Førertrøjen til Østasiens vise mænd

Mens USA sidder fast i to krige, forandres verden af Asiens vækst

(08.08.2010)
HEN OVER finanskrisens snart to år har der bredt sig en erkendelse af, at udvikling af velstand og et stabilt politisk system med respekt for udvalgte frihedsrettigheder ikke nødvendigvis er identisk med vores, dvs. Europas og Nordamerikas politiske model.

Milliardbeløb til militære og økonomiske udviklingsindsatser er sendt til Irak og Afghanistan, men i ingen af de to lande er der i en overskuelig fremtid udsigt til, at de af egen kraft kan udvikle socialt, politisk og økonomisk bæredygtige samfund og blive kopier af vestlige samfund.

Mellemøsten og Centralasien er, som den franske politolog Dominique Moïsi pointerer i sin internationale bestseller ‘ The Geopolitics of Emotion’, blevet ydmygelsens verdensdel.

En af konsekvenserne af de forandrede globale vilkår er, at Vesten mister monopolet på at være vejleder for indretningen af fremtidens samfund. Ikke til nogen variant af religiøs fundamentalisme, som den vi er i krig imod, men til meritokratiet i flere østasiatiske lande.

Meritokrati er et system, hvor det enkelte menneske tildeles ansvar, autoritet og privilegier på grundlag af færdigheder og præstationer. Hvor intelligens, indsigt og kompetence er baggrund for magt og social status. Modellen er præget af pragmatisme frem for ideologi. Et system, hvor befolkningen foretrækker en leder med indsigt i praktiske emner frem for en universitetslærer eller en parlamentariker med den herskende, korrekte politiske holdning.

Et meritokratisk system, som vi kender det fra bl. a. Kina, Taiwan og Singapore, er ikke repræsentativt som i Europa og USA. Men det har vist sig modstandsdygtigt over for populisme. I Danmark kan en præst eller en hjemmehjælper blive statsminister – eller få næsten lige så meget magt som flere ministre. Den risiko er ikke til stede i Østasiens meritokratier.

BÅDE I VORT demokrati og i den østasiatiske form for meritokrati i er tillid en bærende forudsætning for vækst og udvikling. Tillid er en af grundforudsætningerne for sammenhængskraft – det fænomen vi kender som social kapital. Dette aktiv er ikke bundet til noget bestemt politisk system. Den var fremtrædende i efterkrigstidens indtil for en snes år siden mest effektive udviklingsstat, Japan, men er også stærk i etpartistaten Kina.

Under den kolde krig var Japan et anker for supermagten USA i Asien, i lange perioder i en rollefordeling med allierede som Sydkorea, Taiwan, Filippinerne og Thailand. Hele dette alliancemønster er nu langsomt ved at forandres. Overalt i verdensdelen orienterer erhvervsliv, regeringer og folkevalgte sig nu i voksende grad mod verdensdelens ledende meritokrati og største pengetank, Kina. Der handles og samarbejdes på kryds og tværs med en gigant, der ledes af verdens største politiske parti, som tilmed har den frækhed at kalde sig kommunistisk. Hvordan har det kunnet lade sig gøre? Forklaringen skal søges i førnævnte begreber: meritokratiet og den sociale kapital. Som den amerikanske nobelpristager Kenneth Arrows forklarer: »Så godt som alle kommercielle transaktioner rummer i sig selv et element af tillid. Meget af den økonomiske tilbageståenhed i verden kan forklares ved manglen på gensidig tillid«. Finanskrisen i euroland og USA viste, at en lang række finansinstitutioner svigtede denne tillid – indbyrdes og i forhold til de politiske systemer og befolkningerne -kunderne, om man vil.

AMERIKANEREN Robert Fogel, der modtog Nobelprisen i Økonomi i 1993, professor ved Chicago School of Business, trak for nylig udviklingens konsekvenser op i en samtale med Berlingske Tidende: USA og EU skal vænne sig til, at Vesten ikke længere er centrum.

Kina vil igen – præcis som det formentlig var i de første 18 århundreder efter Kristi fødsel – blive verdens største økonomi. Europas største problem bliver forsørgelsen af den aldrende befolkning og at for mange af dem, som er i den arbejdsdygtige alder, vil gøre alt, hvad de kan, for at bestille så lidt som muligt.

Dominique Moïsi mener, at verdens aktuelle tilstand kan forklares med tre grundfølelser: frygt, ydmygelse og håb. De bunder alle tre i tillid: håb er tillid, frygt er mangel på tillid, og ydmygelse er tabt tillid. Tillid kan måles i indikatorer – folks forbrugsmønstre, tillid til egen fremtid, men også i sport, kunst og musik.

Ifølge Moïsi står Østasien står for håb, ydmygelse hærger Mellemøsten, mens frygt gennemsyrer Vesten. Når fremtidens historiebøger skrives, vil Vestens indsatser i Afghanistan og Irak blive fremhævet som monumenter over en periode, der begyndte med positive visioner og endte med at være byrdefulde illusioner, mens velstandens kilder rykkede til Østasien.

(klumme i Politiken 08.08.2010)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s