En alternativ dialog mellem Kinas og USA’s præsidenter

(21.01.2011) PÅ DET omhyggeligt koreograferede pressemøde mellem præsidenterne Barack Obama og Hu Jintao var det småt med overraskelser. Ubalance i samhandelen, den kinesiske valutakurs, de nukleare slyngelstater Iran og Nordkorea samt ikke mindst menneskerettighederne blev rutinemæssigt bragt op, mens mangeårige stridsemner som Tibet og Taiwan kun blev nævnt perifert. Så hvad siger en spinguide til det pressemøde med de to præsidenter, som blev holdt onsdag eftermiddag amerikansk tid? Præsident Obama forsvarede USA’s partnerskab med Kina ved at henvise til, at han fortsætter i de spor, som syv tidligere præsidenter før ham har betrådt.

USA har en klar interesse i et stærkt, velstående og mere ansvarligt Kina, betonede han.

»Vi har stadig substantielle uenigheder om menneskerettigheder. Det har jeg gjort klart på en ærlig og åben måde over for præsident Hu. Dialogen fortsætter på baggrund af den erkendelse, at vore to lande har vidt forskellige historiske baggrunde, kulturer og politiske systemer«, sagde den amerikanske præsident.

ALTERNATIVT kunne Obama have formuleret sig således: Vi amerikanere har altid lagt stor vægt på de universelle frihedsrettigheder. Det er konsekvensen af hele vor historie som republik, som kun meste af det 20. århundrede forsøgte vi at udbrede politisk frihed, demokrati og menneskerettigheder ofte med store militære, økonomiske og menneskelige omkostninger. Vi har for længst erkendt, at Kina med sin 2.500 års lange historie som civilisation er alt for stor en mundfuld for os. Så kineserne må selv finde ud af det med rettighederne, og vi yder da gerne råd og vejledning. Men forvent ikke, at det overtager vort politiske system.

Om Tibet sagde den amerikanske præsident: »USA ser gerne, at Kinas regering fører dialog med repræsentanter for det tibetanske samfund om friere vilkår for religionen«. Alternativt kunne Obama have formuleret sig således: Jeg er helt klar over, at Kina aldrig slipper kontrollen med Tibet. Ti af Asiens store floder har deres udspring på det tibetanske plateau. Den, der har kontrollen med disse enorme vandressourcer, har nøglen til den fremtidige velstand i ikke bare Kina, men hele Øst-og Sydasien og dermed næsten halvdelen af menneskeheden. Kun Kina, der uddanner titusinder af ingeniører hvert år, har kræfterne og pengene til at løfte den opgave. Men den slags kan jeg ikke sige højt her i USA, for så får jeg menneskeretslobbyisterne på nakken igen.

Om Taiwan sagde den amerikanske præsident: »Vi har samarbejdet effektivt og ansvarligt med den kinesiske regering om at sikre den regionale stabilitet, herunder at fremme en fredelig udvikling i Taiwan Strædet«. Alternativt kunne Obama have formuleret sig således: Taiwan har i 60 år været et militært protektorat for USA. Nu handler Taiwan i stort mål med den tidligere arvefjende på det kinesiske fastland, og hele den forældede krigsretorik er borte. Det eksempel viser os, at økonomisk samkvem fremmer fred og forsoning. Det kunne de virkelig lære noget af i andre verdensdele.

APROPOS Taiwan, tænk hvis præsident Hu havde svaret Obama – alternativt. Det kunne have lydt således ( stadig ifølge spinguiden): Vi kinesere mener naturligvis, at I skal holde op med at sælge avancerede våben til vore landsmænd på Taiwan. Vi skal nok vinde øens befolkning over til os gennem samhandel, investeringer og turisme. Lige nu går det helt efter vores drejebog. Snart bliver Taiwan for os, hvad Hawaii er for jer. Om det tager ti, tyve eller halvtreds år betyder mindre. Vi kinesere er tålmodige folk.

Om Nordkorea og Iran sagde den amerikanske præsident: »Vi vil fortsætte med at arbejde tæt sammen med Kinas regering om at fremme en atomfri koreansk halvø. I FN’s Sikkerhedsråd intensiverer vi bestræbelserne på at hindre Irans anvendelse af atomteknologi«.

Alternativt kunne Obama have formuleret sig således: Vi kunne ønske os, at Kina havde større indflydelse på den mystiske klan, der styrer Nordkorea. Men WikiLeaks har som bekendt afsløret, at kineserne er lige så trætte af nordkoreanerne, som vi er.

Tænk, hvis præsident Hu havde svaret Obama – alternativt. Det kunne have lydt således ( stadig ifølge spinguiden): Hvad vil du have, vi skal stille op med de galninge i vores baggård? De er lige så afsporede som Maos rødgardister i sin tid. Men I får os ikke til at håndtere Nordkorea, på samme måde som din forgænger tog fat på Irak. For det bliver dyrt, besværligt og blodigt.

Men måske giver det mere mening at sammenligne Nordkorea med Mexico, hvor der også er en slags krig i gang. Vil du bytte, Barack?.

(klumme i Politiken 21.01.2011)