Thailands valgkamp begrænser sig til stil og populistiske dagsordener

NÆRE familierelationer i politik kan få de besynderligste konsekvenser. Dog er der nok ingen, der vil bebrejde Barbara Bush ( f. 1925) for at have misbrugt sin indflydelse gennem politisk påvirkning af ægtefællen George H. W. Bush ( f. 1924) eller sønnen George W. ( f. 1946). Som mor til seks har hun haft rigeligt at se til, utvivlsomt også når der skulle ydes opbakning i valgkampe i form af f. eks. kagebagning og kaffebrygning.

Meget mere end kaffe og kager er på spil i et søskendeforhold, der ser ud til at kunne skabe fornyet politisk turbulens hos en gammel ven af USA i Asien, Thailand ( og når Bushklanen dukker op i beskrivelsen, skyldes det, at der på nærværende signaturs stamhotel i Bangkok hænger et foto fra ca. 1960, hvor den thailandske kong Bhumipol spiller klarinet i overværelse af George H. W. Bush).

NAVNET er Thaksin Shinawatra. Rigmanden, der blev kuppet fra magten af Thailands militær i september 2006 og siden har levet i eksil. Han har købt sig et luksusdomicil i Dubai, hvor han har givet åbenmundede interview til besøgende journalister. Anledningen er, at der er parlamentsvalg i Thailand 3. juli, hvor Thaksins lillesøster, Yingluck, kan blive vinderen og dermed landets kommende regeringschef.

Sker det, risikeres en gentagelse af sidste års blodige konfrontationer i Bangkok, hvor mere end 90 blev dræbt og ca. 1.500 såret.

POLITISK tilhører Thailand kategorien af provestlige demokratier, men 80 års bestræbelser på at få landets demokratiske institutioner til at fungere solidt, anstændigt og stabiliserende er atter og atter løbet ind i vanskeligheder.

Yingluck Shinawatra er i disse dage på valgturné rundt i det land, som titusinder af danskere føler, at de kender godt, så længe der ikke tales om værtslandets politik på feriestederne. I søndags præsterede Yingluck at besøge fire provinser i den nordlige del af landet, hvor hendes familie kommer fra, og hvor tilslutningen til den såkaldte rødskjortebevægelse er massiv. Den røde partifarve, som forbindes med Yingluck og Thaksin, har intet med venstreorientering eller velfærdsstat at gøre. Den repræsenterer en særlig variant af populisme, som har plaget thailandsk politik i mere end ti år, og som truer med at flå landets skrøbelige demokrati i stykker.

Med en milliardformue i ryggen er det lykkedes den korruptionsdømte Thaksin fra eksilet at manipulere opinionen i en sådan grad, at ethvert forsøg på at forhandle sig til holdbare aftaler i parlamentet har været forgæves. Vinder søsteren valget, bliver en af hendes første handlinger at udstede en amnesti, så han kan vende hjem.

NYE KONFRONTATIONER mellem den røde vælgermasse i de nordlige provinser og den gulskjortede magtbase hos Bangkoks middelklasser og veluddannede bliver svære at undgå. Meningsmålinger viser, at Shinawatrafamiliens nynationalister står til at blive det største parti efter valget efterfulgt af det nuværende regeringsparti, Demokraterne. Målingerne viser dog, at over halvdelen af vælgerne endnu er uafklarede omkring, hvor de vil sætte deres kryds. Alt tyder på, at ingen partier alene vil opnå flertal ved valget, og at resultatet vil være uklart. Der er udsigt til en mudret koalition.

Når Yingluck Shinawatra begynder at ligne en vinder, er det, fordi hun har lært sig at føre politiske kampagner med retoriske sloganer, der fører tankerne hen på den konservative amerikanske politiker Sarah Palin. De to er jævnaldrende, har karisma og er begge eminente til at bruge slagfærdige udsagn i veliscenesatte tv-klip. De har forstået, at betingelserne for at vinde et valg er at levere elegant retorik og fiks fremtræden frem for at deltage i konfronterende debatter med substans. Indlysende nok har Yingluck takket nej til at møde sin hovedmodstander, den Oxford-uddannede premierminister Abhisit Vejjajiva, i en direkte tv-debat.

DET GENNEMGÅENDE tema i Yinglucks taler er, at nationen må ‘ samles’ efter de seneste års vold og polarisering.

Udsagnet gentages i et nyligt interview med storebror Thaksin, der fra eksilet i Dubai løfter lidt af sløret for sine gøremål i det tyske ugemagasin Der Spiegel: Han har fået statsborgerskab i Montenegro og rejser rundt på et diplomatpas udstedt i Nicaragua.

Adspurgt om søsterens politiske kvalifikationer svarer han: »Nationen har brug for forsoning. En person, der hidtil har holdt sig uden for politik, har de bedste forudsætninger for at kunne forsone. Yingluck er ikke tynget af nogen politisk bagage. Desuden er hun en erfaren erhvervskvinde, som har erfaring med at lede en stor organisation«. Demokratiets forfald er ikke ovre i danskernes foretrukne feriedestination i Asien.

(klumme i Politiken 24.6.2011)