Verdensorden version 2.011

Vestens tab af global indflydelse betyder, at der skal tænkes forfra

RAGNAROK, Armageddon – bare i slowmotion? Hvad er det egentlig, der er på spil på den globale scene i en tid, hvor euroens overlevelse er noget, der diskuteres frygtsomt og seriøst, og hvor det amerikanske politiske system tydeligvis er præget mere af handlingslammelse end af en beslutningskraft, som der mere end nogensinde er behov for? At der foregår et massivt magtskifte fra Vest mod Øst er ikke længere noget, seriøse debattører betvivler.

At en markant voksende andel af verdens investeringskapital kontrolleres af klodens største autokratiske system, samtidig med at Europa og USA er forgældet i et omfang, der ikke er set siden Anden Verdenskrig, er ikke ensbetydende med, at vi også taber vore egne værdier, herunder vore versioner af demokrati og frihedsrettigheder, på gulvet. Men der kræves nytænkning i håndteringen af internationale relationer for at fatte og anvende de nye vilkår, som en asiatisk præget verdensorden bringer med sig. Udfordringen består i at skabe win-win-situationer.

På hver sin måde er skandalerne om den forhenværende IMF-chef Dominique Strauss-Kahn og medieimperialisten Rupert Murdoch blevet til symbolhistorier, der udtrykker det tab af magt og prestige, som vestligt skabte institutioner repræsenterede gennem et halvt århundrede.

Asiatiske ledere spørger med rette: Er Washington og Bruxelles rollemodeller for demokratisk, handlekraftig og ansvarlig regeringsførelse lige nu? Heller ikke de vestligt ledede militære interventioner i Afghanistan, Irak og Libyen hen over et tiår tegner til at blive fortsatte ledestjerner for en verdensorden som den, USA’s neokonservative elite så for sig i kølvandet på angrebet 11. september. Et amerikansk skattebetaleroprør, der vil sætte begrænsninger på flere militære eventyr, kommer via Tea Party-bevægelsen.

Europa vil se mere og mere indad for at redde, hvad reddes kan af de fallerede økonomier i middelhavsområdet, og sikre, at nogle af de eksjugoslaviske lande integreres.

Hvad stiller en dansk regering op? Som fhv. udenrigsminister Niels Helveg Petersen har udtrykt det: »Hvis vi ikke tager os sammen, bliver det os, der skal leve af at danse folkedans for kineserne«.

MEN DE NYE og velstående, magtfulde eliter i Østasien ser ikke fordele i at lade Vesten forfalde økonomisk.

Kinesiske investeringer er på vej ind for at tage medejerskab af europæisk infrastruktur i et mønster ikke ulig det, vi i nogle år har kunnet observere i Afrika.

Det er ikke politisk systemeksport, der er på tale. Grækenland kommer med stor sandsynlighed til at se sig selv i selskab med afrikanske og latinamerikanske lande, der beredvilligt har taget imod kinesiske investeringer.

Samarbejdsvilje hen over kontinenter og på tværs af politiske systemforskelle bliver der brug for, hvis Vesten skal drage fordele af de ændrede styrkeforhold.

Både Kina og Indien ser gerne, at USA og EU udvikler sig økonomisk sundt. Hvad ingen af de to asiatiske giganter ønsker, er ensidige amerikanske og europæiske diktater på den globale scene.

Håndteret med fornuft og pragmatisme kan denne reviderede orden blive til en mere mangfoldig og tolerant verden. Sagt i kort form: Det behøver ikke ende med et G2 ( Kina-USA, der allerede nu koordinerer tæt), men kunne blive et G3 ( Indien inkluderes) og meget gerne et G4 ( når/hvis EU kommer med).

Som den singaporeanske seniordiplomat Kishore Mahbubani utrætteligt påpeger i sine analyser, er verden på vej til en global normaltilstand: I 1.800 ud af de forgangne 2.000 år har Kina og Indien været verdens to største økonomier. Den enestående dominans, som først Europa og siden USA har haft gennem de seneste 200 år, har været en verdenshistorisk undtagelse.

Østasiens eliter ser stadig Amerika og Europa som destinationer, hvor de ønsker at sende deres børn hen, så de kan få en højere uddannelse. Statscensur og religiøse traditioner til trods er det New York og London, som planlæggerne i Shanghai og Mumbai ønsker at kopiere. Formel kommunisme og traditionelle kastesamfund har ikke kunnet hindre opkomsten af moderne, globalt orienterede kinesiske og indiske eliter, der målbevidst arbejder på at modernisere deres samfund.

ANTALLET af internationale væbnede konflikter i Østasien er faldet dramatisk hen over 30 år i takt med eliternes og regeringernes voksende vilje til at spille sammen med det bedste af Vesten. Mon dette positive samspil kan kopieres af de kommende regimer i Libyen, Egypten, Syrien, Irak, Pakistan og Afghanistan? Ikke sandsynligt. Skal Mellemøsten få gavn af verdensordenen i version 2.011, har regionens nye ledere brug for at lære af New Delhi og Beijing. Kun hvis religion og tradition ryger ud, kommer videnssamfundet ind.

(klumme i Politiken 22.07.2011) 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s