Kristendom og kapitalisme er på en lang march i Øst

I DENNE uge begynder forfatteren Liao Yiwu en foredragsturne i USA for at promovere sin seneste engelsksprogede udgivelse: ‘ Gud er rød: Historien om, hvordan kristendommen overlever og blomstrer i det kommunistiske Kina’.

Liao er sikker på at opleve fyldte foredragssale. Han sætter ord på en århundredgammel amerikansk vision om, at verdens folkerigeste land før eller siden vil blive omvendt til kristendommen. Selv erklærer forfatteren sig for ikketroende, men er blevet udfordret af den realitet, at dagens Kina snart har flere kristne end medlemmer af kommunistpartiet ( med ca. 80 millioner i kartotekerne).

Officielle data fra 2010 fortæller, at Kina har 23 millioner katolikker og protestanter i de tre statsgodkendte kirkeorganisationer. Tælles de uofficielle ‘ huskirker’ med, kan tallet ifølge forskere være på 60 millioner. World Christian Database skønner optimistisk, at Kina har 70 millioner kristne svarende til 5 procent af befolkningen. Dermed er kristendom Kinas næststørste religion kun overgået af buddhismen.

DEN ENKLE forklaring på fænomenet er, at Kina befinder sig i en åndelig krise: Stort set ingen tror længere på den kommunistiske ideologi, og alle er optaget af at skabe materiel velstand. Millioner af kinesere savner moralsk retning i tilværelsen, og deres sjæle lever i et kaos, som Liao skriver i ‘ Gud er rød’.

De kinesiske myndigheder forfølger ham på grund af det forfatterskab, der er ved at give ham anerkendelse i Vesten, så for tre måneder siden måtte han tage flugten over grænsen til Vietnam. Men Liao Yiwu har ikke opgivet troen på, at kristendommen vil bidrage til en uundgåelig transformation af Kina.

Han bemærker et sted, at kommunistpartiet begynder at inkorporere klassiske kristne budskaber som næstekærlighed som en del af den officielle propaganda.

Tendensen bekræftes af forskeren Gerda Wielander fra Westminster University i London.

Hun peger i en nylig analyse i tidsskriftet China Journal på, at partiet i 2009 opfordrede til »udvikling af det positive indhold af religiøse doktriner«. Da titusinder af borgere i foråret 2008 strømmede til for at hjælpe jordskælvsofrene i Sichuan, blev det set som udtryk for en folkelig medfølelse, som partiet siden har forsøgt at profitere af, mener hun.

I APRIL RYKKEDE politifolk ud og fjernede alt inventar i det lokale, som den private Shouwangkirke havde lejet i Beijing for sine godt 1.000 medlemmer. Efterfølgende offentliggjorde 17 ledere af undergrundskirker sensationelt en opfordring til regeringen om at revidere den lovgivning, der lægger rammerne for religionsudøvelse i Kina.

Sagen fik den regeringskontrollerede avis Global Times til at publicere en kommentar, der begrundede lukningen af Shouwangkirken: »En kirke må ikke blive et magtcenter, som kan fremme radikale forandringer. For det vil indebære, at en sådan kirke ikke er optaget af religion, men af politik, og den slags er ikke tilladt for en kirke«.

Kinas statskontrollerede kirkesamfund er reelt partistatens forlængede arm, mens ‘ huskirkerne’ som f. eks. Shouwang har oplevet en eksplosiv fremgang og regelmæssigt er ude for, at medlemmer og præster fjernes og fængsles.

Er der håb om, at et mere tolerant Kina er på vej? I sin seneste bog ‘ Civilization – The West and the Rest’ citerer den britiske historiker Niall Ferguson et anonymt ledende medlem af Kinas Socialvidenskabelige Akademi for følgende synspunkt: Efter mange århundreder som klodens mest avancerede land blev Kina i 1800-tallet overhalet af Europa.

Skyldtes det, at de europæiske hære og flåder havde bedre våben? Var de europæiske politiske og økonomiske systemer mere sofistikerede end Kinas? Ingen af disse forklaringer er direkte forkerte, men hen over de seneste tyve år er de kinesiske historieforskere nået frem til, at hovedforklaringen er europæernes religion, kristendommen. For den kunne sammenbinde kapitalisme med moral og ånd.

ET AF NUTIDENS helt store paradokser er således, at mens kristendommen er på retur i et stagnerende Europa, er den på massiv fremmarch i det land, som formand Mao i 1958 erklærede for »renset for religion«. Men Kinas kirkegængere er ikke fattige og undertrykte proletarer, der søger opium for folket. Det er den entreprenante og pengestærke middelklasse, som Jesus har fået tag i.

Det fysiske bevis for samspillet mellem kapitalisme og kristendom i Kina ligger i Nanjing. Trykkerivirksomheden Amity Printing er verdens største producent af bibeler. Tre ud af fire af de tolv millioner bibeler, der produceres årligt her, sælges til kinesiske kunder.

Ejeren er Amity Foundation, som blev grundlagt i 1985 af en gruppe kristne kinesere. De er i dag millionærer.

(klumme i Politiken 15.09.2011)