Skueprocessen i Cambodja

15.08.2010 | Kultur | Side 12 | 757 ord | artikel-id: e2234727

De Røde Khmerers chefbøddel kan være en fri mand som 86-årig

 

(15.08.2010)

ER DET en slags retfærdighed, der langt om længe er ankommet til Cambodja? Spørgsmålet rejser sig efter dommen over den første af de anklagede Røde Khmer-ledere ved det Internationale Tribunal ( kendt som ECCC, Extraordinary Chambers of The Courts of Cambodia) i hovedstaden, Phnom Penh, i sidste måned. Fem fhv. Røde Khmer-topfolk er her anklaget for forbrydelser mod menneskeheden.

Den dømte er den 67-årige Kang Guek Eav, kendt som ‘ Duch’. Under de Røde Khmers terrorregime 1975-79 var han chef for dets forhørs-og torturcenter, S-21, der blev indrettet i den tidligere gymnasieskole Tuol Sleng midt i Phnom Penh.

Dommen over ‘ Duch’ lød på 35 års fængsel. Men dommerne besluttede at fratrække fem år, hvilket blev begrundet med, at ‘ Duch’ sad i ‘ ulovligt’ varetægtsfængsel ved en militær domstol i perioden 1999-2007. Derudover opgør dommen, at ‘ Duch’ allerede har siddet inde i 11 år, så disse fratrækkes perioden.

Summa Summarum: ‘ Duch’ kan, hvis han lever så længe, forlade fængslet som en 86-årig fri mand i 2029.

Vi taler her om en person, der var blandt de højst rangerende medarbejdere i den kommunistiske magelite, der havde Pol Pot som centrum. ‘ Duch’ var meget mere end blot en Adolf Eichmann for sine overordnede.

Regimets udrensningskampagner, der var rettet mod alle såkaldte statsfjender, ramte titusinder i flæng. Historisk forskning har dokumenteret, at omkring 14.000 cambodjanere, heraf mange ældre, kvinder, børn og unge, endte deres dage på den mest bestialske vis i S-21 og på den henrettelsesplads, der er i dag er en velbesøgt turistdestination uden for Phnom Penh.

En talsmand for ECCC har begrundet den relativt milde dom med, at ‘ Duch’ samarbejdede med domstolen, at han erkendte et vist medansvar og gav periodisk udtryk for noget, der kunne tolkes som anger.

Han beskriver sig i dag som en genfødt kristen og har i øvrigt appelleret dommen.

EN AF de få overlevende fra S-21, den 79-årige Chum Mey, har forklaret New York Times, at han ikke finder dommen acceptabel: »Nu er vi blevet ofre for anden gang. Først gang var under de Røde Khmerer. Anden gang er ved denne domstol. ‘ Duch’ får en komfortabel fængselscelle med aircondition, tre måltider om dagen og den slags. Jeg var i sin tid lænket til en celle, hvor gulvet var fyldt med ekskrementer«. ECCC tager om kort tid tager fat på at forhøre og dømme den resterende gruppe af datidens højtrangerende Røde Khmer-ledere: Khieu Samphan, i sin tid styrets præsident; Pol Pots daværende udenrigsminister, Ieng Sary; dennes hustru, regimets socialminister, Ieng Thirith, og Nuon Chea, i sin tid Pol Pots ideologiske højre hånd. Angiveligt nøjagtig de fem, der bar det største ansvar og hovedskylden for de massive overgreb på den cambodjanske civilbefolkning, som betød døden for sandsynligvis 1,7 millioner.

Langt størsteparten bukkede under for tvangsarbejde og mangel på mad og medicin.

Retsopgøret i Cambodja er forskelligt fra andre retssager om forbrydelser mod menneskeheden ved, at der er tale om et blandet tribunal, der kombinerer cambodjansk lov med internationale standarder.

Kan kombinationen af 17 cambodjanske og 12 internationale dommere sikre en fri og retfærdig rettergang mod ‘ Duch’s medsammensvorne? Med begrebet skueproces forstås almindeligvis retssager, hvor dommen allerede er blevet lagt fast i forvejen, og retssagen blot har det formål at udstille den anklagede og fremvise hans skyld for hele offentligheden.

I ‘ Duch’s tilfælde var der tale om en delvis tilståelse, hvad der forenklede forløbet.

Om der også er udsigt til hele eller delvise tilståelser ved de kommende fire retssager, er uklart. Men det skal blive interessant at se, om dommer, anklager og forsvarer overhovedet vil nævne, at den tidligere udenrigsminister Ieng Sary var blandt dem, der fik en regeringsamnesti i 1996 og efterfølgende kunne indrette sig i en komfortabel luksusvilla midt i Phnom Penh.

Denne idyl var det slut med, da han og hustruen, Ieng Tirith, 12. november 2007 blev arresteret og præsenteret for tribunalets anklageskrift.

SAGERNE skal være afsluttede i år. Tribunalets budget på 56 millioner dollar er for længst overskredet. Da nærværende signatur i november 2006 besøgte tribunalet, forklarede en embedsmand: »Vi håber, at de domme, der afsiges, kan tjene til inspiration for det nationale cambodjanske retsvæsen, så flere sager kan gennemføres«. Dette håb kan ofrene for De Røde Khmerers terrorregime glemme alt om. ECCC har for længst afgjort, at kun nogle få hovedansvarlige vil blive dømt. Skueprocesserne gøres færdige, alt imens hundredvis af medskyldige lever fredeligt videre og passer deres embedspligter i den nuværende cambodjanske regeringsadministration.

(klumme i Politiken 15.08.2010)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s