HOVEDTEMAET i talen var tilbagetrækningen af amerikanske kampenheder fra Irak og dermed afslutningen på de krigshandlinger, hvis erklærede formål var at give irakerne frihed. Obama kom ind på sin uenighed om krigens grundlag med forgængeren George W. Bush og bredte emnet ud til at inkludere indsatserne i Afghanistan. Herefter kom den interessante kobling mellem krigsførelsen og USA’s økonomiske tilstand: »I løbet af de seneste ti år har vi forsømt at gøre det nødvendige for at opretholde grundlaget for vor egen velstand. Vi har brugt mere end en billion dollar på at føre krig, ofte finansieret ved at låne penge i udlandet. Dette har medført et rekordstort underskud og forhindret investeringer i vor egen befolkning. Alt for længe har vi udskudt svære beslutninger på mange områder, herunder vor industrikapacitet, energipolitikken og reformer på uddannelsesområdet.

Konsekvensen er, at for mange middelklassefamilier oplever, at de må arbejdere mere og får mindre ud af det, alt imens nationens langsigtede konkurrencedygtighed er sat over styr«. Et imperiums sammenbrud skyldes aldrig en enkelt faktor, men udløses altid af en kombination af omstændigheder, herunder menneskelig dårskab. På kontoen over dårskab kan det være, at historieskriverne en skønne dag medtager George W. Bushs møde med Kinas daværende præsident, Jiang Zemin, på Bushs ranch i Texas 25. oktober 2002.

Det var ved denne lejlighed, Jiang gjorde det klart, at Kina ikke ville stille sig i vejen for en amerikanskledet invasion af Irak, og forsikrede, at Kina ville fortsætte sine massive opkøb af amerikanske statsgældsbeviser.

Dermed blev grunden lagt til en økonomisk kredsløb, der bragte USA og Kina ind i et skæbnefællesskab, hvis følgevirkninger siden har tegnet sig tydeligere: Et uformelt ‘ G2’, en finansiel balance, der indebærer, at USA og Kina er blevet hinandens uundværlige partnere.

HVIS PRÆSIDENT Obamas rådgivere havde kunnet læse dansk, burde de i forrige uge have klikket ind på den netop udkomne udgave af tidsskriftet raeson. dk, hvor det amerikansk-kinesiske problemkompleks trækkes op i en knivskarp analyse af en dansker, Jørgen Ørstrøm Møller, fhv. departementschef i Udenrigsministeriet, fhv. ambassadør i Singapore og særdeles nuværende forsker på et internationalt anerkendt forskningsinstitut i netop Singapore. Ørstrøm Møller ( der har mere end 30 bogudgivelser om internationale og historiske emner bag sig) interviewes af raeson. dk om USA’s økonomiske tilstand og siger bl. a. følgende: »Allerede i dag går knap 10 pct. af USA’s føderale budget til gæld, men dette tal stiger. Teknisk set vil USA gå fallit, fordi landet hverken kan eller vil afdrage på den gæld, det nu sidder med. Tallene viser, at de 10 pct. vil stige, og inden 2020 vil tallet nå 20 pct.

Hvor skal man få de penge fra? Regeringen vil ikke lade 20 pct. af det føderale budget gå til afdrag og renter«. Og videre: »Hvis kreditorerne går med til at afskrive noget af gælden, er USA teknisk set gået bankerot.

Hvis kreditorerne vælger ikke at afskrive dele af gælden, vil USA være nødsaget til at føre en protektionistisk anti-globaliseringspolitik for at varetage egne interesser. Dette vil indebære, at den økonomiske vækst i USA falder dramatisk. USA hører op med at være marked for kreditorernes produkter, hvilket medfører, at kreditorernes vækst vil falde«. ALTSÅ EN situation, som hverken USA, Kina eller resten af verden kan leve med. Derfor kommer der ingen teknisk falliterklæring fra Washington. Kina kan leve med at afskrive noget af den amerikanske gæld, fordi Kina stadig har sin valutareserve svarende til ca.

2,4 billioner dollar at stå imod med. Men hvordan vil den amerikanske regering fremover agere på områder, der har særlig interesse for Kina? Groft sagt er der to spor, amerikanerne kan vælge: Det ene kan vi kalde Unocal-vejen, det andet Lenovovejen.

Unocal er det amerikanske olieselskab, som Kina forsøgte at købe op i 2005, men købet blev blokeret af en Kongres, som mente at kunne se fjendtlige hensigter. Lenovo er det kinesiske computerfirma, som i 2004 opkøbte pc-divisionen i computergiganten IBM. Lenovo lever fint, Unocal blev opslugt af Chevron. Lenovo og IBM valgte en fremtidsorienteret løsning. Unocal, Chevron og et flertal i Kongressen fulgte det nationalistiske og protektionistiske spor.

USA’s regering har aldrig tidligere i så høj grad været afhængig af en ekstern magt. De amerikanske beslutningstagere må se en langvarig afhængighed af Kina i øjnene. Måske bliver denne tilstand acceptabel, hvis Kina fjerner sine protektionistiske barrierer.

Skæbnefællesskabet er en uomgængelig realitet.

(klumme i Politiken 04.09.2010)