Kinas vigtigste våben er checkhæftet.

ER VÆKST-og velstandsmiraklet ved at nå grænsen for det mulige, selv for Kina? Vil Obamas haltende USA og et økonomisk nødlidende Europa affinde sig med Kinas march tilbage til tidligere tiders status som globalt, økonomisk kraftcenter? Tilspidses de territoriale konflikter i Det Sydkinesiske Hav? Kollapser Nordkorea i Kinas baggård? Spørgsmålene står i kø. I de mest avancerede vestlige økonomier ses Kina som en hovedkilde til fremtidig velstand og innovation, mens Sydeuropa, en række mellemindkomstlande og Afrika i varierende grad afindustrialiseres, fordi Kina kontrollerer stadig mere af den globale industriproduktions værdikæde og opkøber mange af de råvarer, der ligger i kædens begyndelse.

På sin sydlige flanke ønsker atommagten Kina lige så lidt som de to andre atommagter Indien og Pakistan, at Iran får en lignende status. Kina vil fortsætte den svære balancegang mellem at være nær strategisk allieret med Pakistan, samtidig med at det økonomiske samkvem med konkurrenten Indien udbygges. I Det Sydkinesiske Hav er USA vendt tilbage med en ny profil, tydeligst demonstreret af de første flådeøvelser mellem vietnamesiske og amerikanske enheder.

HVAD DER i 2010 knap blev bemærket i vestlige beslutningscentre ( fordi finanskrisen stadig fylder rigeligt) er, at årets vigtigste økonomiske begivenhed blev dannelsen af klodens største frihandelsområde: mellem Kina og de 10 lande i Asean med tilsammen 2 milliarder producenter og forbrugere og mellem Indien og Asean med tilsammen 1,7 milliarder.

En banebrydende udvikling, som sættes i relief af, at Kongressen i USA ikke har villet ratificere en frihandelsaftale med Sydkorea! Både EU, USA og Østasien har været enige om at fremme global frihandel, men det er østasiaterne, der er mest aktive angående denne målsætning.

Og jo, surprise, surprise, globalisering handler ikke længere kun om udflytning af produktion. Østasien bruger nu flere midler på forskning og udvikling end EU og Nordamerika.

Mens markederne i Vesten går på skrump eller kun får svag vækst, vil Kina i stigende grad koncentrere kræfterne om opbygningen af sit eget indre marked. Her vil infrastrukturprojekter og en forstærket urbaniseringspolitik definere de økonomiske takter. For 20 år siden levede kun hver fjerde kinesiske borger i et storbysamfund, i dag er tallet 45 procent. Holder de igangværende planer, vil tallet i 2030 være på 70 procent.

Paradoksalt nok er det er netop den forcerede urbanisering, der i ledelsens øjne er hovedfaktoren i opretholdelse af social og politisk stabilitet. Det afspejler sig i meningsmålinger, som det amerikanske Pew Research Center gennemfører, og som senest har vist, at 87 procent af den kinesiske befolkning bakker op om regeringens politik. Til sammenligning er de tilsvarende popularitetstal i USA og Frankrig henholdsvis 30 procent og 26 procent.

Forudsætningen for populariteten bag den fortsatte moderniseringspolitik er, at Kina fortsat kan tage på indkøbsture i afrikanske råstoflagre, finansiere modernisering af havnefaciliteter i Sydasien, Afrika og Sydeuropa og tilbyde at bygge højhastighedstog til lamslåede amerikanske og europæiske transportkonsortier.

Checkhæftet er Kinas vigtigste våben.

MEN NATURLIGVIS bliver Kinas fortsatte opstigning, som Beijing insisterer på vil være fredelig, ikke gnidningsfri.

USA og EU er undervejs med søgsmål i WTO, fordi Kina har begrænset eksporten af visse strategiske råvarer, herunder de ‘ sjældne jordarter’, som er nødvendige i mange højteknologiske produkter. Beijing vil derfor forsøge at tilpasse de globale standarder for handel og investeringer, så de i stigende grad matcher landets egne moderniseringsbehov.

Dette skifte får også militære og strategiske konsekvenser, hvilket blev tydeligt i april 2010, da kontreadmiral Zhang Huachen udtalte, at »Kina nu går fra et kystforsvar til et forsvar på fjerne have (…) for med udvidelsen af landets økonomiske interesser skal flåden gøre sig i stand til at beskytte livsvigtige transportruter«. Shen Dingli, en anerkendt kinesisk forsker i sikkerhedspolitik, forklarede i juli, at Kina må til at indstille sig på at oprette oversøiske baser af mere permanent karakter. Her er det Myanmar, Bangladesh, Pakistan og Sri Lanka, der får tilbuddene først, hvilket uundgåeligt vil sende Indien op i det røde felt. Så det giver mening, når Barack Obama og Hillary Clinton har travlt med at dyrke forbindelserne til Indien og Vietnam.

Og Europa? Catherine Ashton, EU’s udenrigsrepræsentant, har i et udkast til en revideret strategiplan, fremlagt her i december, anbefalet at ophæve EU’s nu 21 år gamle våbenembargo mod Kina. Militært er embargoen betydningsløs; kun symbolpolitik, men alligevel: Ashton siger, at Europa må tilpasse sig de nye globale magtforhold.

(klumme i Politiken 30.12.2010)