrundede genudgivelser her på siden.

Verden har det svært! Jovist handler dette udsagn om, at krigene i Ukraine og Mellemøsten stadig er i gang, alt imens klimaudfordringerne presser sig på, og fordi mange europæiske samfund her op til årsskiftet er præget af voksende politisk usikkerhed og befolkningernes manglende tro på, at fremtiden bringer bedre tilstande med sig. Men håbet kan ingen tage fra os, end ikke Donald Trump, der lige om lidt genindtager det Hvide Hus i Washington.

På denne plads har jeg siden 2011 publiceret nogle hundreder opinionsklummer og nyhedsanalyser (plus udvalgte interviews og reportager), langt de fleste fra min tid på Politiken, som jeg var tilknyttet 1994-2022. Mine bidrag til den trykte avis fra 1994 til 2011 blev ikke publiceret her, men nogle af disse vil fremover blive genudgivet, fordi de har længerevarende holdbarhed og fortjener at blive genbesøgt, som det hedder på moderne dansk.

Den første af disse tekster har 26 år bag sig: Min anmeldelse af Chris Pattens banebrydende bog ’East and West. China, Power and the Future of Asia’, bragt i Politiken 5. November 1998. Den højt respekterede konservative britiske politiker, der fyldte 80 tidligere i år, reflekterer i bogen over det, man kan kalde kulturmødet mellem Østasien og Vesten; en emnekreds, der som bekendt har fyldt meget i min journalistiske karriere. Dermed være ikke sagt, at jeg er enig i alt, hvad Christopher Francis Patten mener og skriver, men hans evne til at definere dilemmaerne i den værdipolitiske konfrontation og dialog mellem vesterlændinge og de asiatiske samfund er uforlignelig.

Mere af samme skuffe vil følge i 2025. God læselyst.

Øst er Øst og Vest er Vest og hvordan mødes de så?

Hongkongs sidste britiske guvernør sætter demagoger i Øst og Vest på plads. Han blev sat på en umulig post og forsøgte at få det bedste ud af situationen.

Da den sidste britiske guvernør i Hongkong, Christopher Patten, i fjor (1997, red.) foldede Union Jack sammen en regnfuld aften i den sidste vestlige koloni af betydning i Asien, agerede han i et historisk drama ladet med kraftfulde symboler. Det britiske imperiums sidste stolte kronjuvel, afviklet og afgivet, overdraget, solgt, udleveret til Dragens frygtindgydende magt og vælde.

Guvernør Patten fik ingen hyldestord eller sentimentale farveltaler af koloniens nye kinesiske herrer. En syndflod af skældsord fra Beijings propagandakværn gennem fem års embedsperiode var den kinesiske ledelses reaktion på Pattens forsøg på at give Hongkong blot en begrænset form for demokrati. De seks millioner driftige kinesere i kolonien havde fortjent bedre, mener han, end blot at blive solgt uden modydelser af Margaret Thatcher til Deng Xiaoping i 1984. Pattens forsøg på at opretholde og styrke elementer af demokrati i kolonien var et forsøg på at gøre en uoprettelig skade god igen, for den britiske regering havde svigtet sine borgere på den sydkinesiske kyst.

På den måde kom guvernøren i direkte konfrontation med det regime, der før som nu sætter den demokratiske verden på prøve: Mener vi det alvorligt med det ’universelle’ demokrati, eller er vi til fals for usle diktaturers mammon under dække af kulturelle forskelle? Temaet er et af de helt centrale i den bog, som Patten netop har udsendt, og hvori han opsummerer sine erfaringer som guvernør og løfter dem op i et bredere perspektiv, der afspejler en række konflikter mellem nutidens politiske øst og vest, Asien versus Europa.

Det er blevet til bogen, som mediegiganten Rupert Murdoch ikke turde udgive af frygt for at udfordre og fornærme magtens mænd i Beijing. Patten har mange knubbede ord til hyklerne i vesten, de politikere og forretningsfolk, der tror, at Kina på grund af sin historie og placering i verden er noget særligt.

Naturligvis skal Kina ikke bedømmes og behandles anderledes end andre lande, konkluderer bogen. For Kinas militære styrke og økonomiske potentiale er stærkt overdrevet. Der er intet vundet for Vesten i at give kæmperiget en særlig begunstiget status. Hongkongs sidste administrator har for længst sikret sig en plads i historien, fordi han er en af de få, der har turdet konfrontere Kina på et område, hvor samtlige forgængere i embedet og alle regeringer i London svigtede. Atter og atter fik Patten af Beijings repræsentanter at vide, at han havde forbrudt sig mod Thatcher-Deng aftalen fra 1984, og aldrig kunne modparterne forklare sig i andet end i tvetydige Kafkaske vendinger.

Guvernørens modstandere var ikke kun de kinesiske bureaukrater, men lige så meget vestlige forretningsfolk og Old China Hands, for hvem den politiske kowtow (servil høflighed) er vejen til det forjættede marked bag Den Store Mur. Og han retter en større vrede mod europæerne end de lokale – førstnævnte havde ingen undskyldninger for at bøje sig for diktaturet, sidstnævnte må forsøge at leve med det. Der er ingen rationelle grunde til, at universelle spilleregler for acceptabel adfærd mellem nationer og individer skal gradbøjes for at respektere Kinas interesser, vi skal gøre op med denne Marco Polo-agtige fascination af det kinesiske marked, som en skønne dag slet ikke er, hvad det opreklameres til at være, lyder det klokkeklare budskab.

Retorisk elegant – krydret med citater af både Adam Smith og Konfucius – forklarer denne europæiske mandarin (embedsmand, red.) , hvorfor det åbne, repræsentative samfund, baseret på ukorrupt regeringsførelse og demokratisk retsstat, er den eneste bæredygtige vej til både udvikling, frihed og værdighed. Modstykket hertil er de vulgære og ureflekterede fortalere for asiatiske værdier – en eufemisme for nogle lederes påstande om, at autoritære regeringsformer er en bedre vej til velstand end det liberale demokrati.

Patten argumenterer lidenskabeligt og med stor intellektuel klarhed for, hvorfor fremme af demokratiske idealer og værdier ikke er vestlige patenter, men også har gyldighed under andre kulturelle himmelstrøg.

Om ikke andet har den aktuelle krise i Asien (1997-98, red.) lukket munden på Asian Values– skolen. Men det er ikke arrogant hovmod og bedreviden, der præger Pattens analyse af disse centrale problemstillinger. Han medgiver, at flere af Østasiens markante intellektuelle har meget ret i kritikken af de mest absurde sider af det vestlige demokrati.

Trods erklæret uenighed på mange områder accepterer Patten en del af argumentationen fra en mand som Singapores grundlægger, den robust velformulerede Lee Kuan Yew: at nogle vestlige samfund (læs: USA) forfægter individets rettigheder langt ud over, hvad der er etisk og moralsk forsvarligt og dermed helt ud i det absurde og parodiske. Patten låner i denne sammenhæng argumenter fra Østasiens vigtigste demokratiske ikon, burmeseren Aung San Suu Kyi, der siger, at når et land som USA lader sine borgere efterstræbe økonomisk og materiel gevinst som et mål i sig selv, undertrykker dette samfund fundamentale menneskelige og kulturelle værdier.

Flot er det derfor, at manden, der turde trodse det kinesiske diktatur, når til følgende konklusion: – De af os, som tror på markeder og det liberale samfund og ønsker at gøre dette globalt, må tage os i agt for ikke at blive repræsentanter for den sanseløse materialisme og optagetheden af en individualisme, der kun bruges i økonomiens tjeneste. Vi risikerer at glemme vore funktioner som borgere med socialt ansvar.

Undervejs lukkes der i dette spændingsfelt op for mangfoldige diskussioner: Den efterhånden klassiske debat om, hvorfor Asiens to ældste demokratier, Indien og Filippinerne, baseret på henholdsvis en britisk og en amerikansk model, ikke har formået at gøre op med politisk motiveret vold, sekterisme, despoti, korruption og autoritære regeringsformer. Og modsat, at autoritære regimer i Taiwan, Sydkorea og Singapore gennem årtier bragte deres befolkninger mere værdige liv og højere levestandard, end det var tilfældet hos deres demokratiske naboer.

Lige præcis her er det, at den ellers så reflekterede Patten begynder at svigte sit emne og sit ærinde: Fremme af det såkaldte liberale demokrati og de universelle menneskerettigheder har forskellige historiske forudsætninger i øst og i vest, og derfor får processerne et forskelligt forløb med en vekslen af fremskridt og tilbageslag. Denne uhyre centrale diskussion viger han for nemt og bekvemt uden om. Ærgerligt. Patten erkender betydningen af de store forandringer, som tyve års økonomiske reformer i Kina har skabt, men undlader en mere detaljeret diskussion af, hvorledes Kina vil udvikle sig videre. Et eksempel at få erfaringer fra er ellers at finde lige på Kinas dørtrin – demokratiets kinesiske laboratorium, Taiwan.

Øst og vest rejser helt centrale problemstillinger for den moderne tids beslutningstagere i alle verdensdele. Den er kraftfuldt argumenteret og gennemtænkt, båret af indsigt og engagement og bidrager med væsentlige elementer til den globale politiske dagsorden.

Den profeterer ikke de vestlige værdiers sejr over ikke-vestlige (den konstaterer f.eks. provokerende, at et vestligt demokrati som Italien er delvist kollapset i korruption og nepotisme!), men konstaterer blot, at de samfundsmekanismer, der har skabt åbne og ansvarlige samfund i Vesten, naturligvis også fungerer under orientalske himmelstrøg. Bogen lader også store åbne spørgsmål tilbage – Kinas transformation er efter denne anmelders opfattelse det 21. århundredes helt centrale emne i verdenspolitikken – og her har den tidligere koloni-administrator ikke mange konkrete anvisninger. Men han ved en masse nyttigt om, hvordan Kinas partnere og modparter undgår at lade sig narre af et system, hvis fortalere kun kender magtens rå, kyniske logik. Det er et godt sted at starte.

(oprindeligt publiceret under overskriften ‘Guvernørens testamente’)