Forskellen på Kairo og Hanoi

Østasien løfter sig, mens Mellemøsten er i sammenbrud

(04.02.2011) I VIETNAM har det regerende kommunistparti netop afsluttet sin kongres. Det foregik så stilfærdigt, at man kunne høre en knappenål falde – i de internationale medier.

Vietnam er blevet Sydøstasiens stilfærdige succeshistorie, hvad angår fremgang i levestandard, social udvikling, ligestilling, miljø-og klimapolitik og alt det andet, vi måler på. Vi i Vesten, Danmark inklusive, har ydet rigeligt med udviklingsbistand, som er blevet effektivt anvendt. Interessant nok har vi ikke forventet, at vietnameserne skal kopiere vort samfundssystem.

Den politiske magt i Vietnam ligger stadig i et parti, der har den frækhed at bekende sig til nogle forældede kommunistiske symboler. Samme parti får med rette kredit for et økonomisk mirakel, der har trukket halvdelen af befolkningen, mere end 45 millioner mennesker, op over FN’s fattigdomsgrænse.

Det er den stik modsatte udvikling af, hvad der hen over et kvart århundrede er sket i et andet sydøstasiatisk land med omtrent samme befolkningsstørrelse, Filippinerne. Et ørige, som skal forestille at være demokratisk, og som befinder sig i et økonomisk og socialt frit fald mod bunden.

Den vietnamesiske partikongres diskuterede med en forbløffende åbenhed nogle af de problemer, der stadig plager landet. Korruption bliver kaldt, hvad det er: korruption. En massiv økonomisk skandale i selskabet Vinashin er blevet det altoverskyggende symbol på det, der ikke er lykkedes i Vietnam. Hele selskabets ledelse sidder varetægtsfængslet efter at have formøblet næsten 5 mia. dollar i udenlandske lån til skibe, der aldrig blev bygget. I stedet kastede Vinashin sig ud i feriehoteller, boligbyggeri, bilforretninger og luftfart, uden at der trods mange advarsler blev grebet ind, inden korthuset ramlede.

Alt sammen har det ført til voldsom kritik i offentligheden og Nationalforsamlingen, ikke mindst af premierministeren personligt for hans rolle.

For bare en halv snes år siden ville en sådan sag være blevet tiet ihjel. Men det er lykkedes de vietnamesiske medier at flytte grænser for kritik og debat i det ellers gammelkommunistiske system.

LIGE NU VISER tusinder af unge egyptere, at de er trætte af fåmandsvælde, korruption og socialt armod.

Så hvorfor råber de unge vietnamesere ikke ‘ ned med diktatoren’ i deres eget land, og hvorfor stiller danske aktivister, der påstår, at demokrati er den eneste sande vej til frelse, sig ikke op uden for den vietnamesiske ambassade i København og skråler lige ind i murstenene: ‘ Totalitære fascister!’? Den verdenskendte politolog Francis Fukuyama skrev for snart en snes år siden, at de vestlige liberale demokratiers største udfordring efter verdenskommunismens sammenbrud ville komme fra Østasiens bløde, autoritære og elitære, højtuddannede magthierarkier.

Hans pointe er, at lande som Singapore, Vietnam, Kina, Sydkorea og Taiwan trods åbenlyse forskelle i politiske institutioner ( nogle styres af ét parti, andre af flere) repræsenterer styringsmodeller, som vestlige samfund får svært ved at konkurrere med i kapløbet om velstand.

Thailand og Filippinerne er de to østasiatiske lande, der tidligst og mest uforbeholdent har forsøgt at opbygge liberalt demokrati efter vestligt forbillede, men de to lande leverer i disse år slet ikke ansvarlig regeringsførelse. Thailands demokrati er brudt sammen.

Valghandlinger i Filippinerne er det rene karneval, mens det oplyste ‘ singaporeanske’ enevælde, som Vietnam og Kina har udviklet, leverer økonomisk fremgang, som overhaler stort set alle sammenlignelige udviklingslande.

Singaporemodellen er ikke demokratisk efter vore begreber, men den er i stand til at understøtte helt moderne samfund inden for videnskab, forskning, uddannelse og ligestilling.

KAN FREMTIDENS ledere i Kairo, Bagdad, Kabul, Islamabad og Khartoum levere den fremgang i levestandard og muligheder, som de seneste årtier har givet befolkningerne i Hanoi, Beijing og Singapore? Intet taler for det.

Hvad er det, der stiller sig i vejen? Uha, listen er lang: Koranen, traditionen, de etniske skillelinjer i det politiske liv og frem for alt: den inkompetence, som er konsekvensen af mange års forsømmelser i uddannelsespolitikken.

Er der så et forbillede for de unge aktivister i Kairos gader? Vist så, men de skal se langt væk: Jakarta. Indonesien har klodens største muslimske befolkning og en forfatning, der ikke sætter islam højere end kristendom, men ligestiller de to verdensreligioner. Det kunne folk og ledere i Kairo, Tunis, Bagdad og Kabul lære en hel del af.

Det kan snart vise sig, at det samfundsgode, som egypterne har allermest behov for, er friheden til at slippe for religiøs politisering eller politisk brug af religionen, om man vil. Det åndelige diktatur, som udgår fra moskeerne, kan vise sig farligere end fåmandsvældet.

Har vi glemt, hvad der skete i Teheran for tre årtier siden?

(klumme i Politiken 04.02.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s