2.500-årig filosof går i offensiven

Konfutse bruges i Kinas fremstød. Taiwan, følg med her.

(29.01.2011) I HJERTET af Beijing, på Den Himmelske Freds Plads, er en ældgammel skikkelse vendt tilbage for at gøre sin historiske indflydelse gældende. De kinesiske myndigheder har rejst en ni meter høj statue af Konfutse ( Confucius), lige uden for det nyrenoverede Nationalmuseum og skråt over for det mausoleum, hvor grundlæggeren af den kommunistiske Folkerepublik, Mao Zedong, ligger som vokskopi i en sarkofag.

I en kinesisk historisk kontekst er placeringen af en Konfutse-skulptur så tæt på magtens symboler intet mindre end revolutionerende. For ikke at sige kontrarevolutionær.

Indtil for få år siden opfattede det officielle Kina den 2.500 år gamle filosof som værende roden til al den dårligdom, der havde plaget dynastierne helt frem til det republikanske Kinas fødsel i 1911. Under det kulturrevolutionære amokløb i 1960′ erne blev utallige statuer af Konfutse smadret af de rødgardister, som Mao havde udkommanderet i sit sidste krampagtige forsøg på at hindre Kina i ‘ at følge kapitalismens vej’.

Uden for Folkerepublikken levede Konfutse videre som en kulturel og filosofisk ledestjerne blandt de millioner af oversøiske kinesere og især blandt de slagne nationalister, der efter nederlaget i borgerkrigen 1949 havde taget flugten til Taiwan. I løbet af få årtier udviklede Taiwan sig fra en ludfattig, fjernøstlig baggård til en moderne økonomi, godt hjulpet på vej af de konfutsianske doktriner om orden, lærdom, flid og respekt for autoriteterne.

Lu Zhangshen, der er kurator ved Nationalmuseet i Beijing, begrunder placeringen af den største statue af filosoffen, der nogensinde er bygget, således: »Konfutse blev opfattet som en helgen af mange dynastier op gennem Kinas historie. For han er symbolet på kinesisk kultur, og hans ideer vil få vidtrækkende konsekvenser over hele kloden«. OVER DEN ganske klode, intet mindre! En ældgammel filosof på barrikaderne i en moderne kulturkamp.

Vi taler om ‘ blød magt’, det begreb, som den amerikanske politolog Joseph Nye har gjort verdenskendt.

Blød magt var det, USA vandt europæernes hjerter op gennem det 20. århundrede med. Det var værdier, der gjorde amerikansk kultur værd at blive en del af: først jazz, pop, Hollywood, siden forbrugerisme og modernitet. Men den bløde kinesiske kulturoffensiv vil en anden vej: Den skal vise et modspil til både den vestligt inspirerede materialisme og Mao-tidens destruktive og absurde ideologiske kampagner.

Neokonfutsianerne i det herskende kommunistparti er tydeligvis ved at vinde den værdikamp, der raser i magtens indercirkler i Beijing.

Udadtil har offensiven for længst sat sig spor: Kinesiske diplomater har været kloden rundt med checkhæftet og skrevet generøse bidrag ud til de uddannelsesinstitutioner, som har villet lægge kvadratmeter til oprettelsen af institutter, der bærer den gamle filosofs navn. Her i Danmark har vi to: det ene på Copenhagen Business School, det andet på Aalborg Universitet.

Blød, kinesisk magt i denne udgave er traditionel, paternalistisk kultur kombineret med disciplin, viden og lærdom. Alt det, som Mao-perioden undertrykte.

Man gør klogt i ikke at undervurdere den kraft, som konfutsianismen repræsenterer. Han er for Østasien, hvad Platon er for de vestlige samfund. Konfutse har sat sig spor uden for Kina med varianter i Korea, Japan og Vietnam. Filosofien er rummelig nok til at finde plads til religiøse påvirkninger udefra. Buddhismen, der kom til Kina fra Indien, blev bearbejdet af konfutsianske lærde og dermed gjort acceptabel.

Selv de jesuitermunke, der fra 1600-tallet forsøgte at kristne kineserne, måtte erkende, at den gamle filosof havde bedre fat i folkedybet, end Bibelen nogensinde ville få det.

AKTUELT har statuen i centrum af Beijing et særligt budskab til én bestemt befolkning uden for Folkerepublikken, de 23 millioner indbyggere i Taiwan. Her er man i fuld gang med at forberede festligholdelsen af 100-året for oprettelsen af Republikken Kina, der historisk har været den statsdannelse, der bedst har repræsenteret den moderne konfutsianisme.

Men intet i de aktuelle forberedelser i Taiwan tyder på, at Beijings historiske ‘ broderfjende’, nationalistpartiet Kuomintang, vil vide af den kulturelle og historiske storebror på det kinesiske fastland. Den politiske genforening mellem Folkerepublikken Kina og Republikken Kina, som er Beijings officielle mål, er slet ikke i syne. Men den økonomiske integration kører i højeste gear. Mennesker og kapital strømmer i begge retninger over strædet.

Kald det fredelig, kapitalistisk sameksistens. Forholdet mellem Kina og Taiwan begynder at ligne noget, der en skønne dag kan kaldes en konføderation.

Men det vil kræve mere tid. Så glem ikke, at blandt de klassiske konfutsianske dyder er tålmodighed og tolerance, som statuen i hjertet af Beijing udstråler til overmål.

(klumme i Politiken 29.01.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s