Handelskrig Kina-USA? Gys!

Oh ve, oh skræk. Protektionisme er det sidste, verden har brug for

KAN udenrigsminister Villy Søvndal vise sig at være en af Europas mest energiske frihandelsaktivister? Spørgsmålet kan lyde som lidt af et tankeeksperiment, men på onsdagens møde mellem Søvndal og den besøgende kinesiske udenrigsminister, Yang Jiechi, har et af emnerne utvivlsomt været betingelserne for bedre global samhandel og mere specifikt handelsrelationerne EU-Kina.

USA er nok også blevet nævnt, og mon ikke begge de herrer udenrigsministre har været bekymrede? Som bekendt har det amerikanske Senat netop vedtaget et forslag, der anbefaler, at USA lægger en straftold på udvalgte varekategorier, som Kina eksporterer til det amerikanske marked. Begrundelsen er den velkendte, at fordi den kinesiske regering angiveligt holder landets valuta kunstigt lav, opstår der en økonomisk ubalance, hvorved den i forvejen høje amerikanske arbejdsløshed forværres.

Sagt mere direkte: En kunstigt lav kurs på den kinesiske yuan ( RMB) eksporterer arbejdspladser fra USA til Kina, mens millioner af kinesiskfremstillede produkter fylder hylderne op i Wal-Mart og andre steder.

STRAKS efter vedtagelsen i Senatet gjorde republikanerne i Repræsentanternes Hus det klart, at lovforslaget ikke kommer videre. Det Hvide Hus’ talsmand kom med en slet skjult trussel om et veto. Her følger forklaringerne på kongresmedlemmernes og præsidentens modvilje: Amerikanske beslutningstagere har længe kunnet observere, at Kina langsomt, men sikkert er i færd med et økonomisk kursskifte. Sigtet er at lade vækstmotoren i stigende grad være indenlandsk efterspørgsel og forbrug frem for eksport til vestlige markeder.

Ser man på kursudviklingen mellem dollar og yuan over et femårigt forløb, er den kinesiske valuta steget i værdi med næsten en tredjedel. Det kinesiske arbejdsmarked har oplevet så markante lønstigninger, at en del af den mere sofistikerede fremstillingsvirksomhed nu er ved at tage returrejsen fra Kina til USA. Hvad mere er: I den periode, hvor yuan’en steg mest i værdi, fortsatte det amerikanske handelsunderskud med at vokse. Der er derfor kun en begrænset sammenhæng mellem den kinesiske valutakurs og det amerikanske handelsunderskud.

Sidst, men ikke mindst: Den amerikanske eksport til Kina er i pæn vækst. Børsanalytikeren Andy Rothman har gjort op, at hen over et tiår er den amerikanske eksport til Kina vokset med 468 procent, langt foran nr. 2 på listen over amerikanske eksportmarkeder, Tyskland.

Giver øget protektionisme mening indenrigspolitisk i USA? Hvis en amerikansk familie for ti år siden købte nyt fjernsyn, var dette sandsynligvis fremstillet i Japan eller Sydkorea. I dag kommer det fra Kina.

Hvis USA via lovgivning sætter barrierer op mod import fra Kina, flytter det blot importen af tv-apparater et andet sted fra, f. eks. Indonesien eller Vietnam. Ingen nye job i USA her.

SKABELSEN af global velstand har som en af sine støttepiller, at USA og Kina får mest mulig gavn af hinandens potentialer. En øget diversificering af Kinas industri kan bidrage til at trække de skrantende vestlige økonomier i gang, hvis vel at mærke disse selv tager nødvendige reformskridt.

Der tales ofte om, at tidspunktet for, hvornår Kina indtager pladsen som klodens største økonomi, rykker tættere på for hver dag. Kan USA tillade en sådan udvikling? Ja, den er helt naturlig, eftersom et marked med 1,3 mia. forbrugere potentielt har et større volumen end et marked med 300 millioner ditto. Den amerikanske økonomi er i dag stadig mere end dobbelt så stor som den kinesiske. Måler man velstanden per indbygger, er gennemsnitsamerikaneren 12 gange rigere end kineseren.

Så selvfølgelig er det i USA’s interesse, at Kinas vækst fortsætter. Så kan flere kinesere melde sig ind i middelklassen og dermed blive i stand til at efterspørge de produkter og serviceydelser, der produceres i USA. Frem for alt kan flere kinesere få råd til at rejse til USA, opleve de amerikanske tolerance-og frihedsbegreber på nærmeste hold, få mulighed for at sende deres unge på amerikanske universiteter etc.

For det moderne og åbne USA har rigtig meget, som Kina kan lære af. Ikke fordi vi kan og skal forvente, at en fremtidig kinesisk ledergeneration med ét slag indfører et politisk system som det amerikanske. Mindre kan også gøre det: Kina har for længst lært at give plads til et større civilsamfund i form af forbrugergrupper, miljøorganisationer og andre interessebaserede foreninger.

Amerikanerne kan f. eks. lære kineserne en hel del om at styrke borgernes retssikkerhed via en mere konsekvent lovgivning. Hertil kræves ikke, at Kina indfører et topartisystem som i Washington.

(klumme i Politiken 21.10.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s