Derfor kan Japan ikke gøre i Asien som Tyskland i Europa

 SDF-uniform

I 70-året for krigsafslutningen er Japan langt fra at kunne gøre Tyskland kunsten efter og blive accepteret af sine naboer.

I DENNE måned tager det japanske parlament for alvor fat på en længe bebudet debat om, hvorvidt landets forsvars-og sikkerhedspolitik bør omlægges. Emnet er mere kompliceret, end det umiddelbart lyder, fordi det handler om en nyfortolkning af den såkaldt pacifistiske forfatning, som Japan blev påtvunget af den amerikanske besættelsesmagt efter kapitulationen i Stillehavskrigen i august 1945.

I årtier har det været populært at kalde Japan for pacifistisk, men dette er noget af en tilsnigelse, for landet med klodens tredjestørste økonomi har et militært apparat med en ganske betydelig kapacitet, om end det er kun få år siden, at Tokyo vedtog at oprette et egentligt forsvarsministerium til afløsning for det mere bureaukratiske ‘ selvforsvarsagentur’.

Formelt er der stadig tale om Japans ‘ selvforsvarstyrker’, og det skal forstås bogstaveligt. Den japanske forfatning forhindrer brugen af landets militær til andre formål end at forsvare japansk territorium.Når japanske militære enheder har været udsendt til Irak, har de alene taget sig af støtteoperationer og logistik, men har været udelukket fra deltagelse i egentlige kampoperationer.

8e9b4__71892687_71892686

ALT SAMMEN er det et levn fra de tidlige efterkrigsår i 1950′ erne, hvor USA lagde de politiske rammer for det Japan, vi igennem det følgende halve århundrede kom til at kende som en enestående økonomisk succeshistorie. Men de forfatningsmæssige begrænsninger gjorde, at Japan i hele perioden fik en anonym udenrigspolitik, eftersom landet kun kunne agere på de betingelser, som besættelsesmagten havde defineret.

Her i 70-året for krigsafslutningen kan det konstateres, at Japan står helt anderledes i Østasien, end dets tyske krigsallierede frem til 1945 har bragt sig frem til i nutidens Europa. Når regnebrættet skal gøres op, er realiteten den, at Tyskland er omgivet af venligtsindede allierede (vi glemmer lige de stakkels grækere for en stund), mens det modsatte er tilfældet for Japan, som skal kigge hele vejen over Stillehavet for at finde en venlig allieret (og beskytter, ikke mindst).

_75985432_2907753afp

HVOR TYSKLAND gennem integration i multilaterale traktatsystemer, Nato og EF/EU, blev normaliseret og accepteret af sine naboer, forblev Japan i dyb afhængighed af besættelses-og supermagten USA. Tysklands opbygning af nære relationer til det Frankrig, der især under Charles de Gaulle tilstræbte en større uafhængighed i forhold til alliancepartneren USA, skabte fundamentet for det Europa, der i dag ikke kun lever i fred med sig selv, men også kan gøre dette uden at være enige med og afhængige af amerikanerne i alt.

Japan er slet ikke i nærheden af en tilsvarende status, og den enkle forklaring på tilstanden er, at Østasien trods stærkt voksende samhandel helt mangler den politiske integration, som Europa har gennemført. Skyldes det, at Japans regeringer i efterkrigstiden har været uden visioner, eller at det amerikanske greb om Tokyo har været for stramt?

Realiteten er, intet andet asiatisk land har kunnet spillet den rolle, som Frankrig har gjort i Europa. Sydkorea er lige så afhængig af den amerikanske atomparaply som Japan. Filippinerne er stadig den ynkelige og uvorne dreng i skolegården, som trods lukningen af de amerikanske baser for tyve år siden stadig er dybt afhængig af sin gamle koloniherre.

92093225-c345-4e34-8278-3649a2cba67e

FOR JAPAN og det øvrige Østasien blev afslutningen på den kolde krig ikke det historiske vendepunkt, som Europa oplevede.Korea er uden udsigt til en snarlig genforening, Taiwans fremtid er uafklaret, og regionen syder og bobler med uløste konflikter om især minoriteter og grænsedragninger.

Når Østasien alligevel er et fredeligere sted end både Mellemøsten, Afrika og Europa, skyldes det, som Henry Kissinger aldrig bliver træt af at fortælle sin tilhørere, at magtbalancerne i Asien fungerer optimalt. Spørg lige i Beijing, Seoul, Tokyo og New Delhi, om man har problemer med Vladimir Putin. Nej, vel?

INTET varer evigt, ej heller magtbalancer.Det skal blive interessant at følge det japanske parlaments sommerdebat om landets fremtidige sikkerhedspolitiske kurs. Skåret ind til benet handler den om, hvorvidt det japanske militær skal have lov til andet end det berømmede selvforsvar.

Hvis f. eks. filippinske fartøjer kommer i clinch med den kinesiske flåde i det Sydkinesiske Hav, skal Japan så kunne komme sine filippinske venner til hjælp? Tja, mon japanerne kender admiralens vise fra den berømte operette ‘ Pinafore’: Stå aldrig til søs, lad de andre stå, I får stribevis af kors og bånd og stjerner på..

(klumme i Politiken 11.6.2015) 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Japan, Kina, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s