Tøbrudsdage i Burma

Frygt for arabiske tilstande har ført til forhandlinger i Myanmar

FORSONINGSPROCESSEN i Myanmar, det tidligere Burma, flyder som en lotusblomst på Irrawaddy-floden. Lydløst og langsomt, men retningen er ikke til at tage fejl af. Efter årtiers fastlåst konfrontation vakler det bambustæppe af frygt og fjendtlighed, som i årtier forhindrede politiske løsninger.

Forandringerne ses i det burmesiske medielandskab, hvor der er sket en lempelse i internetcensuren og en voksende mødevirksomhed blandt organisationer, som indtil for nylig blev forfulgt af staten og dens militære undertrykkelsesapparat.

Nobelpristageren og oppositionslederen Aung San Suu Kyi er tilbage i udviklingens centrum, inviteret af ingen ringere end landets præsident, Thein Sein. Forgangne weekend gav hun et interview og udtalte bl. a. følgende:

»Der er sket mange forandringer, men vi er langtfra alle fuldstændig frie. Der er stadig et stykke vej at gå, men der har været en positiv udvikling. Jeg har altid sagt, at jeg er en forsigtig optimist, og en sådan fortsætter jeg med at være. Jeg er overbevist om, at præsidenten er indstillet på positive forandringer, men hvor meget han vil være i stand til at opnå, er et åbent spørgsmål, som vi vil undersøge nøje«.

Da Suu Kyi blev frigivet fra flere års husarrest for snart et år siden, fik hun strenge ordrer om at holde sig uden for politisk aktivitet. Så gik den daværende juntachef, Than Shwe, på pension. Siden har Suu Kyi kunnet rejse ud af sin hjemby, Yangon ( Rangoon), for at holde møder med tusinder af tilhængere. I sidste måned inviterede præsidenten hende til hovedstaden, Naypyidaw, og begge forklarede efterfølgende, at de har fundet områder, hvor de er enige.

I SIDSTE uge blev der slået endnu et hul i det burmesiske bambustæppe. Det skete, da USA’s særlige udsending for Burma, ambassadør Derek Mitchell, gennemførte et fem dage langt besøg, det første af slagsen.

Han havde møder med både regeringsfolk og opposition. Mitchells pressemøde ved besøgets afslutning rummede budskaber, som ville have været utænkelige for bare et år siden.

»Jeg er under mit besøg konstant blevet mindet om, at Suu Kyi fortsat har den allerstørste betydning for borgerne i dette land, både burmanerne ( det etniske flertal, red.) og de etniske minoriteter. Ethvert troværdigt reformforsøg må have hendes deltagelse. Det står ligeledes klart, at hun er fuldt ud engageret i bestræbelserne på fredelige forandringer gennem dialog«.

Den amerikanske udsendings besøg står i skærende kontrast til de tidligere forhandlingsforsøg, der blev gjort af FN’s særlige udsendinge. Dokumenter fra WikiLeaks har afsløret, at eksdiktatoren Than Shwe engang eksploderede af raseri og irettesatte FN-udsendingen Ibrahim Gambari med bemærkninger om, at Myanmar »hverken havde politiske fanger eller humanitære problemer«.

I MANGE år herskede der nordkoreanske tilstande i Myanmar. Omverdenen kunne kun have spinkle formodninger om, hvad der rørte sig i bag magtens Potemkinkulisser i den nybyggede hovedstad, Naypyidaw.

Men tidligere på måneden lukkede en markant afhopper op for en hidtil ukendt indsigt i den daværende juntas tankegang. Manden hedder Aung Lynn Htut, er tidligere major i sit lands militære efterretningsvæsen og næstkommanderende på Myanmars ambassade i Washington indtil sin spektakulære afhopning i 2005.

Aung Lynn Htut ser grund til optimisme i den aktuelle udvikling under det formelt civile styre, som juntaen gav plads til efter et manipuleret valg i fjor: Suu Kyis besøg uden for Yangon og hendes møder med både udenlandske dignitarer og burmesiske organisationsfolk er reelle tegn på tøbrud, mener han.

Den tidligere diplomat peger samtidig på en overraskende faktor, der har bidraget til opblødningen i de militære rækker: det arabiske forår. Myanmars yngre officerselite har indset nødvendigheden af reformer, inden en ny folkelig revolte eksploderer i Yangons gader.

Denne forklaring korresponderer med et udsagn, som Aung San Suu Kyi fremsætter i førnævnte interview: Hun modsætter sig, at Myanmar rammes af en opstand i stil med det, der er set i Mellemøsten og Nordafrika, og pointerer følgende: »Hvad vi ønsker, der skal gøres, er en åndelig revolution.En virkelig revolution tager meget lang tid at gennemføre, og jeg foretrækker, at de forandringer, vi har brug for, opnås ved fredelige midler, gennem forhandlinger«.

Landets præsident, Thein Sein, er klar over, at vejen til politisk legitimitet går gennem Suu Kyi. Der er opstået et interessefællesskab med mindelser om det, der i sin tid udviklede sig mellem Frederik de Klerk og Nelson Mandela.

(klumme i Politiken 23.09.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s