Kina som det nye USA? Uha!

Klodens nr. 2 bør næppe gøre, som klodens nr. 1 har gjort

FOR NØJAGTIG to måneder siden bragte USA’s og verdens førende finansdagblad, Wall Street Journal, en kommentar af en fhv. Microsoft-topchef, Robert J.Herbold. Hans emne var at sammenligne ledelseskulturen i klodens to største økonomier, den amerikanske og den kinesiske. Overskriften fik mange på Wall Street og Capitol Hill til at få kaffen i den gale hals den julimorgen: ‘ Kina vs. USA: Hvilket af de to er et udviklingsland?’.

Herbold beretter, hvorledes han efter en forretningsrejse, der bragte ham fra Los Angeles til Shanghai og Beijing, begyndte at fundere over, hvilket af de to lande der er det mest udviklede.

»Vi må erkende, at Los Angeles er i forfald. Byens lufthavn er beskidt og overbelastet, og der er alt for meget, der ikke vedligeholdes. Til forskel herfra er lufthavnene i Beijing og Shanghai nye og moderne, renholdte og rummelige og med et personale, der er overvældende hjælpsomt (…) og på motorvejene fra Los Angeles til lufthavnen er forfaldet mere end tydeligt, og enhver kender baggrunden: at Californien er bankerot. Til sammenligning er infrastrukturen i større kinesiske byer som Shanghai og Beijing forholdsvis ny og bestemt i topklasse«.

MEN det er langtfra kun forskellen i infrastruktur, der har været slående for gæsten. Herbold forklarer, hvorledes han på sine møder træffer både virksomheds-og regeringsfolk, og at alle er optagede af at realisere Kinas nye femårsplan, som blev offentliggjort i marts. Miljøhensyn og jobskabelse har det stærkeste fokus i denne plan, noterer han og spørger: »Kan vi forestille os, at Kongressen og præsidenten enes om en samlet femårsplan med udsigt til at lykkes på samme måde, som det sker i Kina?«.

Han minder om, at mens Kina sidder på et bjerg af valutareserver og værdipapirer, nærmer de amerikanske statsfinanser sig græske tilstande. Han forklarer også om Kinas bestræbelser på at forkæle de grene af videnskaben, som kan bringe nationen videre, såsom det rekrutteringsprogram, ‘ Titusinde talenter’, der skal bringe oversøisk uddannede forskerhoveder til at rejse hjem og bruge deres evner i fædrelandet.

»Lad os erkende, hvad der er ved at ske. Vi bliver overhalet, fordi den amerikanske regering ikke længere er i stand til at skabe de nødvendige forbedringer, alt imens den autokratiske kinesiske ledelse får sin politik gennemført hurtigt og effektivt«.

SERIØSE debattører er for længst begyndt at spørge, om Kina på sigt overtager USA’s globale lederrolle. Er det overhovedet ønskværdigt, at det kommer så vidt? Historiske erfaringer giver heller ikke belæg for påstande om, at Kina er på vej til at overtage verden.

Kan USA så lære Kina noget om dyderne ved godt naboskab? At undlade at true dem, man bor tæt på? Hverken i Det Øst-eller Sydøstkinesiske Hav er der eksempler på, at Kina har gjort ved sine naboer, hvad USA’s militær har gjort ved Grenada, Panama, Nicaragua, Guatemala eller for den sags skyld Cuba.

Så hvem bør være eksempel for hvem? David Herold, der er lektor ved Hongkongs Polytekniske Universitet, pointerer, at intet andet land siden 1945 har destabiliseret så mange nationer som USA: »USA har belært verden om, at enhver regering har et valg ud af to: enten at acceptere de regelsæt, USA har defineret, eller at anskaffe sig kernevåben som det eneste effektive redskab til at forhindre amerikansk indblanding. Om USA da ikke repræsenterer universelle spilleregler i international konflikthåndtering? Jo, når de gælder alle andre end USA og dets borgere. Krigsforbrydertribunaler? Gælder ikke for amerikanske soldater. Den sidste af torturbødlerne fra Abu Ghraib er for nylig blevet løsladt efter kun otte år bag tremmer«.

Og hvad er det så, et opstigende Kina lærer resten af verden i disse år, spørger David Herold og svarer: »At Kina er helt og aldeles indifferent over for andre befolkningers og landes politiske systemer, religiøse opfattelsermv. så længe disse ikke påvirker Kinas hellige køer, dvs. Taiwan, Tibet og Xinjiang. Ellers er alt, hvad kineserne er optaget af, at tjene penge, skaffe sig naturressourcer og opbygge forretningsforbindelser. At købe af og sælge til flest mulige i verden«.

SÅ NEJ TAK, Kina, lad for Guds skyld være med at gøre som USA. I skal nemlig ikke ønske jer at have USA’s interne vanskeligheder: en gældshul så dybt som Grand Canyon, en arbejdsløshed, der er så høj som Rocky Mountains, et Californien, der er fallit, en tedrikkende fundamentalistisk religiøs bevægelse, der har lammet det politiske system; uduelige demagogiske politikere, et oppustet militærapparat etc.

Forbløffende, at dønningerne fra jasminrevolutionerne i de arabiske lande ikke for længst har ramt Manhattan.

(klumme i Politiken 9.9.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s