Østatens faldende fødselsrate får større betydning i forholdet til Kina

MERE END 60 ÅR har Taiwans placering i Asien været defineret af de amerikanske sikkerhedsgarantier, som USA stiller for østaten. Den grundlæggende forudsætning for USA’s beskyttelse er, at skulle en taiwansk regering beslutte sig for at blive en del af Folkerepublikken Kina, sådan som det er Beijings erklærede mål, vil USA ikke modsætte sig en sådan udvikling, hvis den kan ske fredeligt.

Hvis Kina derimod gør brug af militære midler, vil USA reagere, ganske som det skete i foråret 1996, da Kina affyrede en serie missiler i farvandet i et forsøg på at skræmme vælgerne i Taiwan fra at stemme på en præsidentkandidat, som Kina ikke brød sig om.

Missilerne var ganske vist ikke armerede, men beskeden var jo ikke til at tage fejl af.

AT DE 23 MILLIONER indbyggere i Taiwan således lever på USA’s og Kinas nåde er kun undtagelsesvis et emne i østatens politiske debat. Med mellemrum opfører Kina og USA et rituelt politisk teater, som bliver en slags temperaturmåling på den sikkerhedspolitiske tilstand ikke bare hen over Taiwanstrædet, men i hele den vestlige Stillehavsregion.

Dette spil handler om USA’s salg af avancerede kampfly til Taiwan. I forrige uge skulle præsident Obama og Kongressen nå til enighed om, hvorvidt USA kunne sige ja til et salg af 66 eksemplarer af den nyeste udgave af F-16-kampflyet til Taiwan. Amerikanerne sagde høfligt nej, og i stedet vil Pentagon levere en ‘ opgradering’ af de 145 kampfly, som USA solgte til Taiwan tilbage i 1992.

Hvor reel er så Kinas militære trussel mod Taiwan? I juli offentliggjorde det taiwanske forsvarsministerium 2011-udgaven af sin forsvarspolitiske hvidbog.

I et kapitel om det kinesiske militær bemærkes, at Kina nu har nået et niveau for sin kapacitet, så det kan gennemføre en blokade af Taiwan og erobre nogle af de mindre taiwanske øer, der ligger lige op ad den fastlandskinesiske kyst. En regulær invasion af Taiwan har Kinas militær endnu ikke kapacitet til, siger hvidbogen, men Folkets Befrielseshær er begyndt at opstille de missilsystemer, der kan ramme skibe i Taiwanstrædet. Hensigten med disse systemer er at afskrække USA fra at sende hangarskibsgrupper ind i strædet, sådan som det skete for 15 år siden.

HVIDBOGEN nævner andre faktorer, der rummer potentielle trusler mod Taiwans sikkerhed, og de er interessant nok ikkemilitære. Naturkatastrofer og energiknaphed omtales, men det virkelig opsigtsvækkende er den demografiske udvikling. Forsvarsministeriets analytikere advarer om, at antallet af unge taiwanske mænd i den værnepligtige alder har været faldende i nogle år, og at tendensen vil fortsætte.

I år vil 117.702 unge mænd kunne optages i Taiwans væbnede styrker. I 2025 vil dette tal være faldet til 75.338. Den demografiske udvikling vil gøre det nødvendigt at fremme planer om at organisere fremtidens forsvar på frivillighed, dvs. kontraktansatte frem for værnepligt.

Fremtidens politikere i Taiwan kommer derfor til at diskutere, hvorledes de skal indrette sig på en militær trussel fra en potentiel modstander, der samtidig er østatens største samhandelspartner. Anslået en million taiwanere har nu fast bopæl i Kina: altså er den demografiske udfordring ledsaget af et problem med voksende hjerneflugt. Den nye taiwanske forretningselite tager til Kina for at møde fremtiden.

Lederen af Taiwan Security Analysis Center ( Taisac), Fu S. Mei, peger på yderligere en faktor, der gør den politiske udfordring svær: »Taiwans militære ledere oplever, at det, de står for, ikke nyder høj prioritering hos præsidenten og regeringen. Den militære dagsorden og dens prioriteringer har ikke megen synlighed. Med det fokus, som præsidenten har på forholdet til Kina, repræsenterer Taiwans forsvarsministerium nu den eneste stemme i regeringsapparatet, som regelmæssigt gør opmærksom på den voksende militære trussel fra Kina«.

Hvidbogen er et forsøg på at skabe opmærksomhed i den aktuelle præsidentvalgkamp, mener Mei.

Jo, det er Paris Hilton, der læser Sun Tzu's The Art of War

HVORDAN ser dette ud fra Beijing?

Perspektivet er enkelt og blev formuleret af den berømte filosof Sun Tzu i bogen ‘ Krigskunsten’ skrevet i det 6. århundrede f. Kr. Heri hedder det: »Man bør erobre fjendens land intakt. At ødelægge det er ikke god krigskunst. Det er altså ikke stor krigskunst, hvis du vinder alle dine slag. Den største kunst ligger i at undertvinge fjenden uden kamp. Den højeste krigskunst er at ødelægge fjendens planer. Den næstbedste er at forhindre fjendens styrker i at forenes (…) den dygtige leder besejrer sin fjende uden kamp, erobrer hans byer uden belejring og styrter ham uden langstrakte felttog. Med sine styrker intakt kan han stræbe mod herredømmet over hele riget, og uden at have mistet én mand vil hans triumf være fuldstændig. Dette er krigslistens metode«.

Og ikke et ord om den gigantiske amerikanske gæld til Kina i denne sammenhæng.

(klumme i Politiken 30.09.2011)