Da vi mødte bådflygtninge med sympati

For små fire årtier siden modtog vi også flygtninge, der var samlet op på havet. De fik sympati og chancer. 

Folk med en hukommelse, der rækker ca. 35 år tilbage eller længere, vil erindre udtrykket bådflygtninge. Betegnelsen dækker over de hundredtusinder af især vietnamesere, der i slutningen af 1970′ erne forlod deres hjemland i kølvandet på den amerikanske retræte fra den konflikthærgede region, engang kendt som Fransk Indokina.

I 1975 var et proamerikansk regime i den sydvietnamesiske republik blevet løbet over ende af en invasionshær fra det kommunistisk styrede Nordvietnam. Den påtvungne genforening af de to fjender blev gennemført på så uforsonlige betingelser, at store befolkningsgrupper, herunder mange etniske mindretal, bogstavelig talt valgte at gå i bådene, hvorved et voldsomt menneskeligt drama udspillede sig hen over flere år.

fall-of-saigon_500

Tusinder druknede i Det Sydkinesiske Hav, men endnu flere blev samlet op af både civile og militære fartøjer. Mange endte i lejre i Vietnams nabolande, mens andre blev sejlet til modtagerlande i Vesten, især USA, mens mindre grupper ankom til Vesteuropa, Danmark inklusive. Den sydøstasiatiske flygtningekrise kulminerede i 1978-79.

I DATIDENS hjemlige politiske landskab var der bred enighed om, at de nødstedte asiater skulle modtages på betryggende vis, og mediedebatten var fuldstændig befriet for den retorik, der for nuværende præger diskussionen om, hvor mange og hvilke flygtninge fra Mellemøsten og Afrika vi bør finde plads til.

0,,1047223_4,00

Sympatien, eller rettere empatien, med de nødstedte bådflygtninge skal utvivlsomt forklares med, at asylsøgerne var ofre i dobbelt forstand: først udsat for den massive ødelæggelseskraft, som den amerikanske supermagt havde udsat det ludfattige risbondesamfund for. Siden forfulgt, fordi de blev set som illoyale landsforrædere, der ikke havde den ringeste sympati for de nye kommunistiske herrer i hjemlandet.

Selvfølgelig betød det også noget, at antallet var beskedent: Danmark tog imod lidt mere end 7.000 vietnamesere, laoter og cambodjanere. Målt med nutidens realiteter et lille tal, hvilket forklarer, hvorfor det vietnamesiske mindretal i dag er økonomisk velintegreret hos os. Mere end 2,5 millioner fra Vietnam, Laos og Cambodja fik nye livsmuligheder i vestlige lande, mens omkring en halv million siden blev repatrieret i deres oprindelseslande, størsteparten efter at der via FN-systemet var indgået aftaler med de respektive regeringer.

20091113_vietnam-boat_331

MEN DET TOG tid. I årevis sad titusinder af bådflygtninge i lejre i nabolandene.Den indlysende løsning, repatriering, blev først aktuel, efter at den vietnamesiske regering i 1987 indledte en reformpolitik, der indeholdt tilbud om tilbagevenden med garanti for, at de, der returnerede, ikke ville blive forfulgt. Det vietnamesiske kommunistparti gik tilmed så langt som til at formulere en regulær undskyldning for den forfølgelse, der havde ramt især mange etniske mindretal. Regeringen i Hanoi erkendte, at den især havde brug for de entreprenante etniske kinesere, der havde været de mest effektive kapitalister i datidens Sydvietnam.

De tusinder af bådflygtninge og andre, der havde bygget et nyt liv op især i USA, fik besked om, at de var velkomne til at komme på besøg i hjemlandet. Husk at tage jeres dollars med, lød beskeden tværs over Stillehavet. Vietnam trådte derefter i karakter som udviklingsstat.

RESTEN ER HISTORIE, og den er overvejende positiv. De asiatiske mindretal i USA og Europa er i den kategori af indvandrere, der tidligere end andre mindretal køber fast ejendom, sikrer deres børn uddannelse og lader dem løbe op ad den sociale rangstige.

glenn-and-sabrina-hoa

Bådflygtningenes børn ligger i bunden af kriminalitetsstatistikkerne og står på toppen af universiteternes karrieretrapper. Little Saigon-bydelene i mange nordamerikanske storbyer er solide som pengeinstitutter og har leveret massive bidrag til de seneste års væksteventyr hos fætre og kusiner i og omkring Ho Chi Minh Byen.

KAN DENNE erfaring gentages med de titusinder, der nu presser på Europas porte i syd? Det forekommer meget lidt sandsynligt. Ikke bare er antallet af mennesker på flugt langt større end dengang, den politiske vilje i Europa er også dramatisk mindre. Flere af flygtningenes oprindelseslande er ikke længere fungerende stater og har ikke udsigt til at blive det. Vi står derfor ved begyndelsen til en ny folkevandringstid. Det bliver ikke nemt, snarere uhyggelig brutalt.

(klumme i Politken 3. juli 2015) 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s