Kina udtrykker vilje til at hjælpe skrantende økonomier i EU, men advarer samtidig Bruxelles mod protektionisme.

PARADOKSET skriger til himlen: Klodens største udviklingsland gør sig klar til at hjælpe kontinentet med de velstående, men skrantende og tilsyneladende handlingslammede nationer. Spørgsmålet fra alle hjørner lyder: Følger der betingelser med? Er Europas fremtid ved at blive solgt til kinesiske autokrater?

At tyngdepunktet i den globale økonomi er flyttet østpå er for længst blevet en trivialitet. Betyder det så også, at en nødlidende euro også kan forvente hjælp fra klodens næststørste økonomi?

Adskillige medier refererede for en uge siden den kinesiske regeringschef Wen Jiabao for følgende udtalelse fremsat på et møde i World Economic Forum i den kinesiske by Dalian: »Vi har udtrykt vores vilje til at hjælpe mange gange. Vi vil fortsætte med at udvide vore investeringer i Europa«. Så fulgte betingelserne: »Ifølge reglerne i Verdenshandelsorganisationen WTO vil Kina få fuldgyldig status som markedsøkonomi i 2016. Hvis EU kan vise oprigtighed tidligere end dette tidspunkt, vil vi se det som en ven, der hjælper en ven«.

Samme dag, som Wen Jiabao fremsatte sin udtalelse, offentliggjorde den amerikanske tænketank German Marshall Fund en undersøgelse, at befolkningerne i EU ikke frygter kinesisk dominans i samme grad, som amerikanerne gør det. 46 procent af europæerne ser Kina som en de økonomiske muligheders land, og 62 procent afviser, at Kina udgør en militær trussel. Modsætningsvis ser 63 procent af amerikanerne Kina som en økonomisk trussel, og 47 procent ser den asiatiske kæmpe som en strategisk modstander.

MANGE SPØRGSMÅL hang i luften over Europa, da Wen Jiabao for tre måneder siden gennemførte et besøg i flere lande både inden og uden for eurozonen. Da Wen landede i Birmingham, konstaterede Daily Telegraph, at det var svært at undslippe den oplevelse, at ikke bare Storbritannien, men hele Europa aldrig havde set svagere ud i kinesisk optik.

Der var som så ofte tidligere knyttet megen symbolik til besøget. Wen Jiabao tog til Longbridge, som er hjemsted for bilfirmaet MG Rovers fabrik, et hæderkronet britisk mærke, som blev opkøbt af kineserne i 2005. Fabrikken i Longbridge var engang repræsentativ for den tid, hvor britisk bilproduktion var synonymt med lav produktivitet, hyppige arbejdsnedlæggelser og fagforeningstyranni. I dag er virksomheden det fysiske udtryk for Kinas største industrielle tilstedeværelse i Storbritannien. Ejeren er Shanghai Automobile Industry, og dens hovedaktivitet er at designe og fremstille MG-biler, hvor størsteparten af enkeltdelene er fremstillet på virksomheder i Kina.

Den britiske regeringschef David Cameron sagde under Wens besøg, at det britisk-kinesiske samarbejde skal have meget mere volumen, end det samarbejde om bilproduktion kan give. Cameron har sat et mål: I 2015 skal det bilaterale handelsvolumen op på 100 milliarder dollar, hvilket vil være en stigning på 60 procent i forhold til niveauet i 2010, hvis det lykkes.

Kinas støtte til europæisk økonomi vil også handle om at fremme strategiske kinesiske erhvervsinteresser, hvilket er blevet gjort fuldstændigt tydeligt af Beijings ambassadør i Storbritannien, Liu Xiaoming.

Han udtalte op til sin regeringschefs besøg, at Kina gerne tager mange af byggekontrakterne til de nye britiske højhastighedstog.

»Kinesiske virksomheder overvejer nu, om det giver mere mening at investere i Storbritannien frem for Frankrig eller Tyskland. Vi har brug for at satse på et flagskib, og et højhastighedstog vil være oplagt«, sagde ambassadøren til den britiske avis The Times.

På kun få år er der indtruffet afgørende skift i styrkeforholdet mellem Kina og Europa. Analyseinstituttet ISN Insights minder om, hvorledes et planlagt europæiskkinesisk topmøde i 2008 blev ødelagt af de spændinger, der var skabt op til afholdelsen af OL i Beijing og af den opmærksomhed, som europæiske politikere som f. eks. den franske præsident Nicholas Sarkozy gav den tibetanske eksilleder Dalai Lama. Dengang trak kineserne stikket ud til et planlagt økonomisk topmøde.

I fjor kom Wen Jiabao til Bruxelles med en formodning om, at han ville blive givet prædikatet ‘ markedsøkonomi’ på en sølvbakke af kommissionen. I stedet fik han en liste over forskellige økonomiske handelsteknikaliteter, som var uafklarede. Mødet brød sammen, og en planlagt pressekonference blev aflyst.

Hen over denne mareridtsagtige europæiske krisesommer har kinesiske diplomater forklaret flere europæiske regeringer, at tiden er inde til, at Bruxelles og andre hovedstæder får »orden i eget hus«. Samme besked fik den amerikanske vicepræsident Joe Biden under sit seneste Kina-besøg, som ifølge The Economist havde karakter af en ubønhørlig skolemesterbelæring af gæsten.

Men ét er retorikken og deklarationerne. Hvad har de kinesiske investorer ( og dermed statsmagten) gjort i praksis? Nyhedsbrevet China Brief, der udgives af tænketanken Jamestown Foundation i USA, leverer nogle interessante detaljer i sin seneste udgave. Tidligere i denne måned foreslog den kinesiske viceudenrigsminister Wang Qishan, at London bliver Kinas europæiske center for handel med landets valuta, renminbi. Det fremgår af en artikel af Ting Xu, der er afdelingsleder ved Bertelsmann Foundation i Washington.

Han forklarer også, samhandelen mellem Kina og EU steg med 21 procent i 2010 i forhold til året før, hvilket betyder, at EUområdet nu er en større handelspartner for Kina end USA. Kina har dermed overhalet USA som Tysklands største ikke-europæiske handelspartner.

Men den sydeuropæiske gældskrise da? Ifølge China Brief investerede Kina sidste år i græske statsobligationer som modydelse for en 35-årig lejekontrakt i Athens havneby Piræus.

Tre måneder efter indgåelse af denne aftale stillede regeringschefen Wen Jiabao grækerne i udsigt, at Beijing vil fortsætte med at finansiere græske statsgældsbeviser.

Siden sommeren 2010 har Beijing lovet af købe statsobligationer i Spanien, Portugal og Irland i en politik, som premierminister Wen har kaldt »en hjælpende hånd langvejs fra«.

China Brief forklarer, at hovedparten af Kinas oversøiske investeringer fortsat er koncentreret i Asien og Latinamerika, men omfanget af Beijings kapitalplaceringer i både USA og Europa vokser alligevel med bemærkelsesværdig hast. Mellem 2006 og 2009 firedobledes Kinas investeringer i EU-området til 5.727 milliarder euro, og alene i perioden fra oktober 2010 til marts i år omfattede de 64 milliarder dollar, svarende til en firedobling per kvartalsperiode sammenholdt med de 11 foregående kvartaler. Samme billede gør sig gældende i USA, hvor de kinesiske investeringer næsten tredobledes fra 2006 til 2009.

ER DER EN grænse for den kinesiske velvilje over for Europa? I denne uge citerede den regeringsstyrede avis China Daily den kinesiske EU-ambassadør på en måde, der kun kan tolkes som en diskret advarsel.

Ambassadør Song Zhe forklarede til avisen, at en lang række kinesiske investeringsforslag er blevet blokeret, bl. a. fordi de europæiske myndigheder gennemfører »urimelige« undersøgelser af de kinesiske investorers baggrund.

»Mange erhvervsfolk fra Kina oplever at få deres forslag blokeret, hvilket efterlader det indtryk, at det europæiske investeringsklima forværres. Derfor er der flere, der enten udskyder eller helt opgiver deres planer. Sådanne handlinger kan obstruere kinesiske investeringer. Den europæiske gældskrise har skabt grobund for protektionisme«, sagde ambassadøren.

China Daily citerer en europæisk diplomat for det synspunkt, at Bruxelles traditionelt har et konservativt syn på Beijing, og at dette har rødder i medlemslandenes delte holdninger til giganten i øst.

»Der skal arbejdes hårdt for at få skabt tillid«, pointerer diplomaten.

(publiceret i Politikens Debatsektion 24.09.2011)