Realiteterne om Myanmar

Sanktionerne har virket: et politisk tøbrud er indledt

EN KOMBINATION af politisk pres og dialog, økonomiske sanktioner og politiske incitamenter har ført til, at en dialog om national forsoning i Myanmar, det tidligere Burma, er sat i værk.

For en uge siden rejste oppositionslederen Aung San Suu Kyi til Naypyidaw, den nyopførte hovedstad 330 kilometer nord for Yangon (tidl. Rangoon), og mødtes med landets præsident, Thein Sein. Dagen før mødet holdt præsidenten en tale med opfordringer til landets etniske oprørsgrupper om at indlede reelle forhandlinger efter et halvt århundredes partisankrig. Efter sin tiltrædelse for fem måneder siden har styret inviteret repræsentanter for Den Internationale Valutafond (IMF) til landet for at drøfte reform af landets pengesystem.

En sådan udvikling ville have været utænkelig under den tidligere juntaleder Than Shwe, der gik på en forgyldt pension efter et manipuleret valg i fjor. Asiatiske og vestlige diplomater har i årevis berettet, hvorledes Than Shwe blokerede for ethvert tiltag i retning af national forsoning i de mange år, hvor Aung San Suu Kyi sad i husarrest, hvorfra hun konstant holdt et tilbud om forhandling åbent.

Regimet brugte valghandlingen i fjor til at håndplukke nogle få civile politikere, der giver garanti for, at generalerne ikke udsættes for et retsopgør om de mange massakrer, de er ansvarlige for. Than Shwe, ’Sydøstasiens Slobodan Milosevic’, nærmer sig de 80, er syg og svækket, og den yngre del af officerskorpset vil gerne have ham sendt ud i glemsel, som det skete med forgængeren Ne Win. Militæret er foruroliget over Kinas økonomiske invasion af det nordlige Burma og vil derfor invitere andre økonomiske aktører end de kinesiske.

DEN AKTUELLE udvikling har givet anledning til en gryende optimisme i de sydøstasiatiske nabolande, USA og EU-kredsen.

I 2014 vil den burmesiske regering have mulighed for at lede formandskabet i den sydøstasiatiske Asean-sammenslutning. Sidst denne mulighed var på tale, var i 2004, men da blev juntalandet droppet med henvisning til netop den manglende politiske dialog om national forsoning. At give den burmesiske regering formandskabet bliver en prøve på politisk troværdighed for ikke bare styret i Naypyidaw, men hele det politiske samarbejde i Sydøstasien.

Giver den påbegyndte dialog resultater i form af gradvis politisk liberalisering, frigivelse af politiske fanger og vestlige tilsagn om udviklingsrådgivning, vil både USA og EU kunne være deltagere i en normaliseringsproces i 2014. Derfor måtte eksgeneral Than Shwe lempes ud gennem en sidedør i fjor, og derfor gav det mening af frigive Aung San Suu Kyi fra flere års husarrest. De beskedne sanktioner fra vestlig side var en konstant påmindelse til Kina, Indien og Asean om, at der måtte lægges et diskret asiatisk pres på det juntastyrede parialand, hvis Vesten og Østasien skulle tilbage på dialogsporet.

Gennem mere end 10 år har kinesiske diplomaters budskab til de burmesiske generaler været: Start en national forsoning. Eksgeneral Than Shwe ignorerede dette vink med en bambuskæp, men hans efterfølgere har rettet ind. Asean har, siden Myanmar i 1997 blev medlem, fortalt juntaen: Find ud af at danne en normal regering, for et militærstyre er ikke en normal regering. Juntaen gjorde en retræte.

SITUATIONEN bærer mindelser om den udvikling, der forandrede Myanmars umiddelbare nabolag for en snes år siden: Det kommunistiske Vietnams besættelse af nabolandet Cambodja 1989-99 afstedkom sanktioner og bistandsboykot fra vestlig side. Da Asean fik sat skub i en dialog, åbnede først Japan og siden EU og USA op for politisk og økonomisk kontakt med Hanoi og Phnom Penh. De vestlige sanktioners positive virkning blev tydelig, da regimerne begyndte at give indrømmelser.

Kinesiske investeringer i infrastruktur vil være det væsentligste bidrag til økonomisk udvikling i Myanmar/Burma fremover. Men EU og USA kan levere, hvad de er bedst til: gradvis politisk liberalisering gennem styrkelse af civilsamfundet.

GIVER DET MENING, at en dansk politiker vil lege turistguide i det engang så isolerede land? Ja, hvis han bruger opholdet vil reel oplysning om landets tilstand. Turisme er ikke og har aldrig været en del af sanktionerne. At hævde at fraværet af masseturisme er årsagen til den økonomiske elendighed i Myanmar svarer til, at man i sin tid havde gjort det sydafrikanske befolkningsflertal ansvarligt for apartheid. Den fratrådte junta svømmer i milliarder fra olie- og gasudvinding, som franske og amerikanske firmaer hjælper til med at skaffe. Måske nogle af disse formuer kunne bruges til fattigdomsbekæmpelse, hvis FN giver en hånd med?

Sanktionerne kan løftes gradvist i takt med politiske indrømmelser fra regimets side. Første krav: frigivelse af politiske fanger.

(klumme i Politiken 26.08.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s