Militærjunta vælger sig et nyt folk

(20.08.2010)
MON DER efter verdenskommunismens sammenbrud stadig er nogen, der læser George Orwell? Det 20. århundredes største litterære fortolker af totalitarismen (‘ 1984’) har med sikkerhed en stor fanskare blandt de nordkoreanske flygtninge, som har fået eksil i Sydkorea. For et par måneder siden citerede en sydkoreansk avis en af disse flygtninge for følgende: »Hvordan kunne denne forfatter kende vort hjemland ( Nordkorea) så godt uden aldrig at have været der?« Tilsvarende er der helt sikkert illegale eksemplarer af ‘ 1984’, der cirkulerer på undergrundsmarkedet i både Havana, Cuba og i Yangon, Burma. Ikke mindst i sidstnævnte land, som vi også kender under betegnelsen Myanmar, kunne det være interessant at undersøge, om Orwells forfatterskab har en fanskare.

Litteraturforskere har peget på, at Orwell kan have hentet inspiration til ‘ 1984’, allerede da han som ung politiofficer gjorde tjeneste i det britiskstyrede Burma. Forfatteren nåede kort før sin død i 1950 at opleve, at Burma fik sin uafhængighed fra briterne og tilmed indledte sin udvikling som moderne stat inden for demokratiske rammer, men intet talte dengang for, at det sydøstasiatiske land ville degenerere til en dystopi.

HVIS ORWELL i dag kunne rejse sig fra graven og besøge det Burma, han boede i som ung, ville han opdage, hvorledes nutiden på skræmmende vis lever op til det samfund, han skildrede i sin udgivelse fra 1948. Big Brother og Partiet er blevet erstattet af Tatmadaw ( det burmesiske navn for landets militær) og Statens Råd for Fred og Udvikling, som juntaen kalder sig. Sloganer fra ‘ 1984’ som »Slaveri er frihed« og »Uvidenhed er styrke« passer alt for godt ind i nutidens burmesiske virkelighed.

Det ændres ikke af, at samme militær nu har offentliggjort datoen for afholdelsen af et længe bebudet parlamentsvalg. Den hårdt prøvede befolkning skal til stemmeurnerne 7. november.

Der er gået mere end 20 år, siden landet sidst afholdt valg, men tilbage i foråret 1990 passede det ikke generalerne, at oppositionen, ledet af nobelpristageren Aung San Suu Kyi, sejrede stort. Resultatet blev annulleret, og militæret fortsatte med at regere under forhold, der minder om permanent undtagelsestilstand.

Tilstanden udstrækker sig også til den ‘ valgkamp’, der i nær fremtid skydes i gang. De af juntaen dikterede valglove forhindrer både Suu Kyi og flere andre oppositionsgrupper i at stille op. Store grupper af befolkningen vil være forment adgang til stemmeboksene.

Det gælder flere af de minoritetsbefolkninger, der lever i grænseområderne op til Thailand, Kina, Indien og Bangladesh. Vi taler om millioner.

AT VALGDATOEN er blevet offentliggjort tre måneder før valgdagen, betyder, at de mulige oppositionspartier kun har meget kort tid til at forberede deres kampagner, mens de partier, som Big Brother har grundlagt og finansierer, har hele statsapparatet og en pæn del af Burmas milliardindtægter fra naturgas og ædelstene i ryggen.

Et af Partiets paroler i ‘ 1984’ lyder: »Den, som kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden. Den, som kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden«. Formuleringerne passer alt for godt på et land, hvor skiftende juntaer har eksperimenteret med socialistisk etpartistyre og planøkonomi og nu forsøger sig med noget, der skal ligne markedsøkonomi, men som reelt styres af et militært oligarki.

Burmas nabolande følger nervøst med på sidelinjen og taler om nødvendigheden af, at en form for ‘ normalisering’ kan føre til en højere grad af ‘ stabilitet’ i det plagede land. De rige donorlande, Danmark inklusive, har længe puslet med planer om at fordele nogle bistandsmillioner til udsatte befolkningsgrupper.

Til dette formål vil nogle iscenesatte valghandlinger utvivlsomt tjene et formål. Også den internationale rejsebranche kan bruge et figenblad, der kan få militærdiktaturet til at tage sig mindre brutalt ud. Et lån fra Orwell – »Uvidenhed er styrke« – er som skabt til rejsebureauernes charmeoffensiv i Burma.

Alligevel kan det vise sig, at Orwells beskrivelser ikke rækker helt til at rumme den ‘ nye’ burmesiske virkelighed.

Så vi må ty til en af hans samtidige, den tyske dramatiker Bert Brecht, som efter at de østtyske arbejderes opstand mod kommuniststyret i 1953 var blevet brutalt nedkæmpet, skrev følgende om tilstanden i sit hjemland: Efter opstanden 17. Juni lod Forfatterforbundets sekretær i Stalin Allé uddele flyveblade, på hvilke man kunne læse, at folket havde forskertset regeringens tillid og kun ved fordoblet arbejde kunne genvinde den. Var det da ikke enklere, om regeringen opløste folket og valgte et nyt? Hvilket nøjagtig er, hvad den burmesiske junta er i gang med. Den har brugt et halvt århundrede på at opløse folket og vil til november vælge sig et nyt folk.