Forsinket forår i Myanmar

De første politiske fanger er frigivet. Vestligt pres bør lempes gradvist

ET POLITISK forår har indfundet sig i Myanmar/Burma, netop som regntiden er ved at ebbe ud. Onsdag i denne uge løslod regeringen 200 politiske fanger som et led i en amnesti, der følger en vedtagelse i det ellers militært dominerede parlament.

At der er ændringer på vej i det førhen så fastfrosne politiske landskab, kan ikke længere drages i tvivl.Den dialog, som landets præsident, Thein Sein, har sat i værk med oppositionslederen Aung San Suu Kyi er en reel undsigelse af det militærstyre, der blev sat på pension tidligere i år. Derfor er der stor risiko for et kup, der sætter reformpræsidenten fra bestillingen. Moderne burmesisk historie savner ikke eksempler på den slags.

Kursændringen fremgår af flere andre begivenheder. Parlamentet er begyndt at reformere mange af de love, som den tidligere junta dekreterede.Censuren af flere medier og internettet er blevet lempet.

Suu Kyi fik i sidste måned offentliggjort en artikel i et af landets medier, en ugeavis interviewede hende, og en anden bragte på forsiden en reportage om hendes besøg i en provinsby. Hadekampagnerne, fordømmelserne mod ‘ statens fjender’ og den negative propaganda mod regimets modstandere er væk.

Eksiloppositionens medier, herunder magasinet irrawaddy.org og radiostationen Democratic Voice of Burma ( dvb. no), blokeres ikke længere på landets internetcafeer.

Så ja, der er tale om et tøbrud, men politisk er det stadig en gletsjer, der skal sættes i bevægelse.

En stribe af vestlige delegationsbesøg fra EU og USA er blevet gennemført. Blandt gæsterne har været en af juntaens hårdeste kritikere gennem årtier, den amerikanske senator og fhv. præsidentkandidat John McCain. Alle delegationer har fået ubesværet adgang til møder med Suu Kyi; en dramatisk forskel, når man erindrer sig tiden under den tidligere diktator Than Shwe.

ALLE parter tager skridt, som var det i et minefelt, for 60 års militærstyre går ikke væk af sig selv. Tilbage i 1988 kollapsede det daværende etpartistyre, efter at datidens junta åbent erkendte, at ansvaret for landets mangeårige økonomiske elendighed lå hos dem selv (!). Det lignede et scenarie, hvor drejebogen kunne have været skrevet af en burmesisk Gorbatjov: I maj 1990 blev der afholdt et parlamentsvalg, som Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, vandt stort. Efterfølgende meddelte juntaen, at valgets resultat ikke ville blive respekteret. Gletsjeren gik i stå.

Da den daværende juntachef Than Shwe i november lod afholde et manipuleret parlamentsvalg, overlod han den politiske ledelse af landet til det, han troede var svage ledere, svage partier, et pseudoparlament og et splittet militær, som han troede ville forblive loyalt over for landets seniorer.

Men afløseren, Thein Sein, ved som tidligere general, at det burmesiske samfund med en sådan ledelse risikerer en gentagelse af den tilstand, der eksploderede i landet i 1988. Der er kun én vej ud af kviksandet: reformer, og de skal komme indefra.

THEIN SEINS regering ønsker sig formandskabet for den regionale samarbejdsorganisation Asean i 2014. Det nuværende formandsland, Indonesien, har tilbudt at sende sin udenrigsminister på besøg for at afprøve, om Myanmar er ‘ parat’ til formandsrollen. Interessant, fordi en sådan formel godkendelse ikke tidligere er taget i anvendelse.

Hvad der i disse måneder bløder de politiske fronter op, er kombinationen af stok og gulerod. USA svinger stokken ved sine meget vidtgående sanktioner, og Hillary Clinton lover lempelser, hvis styret leverer mere på områder som frigivelser af flere politiske fanger og fortsat dialog med oppositionen. Hvis Asean giver formandskabet til Myanmar, åbnes der op for besøg af politikere på topniveau fra de vestlige stormagter. Derfor har Thein Sein stærkt brug for Suu Kyi, den eneste oppositionsleder med reel legitimitet.

Den store nabo i nord, Kina, ser nervøst til. Den burmesiske regering meddelte for et par uger siden, at den indstiller et stort dæmningsbyggeri i Myitsone i den nordlige Kachinstat, hvor et statsejet kinesisk selskab står for et milliardprojekt på den største af Myanmars floder, Irrawaddy. Beijing har bedt om forhandlinger.

Beslutningen om at sætte dæmningsprojektet i bero er interessant: Thein Sein viser vilje til at smyge sig ud af Kinas økonomiske omklamring og nærme sig Vesten. I denne måned ankommer en delegation fra Den Internationale Valutafond for at forhandle reformer af det burmesiske pengesystem og dermed mulighed for internationale pengeoverførsler.

Udsigten til en gradvis lempelse af de amerikanske sanktioner, der blev indført 1997, men som fritager Myanmars største indtægtskilder, olie og gas, tegner sig nu i horisonten bag Den Grå Moulmein Pagode.

Vi taler om en noget for noget-politik: Kun med fortsatte reformer indefra kommer der flere håndsrækninger fra Vesten.

(klumme i Politiken 14.10.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s