Andet kapitel i Cambodjas ufuldstændige retsopgør er åbnet

I UDKANTEN af den cambodjanske hovedstad, Phnom Penh, ligger et imposant bygningskompleks omgivet af rismarker. Her bor Extraordinary Chambers in the Courts of Cambodia, ECCC – Særdomstolen for Cambodja , oprettet med det formål at gennemføre retssager mod de ansvarlige for Røde Khmer-regimets massemord og overgreb på anslået 1,7 millioner cambodjanske borgere i årene 1975-79.

Efter et langvarigt tilløb indledte domstolen sit arbejde i 2006. Den første dom blev afsagt i fjor over Kaing ‘ Duch’ Guek Eav, den tidligere chefbøddel i regimets centrale torturcenter S-21, den tidligere gymnasieskole Tuol Sleng, hvor anslået 14.000 såkaldte ‘ regimefjender’ blev pint ihjel på det grusomste. Dommen over ‘ Duch’ var på 35 år og blev efterfølgende reduceret til 19. Den tidligere matematiklærer, der i dag er en genfødt kristen, har appelleret dommen. Dommen vakte opsigt, alene fordi det var den første i en slags retsopgør med et regime, hvis eftervirkninger stadig traumatiserer tusinder i nutidens Cambodja .

TIDLIGERE i denne måned indledtes en sag, som risikerer at blive den sidste af slagsen. På anklagebænken sidder fire personer, der er blandt de politisk hovedansvarlige for Røde Khmer-styrets politik. De enten udstak eller godkendte de direktiver, som Duch og hans kolleger i systemet udførte med uhyggelig præcision. De fire arbejdede direkte for den egentlige leder, Pol Pot, der døde i 1998 i en form for husarrest efter et internt opgør i Røde Khmer organisationen.

De fire er styrets daværende udenrigsminister Ieng Sary ( 85), dennes hustru, den daværende socialminister, Ieng Tirith ( 79), Khieu Samphan ( 79), en fransk-uddannet udviklingsøkonom, der blev regimets præsident, samt den egentlige chefideolog, Nuon Chea ( 84). De tre førstnævnte har været personligt forbundne siden studieårene i Frankrig omkring 1950, hvor ideologisk skoling organiseret af det franske kommunistparti forbandt dem med Saloth Sar, manden, der siden tog navnet Pol Pot.

Alle fire har erklæret sig uskyldig. Den sandsynlige udgang er langvarige fængselsstraffe, som vil blive appelleret. Mens retten afventer appelsagen, vil de fi-re sandsynligvis forlade denne verden så fredeligt og beskyttet, at det forekommer urimeligt, når det erindres, hvilke forbrydelser de udsatte deres landsmænd for 1975-79.

HVAD VIL verden have lært af det cambodjanske eksempel på et retsopgør? Ulykkeligvis ikke meget andet, end at vi har fået en demonstration af, hvordan en sådan proces ikke skal gennemføres.

I modsætning til tribunalerne mod de ansvarlige for overgrebene i det tidligere Jugoslavien og Rwanda er den cambodjanske proces blevet gennemført som et såkaldt blandet tribunal. Kort sagt indebærer dette, at processerne skal respektere både national lovgivning og internationale retningslinjer.

I begge domstolens kamre er der et flertal af cambodjanske dommere. Domsafsigelser kræver dog en såkaldt ‘ supermajoritet’, hvilket indebærer, at mindst en af tribunalets internationale dommere skal sige god for de afgørelser, der er truffet af de nationale dommere.

Hen over et forløb, der nu har varet mere end fem år, har kritikere peget på, at de cambodjanske dommere umuligt kan have undgået at være udsat for et pres fra den regering i Phnom Penh, hvis stærke mand i årtier har været Hun Sen. Hans regering og militær er spækket med tidligere Røde Khmer-folk.

DA FN-generalsekretær Ban Ki-moon i fjor besøgte Phnom Penh, fik han i helt utvetydige vendinger at vide af Hun Sen, at ‘ Sag nr. 002’ mod de fire aldrende Røde Khmer-ledere, vil blive den sidste. Alligevel har tribunalets undersøgelsesdommere indledt retlige procedurer mod yderligere en håndfuld af de daværende militære topfolk i Røde Khmer-regimet.

Theary Seng, der er talsperson for flere af ofrene for Røde Khmer-styrets brutalitet, frygter, at tribunalets internationale sponsorer ender med at bøje nakken for det pres, som Hun Sen-regeringen lægger: »Der har aldrig været sat tal på, hvor mange domsafsigelser der ville være tilstrækkeligt. Hvis tribunalet stopper efter den igangværende sag, vil kun fem personer være dømt, og omkostningerne vil nærme sig 200 millioner dollar. Giver det overhovedet retfærdighed holdt op mod forbrydelser, der kostede 1,7 millioner cambodjanere livet?«.

Da FN gennemførte en kostbar og ambitiøs fredsplan for Cambodja 1991-93, kulminerede denne med en valghandling, hvor Hun Sens reformerede kommunistparti tabte til et royalistisk parti. I 1997 tog Hun Sen magten ved et militærkup, og siden er alle politiske modstandere blevet enten fordrevet eller marginaliseret. Standser ECCC sit virke efter ‘ Sag nr. 002’, vil en skandale være en realitet og en tragedie fuldbyrdet

(klumme i Politiken 10.7.2011)