G2 er den nye realitet

Lenin og kapitalisme i Østasien

(15.01.2011) INDEN præsidenterne Hu Jintao og Barack Obama mødes i den kommende uge i Washington i det forum, som medierne passende kan kalde G2, har begge ledere nok haft næserne nede i historieskrivningen.

De kan have genkaldt sig situationen for 39 år siden, da Obamas republikanske forgænger Richard Nixon landede i et frostkoldt Beijing og besøgte et land, som USA ikke havde en ambassade i, og som det i teknisk forstand ( Taiwan) stadig var i krig med.

Efter besøget opsummerede Nixon resultaterne med ordene: »Dette var dage, der forandrede verden.

Hvad vi har sagt på skrift ( en erklæring, der handlede om Taiwan) er ikke nær så vigtigt som det, vi vil gøre i de kommende år, når der skal bygges bro over et 16.000 miles stort hav og 22 års fjendtligheder. Det, vi har sagt, er, at den bro vil blive bygget«. Forgangne uges brobygger, Obamas forsvarsminister, Robert Gates, fik sig utvivlsomt en mindre forskrækkelse, da han mellem møderne i Beijing erfarede, at det kinesiske luftvåben havde sendt sin nybyggede Stealth-jagerbomber J-20 ud på en jomfruflyvning.

Undskyld, mr. Gates, det var skam ikke ment som en magtdemonstration, skyndte de kinesiske værter sig at berolige ham. Men i både Taiwan og Sydkorea blev testflyvningen af J-20-flyet set som en påmindelse om Kinas modernisering af sit luftvåben.

En så kluntet adfærd i officerskorpset var ikke blevet tolereret af Mao og Zhou Enlai i 1972, endsige af Deng Xiaoping, da Ronald Reagan fulgte iNixons fodspor i 1984.

GENNEM HELE 2010 afholdt Kina og USA sig fra militære konsultationer, og Gates fik sidste sommer nej til et forslag om et forsoningsbesøg i Beijing. Kinas militære ambitioner i kystperiferien er uændrede. I december 2009 fik nærværende signatur i Taiwan en orientering om, at de kinesiske missiler i Fujian-provinsen nu rækker hen over Taiwan, så de kan ramme amerikanske enheder.

I FJOR MELDTE Beijing utvetydigt ud omkring Det Sydkinesiske Hav, at det er defineret som en ‘ kerneinteresse’.

Et lignende ordvalg er anvendt om Det Gule Hav, hvor kineserne uden virkning har protesteret mod de koreansk-amerikanske flådemanøvrer og overflyvninger.

Kanonbådsretorikken er næppe dækkende for Østasiens realiteter: neomerkantilistisk regionalisme, som på sigt overhaler klassisk magtbalancetankegang.

Kinas økonomi, nu klodens næststørste, er den centrale faktor i de 55 frihandelsaftaler, som omfatter alle asiatiske økonomier af betydning. Her ligger kraftcenteret i skabelsen af det 21. århundredes globale velstand. Så giver det mening at lade USA bære sikkerhedsbyrden i en region, der er blevet klodens pengetank? Jo, for Asien låner pengene til USA.

USA’s lånebehov i Kina og omegn har Obama og Kongressen ikke gjort noget ved, og den finansielle terrorbalance ser således ud: Det amerikanske lånebehov for 2010 passerede de 1,3 billioner dollar ( en billion er tusinde milliarder, eller en million millioner, hvilket skrives med 12 nuller). Alt, hvad amerikanerne bruger ud over overførselsindkomster, sundhed, sociale formål, mv., er finansieret af lån i Asien.

USA fører med andre ord sine krige i Irak og Afghanistan på kredit.

At samhandel ikke per automatik fjerner risikoen for krig blev dementeret allerede i årene op til krigsudbruddet i 1914. Men at den eneste militære supermagt på kloden har gældsat sig hele vejen til Månen, er en radikalt ny situation i historien. G2 har nu et fælles ansvar for at genskabe balance i verdensøkonomien og sikre, at globaliseringens fordele når ud til andre end den nye velbeslåede østasiatiske middelklasse.

SER VI BORT fra det arvegods fra det 20. århundrede, der ligger hen over Taiwanstrædet, ser den resterende del af G2-kataloget således ud: Korea. Generationsskiftet i Nordkorea er på plads, og naboerne kan håbe på relativ ro i 2011. Kina, Sydkorea og USA er enige om at holde nordkoreanerne inddæmmet.

Sydkorea fortsætter sin beundringsværdige og innovative udvikling, som er en vigtig inspirationskilde for kineserne.

Japan. Tynget af gæld og politisk stagnation er der intet, der taler for en proaktiv japansk udenrigspolitik, hvilket USA, Kina og Japans naboer lever fint med.

Øgrupper. Robert Gates er blevet fortalt, at de territoriale stridigheder om småøerne i farvandene mellem Kina, Taiwan og Japan er mindre irritationsmomenter, der kan piskes op af nationalistiske kredse.

Obamas folk har fortalt Kongressen, at USA ikke bør gøre noget, der kan få en uregerlig drage til at spy nationalistiske flammer.

Krumtappen i skabelsen af fremtidens velstand ligger i en akse, der hedder Beijing-Washington-Bruxelles.

Hvem ville i befrielsesåret 1989 have troet, at verdens finansielle balance og prokapitalistiske innovation ti år inde i dette 21. århundrede skulle komme til at afhænge af en politisk organisation, der er styret af leninistiske principper?

(klumme i Politiken 15.01.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s