Kinas oversete kandidater

Nobelkomité snorksov i årtier

(20.10.2010)

LIU XIAOBO fortjener alle de lovprisninger og lykønskninger, som hustruen og hans advokater er i stand til at bringe ind i fængselscellen. Man må ønske sig, at Lius besøgsvenner sørger for at levere udskrifter af den heftige debat , som kinesiske intellektuelle fører i blogosfæren om dette års tildeling af Nobels Fredspris.

Kun tre gange tidligere er Nobels Fredspris blevet tildelt en person i fængsel. Den tyske pacifist Carl von Ossietsky i 1935, atomfysikeren og faderen til den sovjetiske atombombe, Andrej Sakharov, i 1975, og lederen af den burmesiske demokratibevægelse, Aung San Suu Kyi, i 1991. Er der ligheder mellem disse tre fi-gurer og Liu Xiaobo, ud over at de er uretfærdigt forfulgte og dømt for politiske synspunkter, de respektive regimer ikke brød/bryder sig om? Carl von Ossietsky blev dømt af Weimarrepublikkens retsvæsen i 1931 og repræsenterede en pacifisme, som over for det nazistiske tyranni var nytteløs i 1935. Sakharovs skæbne var en påmindelse om nødvendigheden af at begrænse atomtruslen samtidig med at fremme menneskerettigheder og demokrati. Aung San Suu Kyi beviste, at den bevægelse, hun stod i spidsen for, kunne vinde et parlamentsvalg, selv om hun var sat bag tremmer længe inden valgets afholdelse. Liu Xiaobo er slet ikke i nærheden af at have samme statur.

Han er medforfatter til det rettighedsmanifest, der kendes som Charter 08, og som anbefaler den gradualisme i Kinas reformer, som i perioder har været en del af landets officielle politik gennem mere end tre årtier. Som The Economist pointerer: Lius synspunkter er tæt på mainstream i det intellektuelle miljø og deles af mange, der ‘ står med mindst én fod i partiets lejr’.

SÅ LIU XIAOBO skal have en pris, ja, men ikke en fredspris. Tak til fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for lån af dette synspunkt. Hvad er det for en populistisk glidebane, nordmændene er ude på? Obama skulle jo heller ikke have haft den. Han fik i fjor prisen for ikke at være George W. Bush ( tak igen til Uffe for endnu et lån…). For hvad var det, Nobel skrev i sit testamente? Læs her: Nobelfundatsen siger, at prisen skal gives »til den person, som har arbejdet mest eller bedst for forbrødring mellem nationer, for afskaffelse eller reduktion af hære samt for fremme af fredskongresser«. Passer Liu Xiaobo til disse kriterier? Som et eksperiment i kontrafaktisk historieskrivning ( hvad nu hvis…?) er det på sin plads at spørge, om ikke Nobelkomiteen er lidt sent ude. I 1989 hed prismodtageren Dalai Lama, og Nobelkomiteens hensigt var at gøre opmærksom på den skæbne, der overgik den spirende demokratibevægelse i forsommeren samme år, da regimet sendte kampvogne og soldater ind i Beijings centrum. Ingen spurgte dengang Nobelfolkene, om det var Tibets løsrivelse, som demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads kæmpede for.

SÅ HAVDE det givet mere mening, at Nobelfolkene dengang havde givet prisen til Zhao Ziyang, den generalsekretær og ministerpræsident, som i de afgørende uger op til massakrerne i Beijing 1989 tabte opgøret mod flertallet i kommunistpartiets ledelse.

Som generalsekretær havde Zhao få år tidligere iværksat et program for en gradvis demokratisering af det politiske og administrative apparat, som i essensen handlede om at adskille parti-og statsfunktioner.

Zhao blev afsat og isoleret og sat i en husarrest, der varede helt frem til hans død i januar 2005.

En fredspris til ham ville have sendt et kraftfuldt signal til kommunistpartiets reformmodstandere: at verden støtter Kinas graduelle reformer og modsætter sig militære magtmidler.

Et andet kandidatemne i de turbulente sen-80′ ere ville have været den politiske leder, der stod i spidsen for demokratiseringen af det første kinesiske samfund på kloden: Taiwan. Chiang Ching-kuo, søn af den legendariske generalissimo Chiang Kai-shek, tog millioner af indbyggere i Republikken Kina på sengen, da han i 1987 ophævede 38 års militær undtagelsestilstand, indførte frihed for østatens medier og legaliserede den hidtil forbudte opposition.

Ikke et skud blev løsnet, hundredvis af politiske fanger blev frigivet, og Taiwan fortsatte sin udvikling frem mod det, som det er i dag: et af Østasiens mest velstående og veluddannede samfund. Og ja: Taiwans udvikling er genstand for intense studier hos ‘ broderfolket’ på det kinesiske fastland. Ulykkeligvis døde Chiang i 1988, og man kan i dag ærgre sig over, at Nobels Fredspris ikke kan uddeles posthumt. Taiwan har jo sat eksemplet for, hvordan Kina bør blive demokratisk. Hvis nogen skulle have glemt det.

De noble, men forvirrede nordmænd burde i år have overvejet denne mand: Taiwans præsident, Ma Ying-yeou. Han har skabt en forsoning og en afspænding i forhold til Folkerepublikken Kina som ingen før ham. Helt i Alfred Nobels ånd. Kun fanatiske, hjernevaskede dogmatikere tror i dag på krig mellem Kina og Taiwan, og fortjenesten for denne udvikling tilfalder Taiwans præsident.

Sover I deroppe i Oslo? Uffe, hjælp lidt med her.

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s