G2 begyndte for 40 år siden

Respekt for den Nixon, der gjorde op med en unormal verden

NÅR HISTORIEN om den amerikanske gældskrise engang skal skrives, vil forskere utvivlsomt kritisere George W. Bush og dennes økonomiske politik. Men i samme forbindelse vil historikere sandsynligvis rose Bush for hans nøgterne Kinapolitik, der gjorde det muligt for USA at opbygge et økonomisk partnerskab med den asiatiske gigant.

Uofficielt kaldes den gensidige afhængighed mellem USA og Kina for G2. Om afhængigheden også udvikler gensidig ansvarlighed, bliver afgørende for en ny verdensorden præget af fornuft.

Hvem lagde grundstenen til G2? En anden republikansk præsident, der sluttede med at være upopulær i sit hjemland.

For en stor del af den generation, der blev politisk interesseret i begyndelsen af 1970′ erne, var Richard Nixon et hadeobjekt. USA’s 37. præsident var en republikansk kommunistjæger, der blev forbundet med grum og brutal realpolitik i Vietnam og Cambodja ( 1969-72) og Chile ( 1973). Som bekendt er Nixon den eneste amerikanske præsident, der er fratrådt embedet i utide og i vanære ( Watergateskandalen 1974).

17 år efter Nixons død er der opstået en anledning til at se præsidentens resultater i et mere forklarende lys. Hans sikkerhedsrådgiver, Henry Kissingers, seneste udgivelse, ‘ On China’ leverer en dyb og detaljeret indsigt i mange af de omstændigheder og motiver, der for fire årtier siden fik Nixon til at indlede en normalisering med det Kina, som amerikanerne havde været i en krigslignende tilstand med siden Folkerepublikkens oprettelse 1949.

Den nu 88-årige Kissinger bruger ikke kun de 586 bogsider på at lovprise sin tidligere chef. USA’s vigtigste diplomatiske håndværker i årene 1968-75 beskriver nøgternt de motiver, der i juli 1971 førte til, at præsident Nixon sendte Kissinger på en hemmelig mission til Beijing for at sondere mulighederne for en politisk åbning.

Kissinger kom til fjendeland med sin præsidents erkendelse af, at Kinas politiske isolation var en historisk anomali.

USA så naturligvis nogle strategiske fordele i at gøre Kina til en medspiller i inddæmningen af Sovjetunionen. Men Nixon havde også et blik for, at Kina skulle bringes tilbage til en accepteret placering i verden. En imponerende vision, når man erindrer sig, at et stærkt Amerika-fjendtligt Kina i 1971-72 netop var kommet ud af den værste og mest destruktive, ideologisk hysteriske fase af kulturrevolutionen.

I FEBRUAR 1972 rejser Nixon til Beijing og indleder en proces, der syv år senere fører til oprettelse af diplomatiske forbindelser efter 30 års konflikt og diplomatisk kulde. Resten er historie, og den er overvejende positiv.

Kissinger forklarer Nixons håndtering af møderne i Beijing i februar 1972 således: »Af de ti amerikanske præsidenter, jeg har kendt, havde han ( Nixon) et unikt greb om langsigtede internationale tendenser.

Han brugte 15 timers møder med Zhou Enlai ( Kinas regeringschef, red.) til at fremlægge sin vision for amerikansk-kinesiske relationer og de konsekvenser, de ville kunne have for verdens tilstand. Nixon forklarer sin udsending, at det er i USA’s langsigtede strategiske interesse at have et normalt forhold til Kina (…) Ikke fordi vi elsker dem, men fordi de er der..og fordi verden er i så hastig forandring«. Han citerer Nixon for under besøget i Beijing at sige til sine medarbejdere: »Prøv at stoppe op, og tænk over, hvad der ville ske, hvis nogen, der kunne levere anstændig regeringsførelse, fik kontrollen med det kinesiske fastland. Gode Gud… (…) hvis du sætter 800 millioner kinesere til at arbejde under et anstændigt system… ville de blive verdens ledere«.

SOM EN illustration af, hvor meget der er spil for hele verden, hvis USA og Kina ikke magter at samarbejde konstruktivt, trækker han en parallel til den situation, som Storbritannien stod i over for et voksende Tyskland i årene op til udbruddet af Første Verdenskrig: USA må forholde sig klogt og forsigtigt over for den realitet, at Kinas fortsatte vækst bringer det tilbage til sin normale placering på verdensscenen.

Kissinger gør i sit konkluderende afsnit brug af filosoffen Immanuel Kant, der advarede om, at vedvarende fred kun vil komme til verden på en ud af to måder: enten gennem menneskelig erkendelse og indsigt eller modsætningsvis katastrofer og konflikt, hvor menneskeheden ikke har haft andre valg.

»Vi er nået til et sådant punkt«, mener forfatteren, der slutter bogen således: »Da premierminister Zhou Enlai og jeg nåede til enighed om den erklæring, som offentliggjorde mit besøg, sagde han: Dette vil ryste verden. Sikke en kulmination, hvis, fyrre år efter, USA og Kina kan bringe kræfterne sammen, ikke for at ryste verden, men bygge den op«.

(klumme i Politiken 5.8.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s