Til afløsning for de bombastiske plakater med militaristiske sloganer a la Nordkorea, som har været dominerende i årtier, kommer der nu valgplakater op med billeder af kandidater.

Valgplakater? Jo, virkelig. For første gang i en snes år får befolkningen i det forpinte, ludfattige land en mulighed for at benytte sig af stemmesedler. 40 politiske partier stiller kandidater op for at besætte hundredvis af pladser i en national lovgivende forsamling og en stribe regionale parlamenter. Valgdagen er 7. november, hvor stribevis af asiatiske og vestlige diplomater vil bevidne fænomener, der er historisk sjældne i Myanmar: køer af vælgere foran afstemningssteder og stemmesedler, der nærmest rituelt lægges i stemmebokse.

Kan verden dermed se frem til reformer, frigivelser af politiske fanger, lempelser af undertrykkelsen, lidt mildere vinde i den lumre tropeluft? Juntastyrets talspersoner har fortalt diplomater, at de efter valget vil frigive Aung San Suu Kyi, nobelpristageren, der efter årtiers husarrest stadig står som et demokratisk ikon, siden hendes parti vandt et relativt frit parlamentsvalg i maj 1990.

Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, er blevet tvangsopløst af juntaen.

Der er således statsgaranti for, at vinderen af næste uges valg bliver USDP ( Union Solidarity and Development Party), et parti dannet i marts i år på ruinerne af en organisation, som juntaen i 1990′ erne tvangsudskrev 24 millioner af landets indbyggere til at være medlemmer af.

NÆSTE UGES valghandling er derfor alt andet end den ‘ reformproces’, som generalerne gerne vil give det udseende af. Det kommende parlament vil være domineret af håndplukkede folk. En fjerdedel af pladserne vil forlods være reserveret ‘ politikere’, som er udpeget af militæret. Alle godkendte partier har været igennem valgkommissionens ‘ filter’, og mange er siet fra. Valget vil således konsolidere en eksisterende tilstand, hvor en civil facade skal fjerne det internationale søgelys fra den realitet, at magten forbliver, hvor den hele tiden har været. Forfatningens artikel 396 gør det efterfølgende muligt for juntaens valgkommission at fjerne politikere, der ikke følger reglerne.

Juntaen tager ingen chancer. Den gør som i sin tid Stalin, når der blev valgt folk til Den Øverste Sovjet: Folk stemmer, men kandidatlisterne og valgresultatet er der styr på. Som den danske ambassadør til Myanmar så smagfuldt har fortalt embedsværket på Asiatisk Plads i København: »Der bliver næppe tale om et klassisk demokratisk valg«. Årets udenrigsministerielle rekord i underdrivelsens politik.

De asiatiske nabolande har udtrykt forventninger om, at dialog og engagement kan føre til forbedringer af tilstanden for den hårdt prøvede befolkning.

Man har brugt som argument, at sanktioner har været nytteløse, selv om disse er tynde som rispapir: olie og gas, juntaens største indtjeningskilde, er helt undtaget. Hvad sanktionsmodstanderne bekvemt glemmer er, at engagement med generalerne ofte har været forsøgt uden at have givet bare et minimum af resultater.

Gennem mere end 15 år har skiftende FN-udsendinge forsøgt at tale sig til rette med juntaen. I forhold til civilbefolkningen har disse forsøg på dialog ikke flyttet så meget som en millimeter. Suu Kyi blev kortvarigt løsladt i 2002, men da hendes massive popularitet blev for synlig, sendte juntaen et af sine tæskehold og bragte hende tilbage i isolationen.

I grænseregionerne har etniske oprørsgrupper gennem et halvt århundrede bekæmpet centralmagten.

Opiumproduktion har finansieret flere af oprørernes våben, men hen over de seneste to årtier har juntaen indgået våbenhvileaftaler med de fleste af disse grupper, hvis respektive hære er blevet forvandlet til særlige militser med ansvar for at ‘ bevogte’ grænserne. Dermed forsøger juntaen at få effektiv kontrol med de porøse grænser til især Thailand og Indien, der har givet husly til tusindvis af flygtede burmesiske mindretalsgrupper.

Nogle af disse grupper har især i Thailand opbygget civilsamfund, der har varetaget opgaver inden for uddannelse ( også til en demokratisk fremtid) og sundhed. Danmark og andre vestlige lande har hjulpet disse processer godt på vej, men danske bistandsmidler skal fremover kanaliseres ind til områder, hvor juntaens kontrol med brugen af dem vil være mere effektiv. Vi kan se frem til rapporter om hundredtusinder af bistandsdollar, der ‘ forsvinder’ på mystisk vis i organisationer, som styres af civilklædte militærfolk.

HVAD MENER den danske udviklings-og frihedsminister Søren Pind? Giver det mening at sende danske bistandsmidler ind i områder, hvor ufrihedens repræsentanter lægger nogle af uniformerne, men altid har et tæskehold i beredskab, hvis befolkningen ikke spiller lydigt nok med i valgteateret? Er der et dansk frihedsbudskab til demokratiaktivisterne?

(klumme i Politiken 30.10.2010)