Bistandsidealer og -illusioner

Modtagerne af dansk bistand bør til eksamen. Start med Tanzania.

I DEN VALGKAMP, som må forventes udløst i det tidlige efterår, vil vi for en stund opleve, at udviklings-og bistandspolitikken genindtræder på den politiske kampplads. Det bliver lige så forudsigeligt, som det bliver kortvarigt. Rød bloks budskab vil lyde: Vi vil give mere, end blå blok har givet. Blå bloks budskab vil lyde: Vi vil give det samme som hidtil, bare bedre! Så er ingen blevet klogere.

SAGENS EMNE er de godt 15 milliarder kroner, som Danmark giver til en stribe udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika. Anvendelsen af midlerne redegøres der minutiøst for i den netop udsendte årsberetning fra Danida, Udenrigsministeriets afdeling for udviklingsbistand.

‘ Beretningen om Danmarks deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde 2009’ er et imponerende velredigeret 104-siders dokument, der til forveksling ligner en beretning fra en multinational koncern.

Beretningen vil blive nærlæst af branchens interesseparter, dvs. en række virksomheder, konsulent-firmaer, de humanitære organisationer, og – hvem ved – måske vil medlemmerne af Folketingets Udenrigsudvalg bladre lidt i den. En bredere debat kommer ikke, for den har været fraværende i efterhånden en del år.

Forklaringen på dette fravær er enkel: Dansk udviklingsbistand er presset fra flere sider af emner, som ikke oprindelig har hørt til udviklingsbistanden, herunder klimasagen og sikkerhedspolitikken (ang. sidstnævnte: Afghanistan fik i 2009 hele 456,5 millioner kroner i civil bistand fra Danmark).

Både klimaet og sikkerheden tager afsæt i langsigtede politikker, der handler lige så meget om indretningen af vore egne samfund som om, hvorledes fjerntliggende lande skal indrette sig, så de gavner både egne befolkninger og os i den velstillede verden. Men sammenfletningen af humanitære, politiske og økonomiske hensyn betyder også, at udviklingspolitikken bliver uoverskuelig for den menige skatteyder.

HEN OVER EN DEL år har meningsmålinger vist, at et flertal af danskerne mener, at vi skal fortsætte med at yde udviklingsbistand og helst ligge i førerfeltet. Samme målinger viser også, at danskerne ikke tror, at bistanden gør den store forskel i forsøgene på at løfte verdens fattige befolkningsgrupper op på anstændige niveauer. Årsberetningen fra Danida er ( s.8) nøgtern på dette punkt: Udviklingsbistanden kan bidrage til fattigdomsbekæmpelse, men kan ikke alene løfte et samfund ud af fattigdom. Så sandt som det er sagt, men hvad og hvem kan så? Formlen er enkel: Udviklingslandenes borgeres evne og vilje til at udnytte globaliseringen og producere nok til egen overlevelse skal frisættes af kompetente statsapparater.

ÅRSBERETNINGEN viser, at der er to markante succeshistorier i den danske ‘ bistandsfamilie’ på 15 lande: Bhutan og Vietnam. Dansk bistand udfases af begge, fordi de er ved at nå et niveau, hvor de kan klare sig selv. Vietnam, et klassisk kommunistisk etpartistyre, forventes at opnå mellemindkomststatus mellem 2010 og 2012, konstaterer beretningen. Applaus! Virker kommunismen så alligevel, udviklings-og frihedsminister Søren Pind?

I den tunge ende af familien finder vi demokratiske Tanzania , modtager af dansk bistand i sværvægtsklassen gennem et halvt århundrede. Langt om længe er det lykkedes vort østafrikanske partnerland at komme op på pæne vækstrater, gennemsnitlig 7 procent i perioden 2000-2008. Men uha, væksten er hovedsagelig drevet af minesektoren, for guld er landets største eksportvare. Er det så ikke den såkaldte råvarefælde, Tanzania er faldet i?

Dansk bistand til Tanzania nåede i 2009 op på 571,3 mio. kr. Så her kommer det kætterske, politisk ukorrekte ( i rød blok) regnestykke: Hvis man lægger den danske bistand til Tanzania sammen hen over det halve århundrede, der er gået, hvor meget er der så givet per tanzanisk indbygger? Utvivlsomt et betragteligt beløb, der kun har haft beskedne virkninger. Men det vil være uretfærdigt at hævde, at det er bistanden, der har fejlet. Det er modtagerlandets evne til at frigøre sine skjulte ressourcer på en måde, som ikke kun gør bistanden effektiv, men også gør tanzanisk økonomi attraktiv for internationale investorer. Hen over det halve århundrede har den danske bistand til Tanzania mere været bloktilskud (vedligeholdelsesmidler) end udviklingshjælp. Er det godt nok?

Dansk Folkeparti er netop gået i marken med et forslag om, at fremtidig dansk bistand kun skal gives til ganske få lande, og et af dem skal være Tanzania , for så kan vi virkelig gøre en forskel, hedder det. Virkelig? OECD’s evalueringer gennem mange år har vist, at dansk bistand kvalitativt og generelt er i topklasse.

Næste årsberetning fra Danida bør ikke eksaminere bistanden, men Tanzanias ansvarlige.

(klumme i Politiken 17.07.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s