Den patriotiske drøm om et samlet Korea kan ingen politisk leder i Sydkorea negligere. Ønsket om at overvinde den ydmygelse og det nationale kompleks, som delingen af Korea efter Anden Verdenskrig skabte, er dyb og har en fælles emotionel klangbund i begge koreanske stater.

Men et er retorik, noget andet realiteter.

Stribevis af meningsmålinger i den sydkoreanske vælgerbefolkning har gennem en årrække sendt et utvetydigt signal: En genforening har ingen hast. Giv ‘ landsmændene’ i Nordkorea tid til selv at løfte sig ud af elendigheden. Frem for alt skal omverdenen ikke blande sig den dag, nordkoreanerne for alvor nærmer sig brodernationen i syd. Hverken Kina eller USA, og slet ikke den gamle kolonimagt Japan.

NÅR HVALERNE slås, knækker rejen sin ryg, lyder et gammelt koreansk mundheld. Hvorfor tro, at naboerne vil koreanerne det godt, når den delte nation engang bliver samlet? Den koreanske tilstand gennem de forgangne 100 år er resultatet af udenlandsk indblanding: japansk kolonisering 1910, amerikansk og sovjetisk kontrol 1945, amerikanskledet FN-indblanding 1950 for at stoppe nordkoreansk aggression og fortsat amerikansk tilstedeværelse og beskyttelse via en atomparaply frem til i dag.

Denne uges nordkoreanske angreb på en sydkoreansk ø er naturligvis ikke udtryk for en reaktion på udenlandsk indblanding.

Men i et genforenet Korea – eller bare et, hvor to stater samarbejder normalt – ville der aldrig have været militære spændinger.

Så derfor, lyder logikken blandt politikere i Sydkorea, skal tilstanden før eller siden ændres.

På det lange sigt er spørgsmålet på den koreanske bundlinje dette: Hvem i omgivelserne har interesse i et genforenet Korea, der i løbet af et par generationer kunne løfte sig økonomisk – og militært med kernevåben? Ikke USA, fordi de amerikanske baser i Sydkorea vil blive lukket, hvilket vil blive startskuddet til et forstærket våbenkapløb i Nordøstasien. USA vil blive stillet over for revision af sin udenrigs-og sikkerhedspolitik, hvis truslen fra Nordkorea og dermed begrundelsen for amerikansk militær tilstedeværelse og atomparaply for Japan og Sydkorea forsvinder.

Ikke Japan, som vil se sig nødsaget til at ruste sig med kernevåben. Værktøjerne har japanerne allerede.

For Japan vil det være nærmest uacceptabelt at have en stærk økonomisk konkurrent kombineret med atomvåben som sin nærmeste nabo.

Ikke Kina, som lever fint med at have tætte relationer til det økonomisk stærke Sydkorea, hvis investeringer bidrager til vækst og udvikling i kinesisk økonomi.

En sydkoreanskfinansieret opbygning af den sammenbrudte nordkoreanske økonomi vil trække sydkoreanske resurser ud af Kina.

Ikke Rusland, som hellere bruger energien andre steder.

SÅ HVOR brutalt det end kan være, ikke mindst for de 22 millioner frysende og sultende nordkoreanere, så er et politisk status quo i Nordøstasien noget, som flertallet af aktører har det udmærket med. Tilbage står det altid presserende spørgsmål om det nordkoreanske atompotentiale.

Den nordkoreanske ledelse har for længst erkendt, at landet står sig bedst ved aldrig at indgå en aftale om atominspektion og nedrustning forstået på den måde, at usikkerhed omkring dets atomvåben tjener det bedst gennem fastholdelse af tvivlen om, hvorvidt Nordkorea er tæt på at have disse våben.

Skulle det ønskværdige ske, at der kommer en aftale om fjernelse af atomfaciliteter i Nordkorea, vil det blive set som første skridt til en genforening af Korea.

Hverken for Kina, Japan eller USA vil det være en velkommen udvikling.

Med andre ord er alle eksterne parter enige om at holde gryden i kog, helst på lavt blus. Det sker bedst med fortsat nervøsitet omkring Nordkorea, hvilket militæret i Pyongyang leverer til fuldkommenhed ved med jævne mellemrum at fremkomme med propagandistiske udtalelser, om hvorvidt det har atomvåben og muligvis agter at bruge dem.

Den nordkoreanske retorik er farverig: »Seoul vil drukne i et hav af ild«, som det så smagfuldt lyder fra propagandakanonerne i Pyongyang. Med en højere grad af ærlighed kunne de nordkoreanske kommentatorer lige så godt have sagt: »Vi gør, som vi plejer, og I gør, som I plejer«. Kynisk måske, men det er realiteterne.

(klumme i Politiken 26.11.2010)