Handlekraft er en japansk mangelvare

Stagnation og politisk uansvarlighed i klodens tredjestørste økonomi

HVORNÅR begynder Japans folkevalgte at tage reelt ansvar for at ændre på nationens miserable tilstand, og hvornår viser disse politikere en tålmodig befolkning, at de har den handlekraft, der skal bringe samfundet ud af mange års stagnation? Japan er kendt af omverdenen for effektive transportsystemer, enestående orden og systematik og næsten kriminalitetsfrie storbyer, men landets politiske system ligner noget fra en epoke, der ligger langt tilbage. Den hastighed, hvormed der skiftes regeringschefer ud, har mindelser om autokratiske systemer, hvor hensynet til den folkelige opinion og samfundets behov ikke betyder alverden.

REGERINGSPARTIET DPJ ( Demokraterne) valgte mandag finansminister Yoshihiko Noda som landets sjette regeringschef på fem år. Noda bliver den tredje regeringschef i en regering ledet af DPJ, siden dette parti høstede en historisk sejr over det konservative LDP ( Liberal-Demokraterne) i august 2009. Den afgående regeringschef, Naoto Kan, forsøgte at takle de monumentale udfordringer, der rejste sig efter tsunamien i marts. Han tog skridt til at reformere landets energipolitik, der er domineret af atomindustrien, og skulle finde midlerne til den store genopbygningsindsats i de katastroferamte områder.

En særskat kunne være nøglen til denne finansiering, men blandt flere af Kans og Nodas partifæller er modviljen modnye og ekstra skatter så stor, at de hellere vil skabe usikkerhed om landets ledelse end arbejde for langsigtede løsninger for at hive nationen op af det politiske mudder.

FÆNOMENET kendes også fra forgængeren LDP’s mange år ved magten. Partiernes fraktioner skiftevis bekæmper hinanden og samarbejder, alt efterhvilke personinteresser og enkeltsager der er i spil. Hvad der tilsidesættes eller direkte ofres i disse indviklede kabaler, er de overordnede nationale interesser. Taktikken kvæler strategien.

For økonomer ser det absurd ud, at politikerne ikke kan hæve forbrugsafgiften på kun 5 procent, men sådanne indlysende fi-nansielle redskaber undgår politikerne, fordi de tager taktiske hensyn.

Genopbygningen efter tsunamien 11. marts er den største udfordring for Japan siden krigsnederlaget i 1945. Katastrofen på Fukushima atomkraftanlægget er langtfra afklaret og har følgevirkninger langt ud over lokalområdet. Myndigheder over hele Japan er tilbageholdende med at give igangsætningstilladelser til de anlæg, der er blevet standset for at gennemføre særlige sikkerheds-og kontroleftersyn. To ud af tre japanske kernekraftværker er ‘ afkoblede’, og der er derfor risiko for energimangel i flere områder.

PÅ DET længere sigt er der store uafklarede problemer om, hvorledes verdens tredjestørste økonomi kan genstartes, hvorledes velfærdssystemerne kan opretholdes og udbygges for en befolkning, der ældes hurtigere end i noget andet G20-land. Japans offentlige gæld er den største i gruppen af verdens mest avancerede økonomier, og der er ikke tegn til, at gældsbyrden aftager.

Et medlem af oppositionspartiet LDP, Taro Kono, beskriver tilstanden således: »Vi befinder os i en politisk katastrofe. Det offentlige budgetunderskud og den aldrende befolkning har betydet, at vi i ti år har diskuteret reformer af pensionssystemet, men intet er der sket. Alt for meget er i stagnation, og politikerne må til at erkende virkeligheden. Tiden er ikke længere til politiske fraktionskampe. Vi må samarbejde bredt for at hjælpe nationen«.

En dansk analytiker af japansk indenrigspolitik, Lau Blaxekjær fra Københavns Universitet, forklarer de seneste dages udvikling således: »Når Naoto Kan træder tilbage nu, sker det efter en aftale med oppositionen. Hans kamp til det sidste for at gennemføre energilovgivning og finansiering af genopbygningen er nøje iscenesat. Kan spiller på japanernes forestilling om, at helten altid dør. En politiker, der gør det nødvendige, ofrer sig for helheden, dvs. samfundet og forlader derefter scenen. Det er en del af den japanske politiske mytologi. Men Kan sidder nu bagved som en skyggeshogun og har sin egen mand sat ind som premierminister, der har lovet at fortsætte Kans arbejde«.

DEN STØRSTE udfordring for den nyudnævnte regeringschef og alle japanske politikere af betydning er, at befolkningen har mistet tilliden til det politiske system. Hvis ikke Noda og DPJ får gang i økonomien og hurtigt finder en fornuftig løsning på konsekvenserne af atomkatastrofen, vil meningsmålingerne igen og igen vise vælgernes pessimisme, og Japan vil atter opleve nye premierministre gøre et forsøg.

(klumme i Politiken 31.08.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Japan, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s