Forfra med dansk bistandspolitik i Løkkes ny regering

Flygtningestrømmen over Middelhavet gør det nødvendigt at tænke om i prioriteringen af danske udviklingsmidler.

HVIS UDFALDET af de igangværende regeringsforhandlinger bliver, at kongelig undersøger Lars Løkke Rasmussen danner en ren Venstre-regering, bliver denne smal, også i den forstand at antallet af ministre reduceres. Det vil med stor sandsynlighed medføre, at posten som udviklingsminister sløjfes, og den knap 17 milliarder kroner store udviklingsbistand lægges tilbage under udenrigsministeren, sådan som det var tilfældet i de ti år under Schlüter-regeringen 1982-93. Søren Pind (udviklingsminister 2010-11) er den sandsynlige kandidat.

M_de_i_Det_Udenrigs_884985a

Bliver det i stedet til en toparti-regering med deltagelse af Dansk Folkeparti, er det derimod sandsynligt, at posten som udviklingsminister opretholdes, ligeledes at den fortsat kædes sammen med handel, i praksis erhvervsfremme og danske investeringer i udvalgte udviklingslande.

De færreste kan vel forestille sig, at Kristian Thulesen Dahl som det første vil vælge udviklingsbistanden til en af sine ministerkandidater, for hvem er det så lige, der skal have den tjans? Søren Espersen? I en situation, hvor vi kan se frem til overførsel af mange millioner kroner til stabilitetsfremmende og fredsskabende initiativer i en række plagede arabiske lande?

Så er et mere sandsynligt bud på posten som udviklings-og handelsminister Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Som EUordfører fra 2013, udviklingsordfører fra 2011, medlem af Europaudvalget, Forsvarsudvalget, Grønlandsudvalget og Udenrigsudvalget er den snart 42-årige cand. merc. jur. selvskreven til jobbet.

33471_590_0_0_0_640_359

SKER DET, skal det blive interessant at se, om den blå regeringskonstellation tør drive forandringer igennem i dansk udviklingsbistand, som trænger sig på grundet de dramatisk skærpede omstændigheder syd og øst for Middelhavet. I den nyligt overståede valgkamp blev det i debatten mellem partierne kun til sporadiske henvisninger til ‘ FN-målet’, dvs. den realitet, at Danmark er ét af kun fem lande (de øvrige er Luxembourg, Sverige, Norge og Storbritannien), der lever op til FN’s målsætning om at give mindst 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten til udviklingsbistand.

Alle vidste, at en mere kritisk og specifik debat om denne del af dansk udenrigspolitik måtte vente, til slaget om stemmesedlerne var overstået. Den kommende minister vil moderere sit ordvalg til, at der skal ske ‘ justeringer’ i anvendelsen af bistandsmidler. Læs: Europa oplever et skærpet migrationspres fra syd, og find nogle flere midler til at afbøde dette pres. Bag nedrullede gardiner taler embedsværket allerede nu om, at der skal ske markante ændringer i fordelingen af bilateral og multilateral bistand; en fordeling, der længe har heddet tre fjerdedel bilateral bistand og den resterende fjerdedel multilateral. For sidstnævntes vedkommende handler det fortrinsvis om FN-organisationer.

HVIS DANMARK og vore europæiske partnere mener det alvorligt med at hjælpe de tusinder af flygtninge fra syd og øst, der søger mod det rige nord, er det de multilaterale systemer, der skal styrkes for at tackle det, som daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen så tidligt som i 1990 kaldte »presset mod Europas bløde bug«.

Anvendelsen af danske bistandsmidler er for længst blevet en del af vor sikkerhedspolitik, herunder terrorbekæmpelse og -forebyggelse, hvilket også står klart i Danidas nyligt offentliggjorte årsberetning for 2014. Heraf fremgår, at det kon-flikthærgede Afghanistan er blandt de største modtagere af danske udviklingsmidler med knap 437 mio. kr. og dermed mere end Danidas kroniske smertensbarn i Afrika, Tanzania, der må ‘ nøjes’ med lidt over 397 mio. kr.

DISSE TO lande repræsenterer en slags yderpoler i dansk udviklingspolitik. Danmark har været til stede i Tanzania siden landets uafhængighed for et halvt århundrede siden, dengang befolkningen talte ca. 11 millioner. Der er siden sket en firedobling af befolkningstallet, uden at landets økonomiske kapacitet er nævneværdigt forbedret, trods årtiers OECD-bistand, der samlet udgør en astronomisk sum. Effekten har været beskeden, og det dominerende problem, befolkningstilvæksten, taler ingen om.

tanzania-children

Afghanistan og Tanzania har det til fælles, at udsigterne til løft i levestandarden for befolkningsflertallet er minimale.Skal Danmark også de næste fire år følge devisen: Her går det sløjt, men send alligevel flere penge? Den kommende udviklingsminister bør indledningsvis besvare spørgsmålet: Husker du fra din skoletid begrebet ‘ den tredje verden’? Den presser på ved Middelhavet.

(klumme i Politiken 25. juni 2015)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s