En ny start for tibetanerne?

Kan en sekulær eksilleder få Kina i tale? En svimlende udfordring

DA TIBETANERNES åndelige leder, Dalai Lama, i april besøgte Danmark, var han en ‘forhenværende’, i betydningen at han ikke længere var politisk leder af det tibetanske eksilsamfund, men ‘ kun’ åndelig leder for alle tibetanere overalt på kloden. Bringer dette skifte gode nyheder med sig for andre end de 150.000 eksiltibetanere?

For et par uger siden blev Dalai Lamas afløser på posten som ‘ kalon tripa’ ( regeringschef), Lobsang Sangay, taget i ed. Udnævnelsen af den 43-årige amerikansk-uddannede akademiker er resultatet af en proces, som tibetanske repræsentanter siger er udtryk for en længe forberedt demokratiseringsproces i det tibetanske eksilsamfund.

»Jeg har ofte sagt, at en religiøs leder ikke bør have et politisk lederskab. Nu lever jeg op til det, jeg selv har prædiket«, sagde den 76- årige åndelige leder i forbindelse med den ceremoni, hvor afløseren blev taget i ed.

Ingen er dog i tvivl om, at Dalai forbliver som den samlende spirituelle og moralske skikkelse, hvis hele livshistorie er synonym med det tibetanske folks skæbne i moderne tid. Det var ham, der under kinesisk pres underskrev den 17-punkts aftale, som i 1951 stillede en form for autonomi i udsigt for den tibetanske befolkning.

Året forinden havde kinesiske hærstyrker annekteret Tibet, efter at den tibetanske region i 40 år havde oplevet reel selvstændighed som et feudalt teokrati og uden at være anerkendt af datidens stormagter.

Da et tibetansk oprør i 1959 blev slået ned af kinesisk militær, fulgte titusinder af tibetanere Dalai Lama over Himalayabjergene til eksilet i nordindiske Dharamsala, hvor hovedkvarteret stadig er placeret.

DALAI LAMAS formelle tilbagetrækning er reelt en indrømmelse til Beijing. De forhandlinger, der har fundet sted siden 2002, har været mellem Beijings udsendinge og repræsentanter for Dalai Lama alene i dennes egenskab af åndelig leder og har handlet om betingelserne for Dalai Lamas tilbagevenden til det land, han flygtede fra i 1959, ikke om indsættelse af en særlig lokal administration i stil med det lokale selvstyre, som Hongkong har haft siden tilbageleveringen i 1997, og som har tjent Hongkong godt.

Ideelt repræsenterer Hongkong-modellen det eneste politisk realistiske alternativ for et tibetansk selvstyre, men i uformelle samtaler har kinesiske diplomater gjort det klart, at det tibetanske samfund ikke har nået et ‘ udviklingsniveau’, hvor denne særlige variant af lokalt selvstyre kan danne forbillede for en fremtidig ordning på det tibetanske plateau.

LOBSANG SANGAY er stillet over for kolossale udfordringer. Han er født i indiske Darjeeling, har en juridisk doktorgrad fra Harvard University i USA og har aldrig besøgt Tibet. Hans far opgav i 1950 en munketilværelse og tilsluttede sig som partisan den væbnede opstand mod det kinesiske styre og blev såret, da han i 1959 var en del af den gruppe, der hjalp Dalai Lama til at flygte ud af Lhasa.

Som ung aktivist blev Lobsang Sangay medlem af Den Tibetanske Ungdomskongres (TYC), som Kina kalder en terrororganisation. Han deltog jævnlig i protestdemonstrationer foran den kinesiske ambassade i New Delhi, hvor han blev arresteret af indisk politi. Siden blev hans synspunkter moderate. Som bosiddende i USA gennem 15 år er han nødt til at bruge de budskaber om trosfrihed og menneskerettigheder, der har klangbund i det amerikanske samfund.

Da eksilsamfundet begyndte at lede efter en afløser for Dalai Lama, var de eneste kandidater, der blev bragt i spil, personer med rødder i USA. Dermed sikres fortsat politisk og økonomisk opbakning hos de mange dollarspækkede amerikanske lobbygrupper, men hvordan kan en Harvard-jurist tale for de tibetanere, der lever i selve Tibet – ludfattige bjergbønder, nomader, småhandlende, børn og unge uden uddannelse og derfor mange analfabeter?

Robbie Barnett, der er direktør for Modern Tibetan Studies ved New Yorks Columbia University, siger det fuldstændig usentimentalt: »Hvis Lobsang Sangay mener sin sag alvorligt, har han forhåbentlig brugt de sidste 15 år på at lære sig kinesisk«.

SELV HVIS DET nogensinde kommer til en reel dialog mellem eksiladministrationen og Beijing, er styrkeforholdet i dag mere ulige end nogensinde tidligere. Med den politiske og økonomiske styrke Kina har bygget op, er en militær besættelsesstyrke på sigt overflødig. Investeringskapital, massive satsninger på infrastruktur, samhandel og åbning af markedsadgang til hele Centralasien repræsenterer en politisk kraft, som selv de mest højrøstede vestlige støtter for den tibetanske sag må kapitulere over for.

Kina har lært af den amerikanske udviklingshistorie i det vestlige USA fra midten af 1800-tallet. Visionen om et sekulært tibetansk lokalstyre med base i Lhasa fortaber sig i meget fjerne horisonter.

(klumme i Politiken 19.8.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s