Kinas libyske dobbeltspil

Tripoli gør sig klar til den ændrede globale arbejdsdeling i Afrika

KUN I den arabiske verden og på det afrikanske kontinent kan regeringsledere være statsmænd den ene måned for at blive gjort til galninge den næste. Terrorstøtte, Lockerbie og olie gjorde forskellen i Vestens håndtering af den mand, der nåede at misregere sit land i 42 år. En bitter lære for europæiske ledere i håndteringen af Gaddafi, inden han blev sendt ned i tyrannernes fællesgrav.

Europa står ikke alene ved håndvasken, og Kina er ikke gået fri for kritik af sit dobbeltspil i løbet af den dramatiske udvikling i det nordafrikanske klansamfund.

Regeringsdokumenter fundet af libyske oprørere har afsløret, at repræsentanter for Gaddafistyret i juli rejste til Beijing og holdt møder med tre statsejede kinesiske våbenproducenter.

Forhandlingernes emne var køb af våben for 200 millioner dollar, omfattende bl. a. jord til luft-missiler til brug mod de Nato-fly, der bombede mål i de områder, der stadig var under Gaddafiloyale styrkers kontrol.

Kina var dermed på vej til at overtræde de FN-sanktioner, som det selv havde været med til at stemme igennem. Da udenrigsministeriet i Beijing blev konfronteret med oplysningerne, anerkendte det, at forhandlingerne havde fundet sted, men ‘ uden regeringens vidende’, og uden at der blev underskrevet en eneste kontrakt eller afsendt en eneste våbenleverance.

Udenrigsministeriets talskvinde forklarede, at da Sikkerhedsrådets resolution blev vedtaget i februar, blev alle regeringsorganisationer orienteret. Så måske vi blot skal antage, at den statsejede kinesiske våbenindustri er en loose cannon i systemet? SÅ FIK Kina travlt med at rydde op. Beijings anerkendelse af den libyske overgangsregering kom så sent som 12. september. Det nye styre i Tripoli forklarede, at det ville respektere alle de aftaler, Kina havde indgået med Libyen i Gaddafiårene.

Det er ikke småpenge, der er på spil. Omkring 75 kinesiske virksomheder var under Gaddafi engageret i et halvt hundrede større infrastrukturprojekter, veje, broer, telekommunikation til en samlet værdi af næsten 19 mia. dollar.

35.000 kinesiske gæstearbejdere var tilknyttet aktiviteterne, og de blev alle hurtigt evakueret, da konflikten eskalerede i det tidlige forår. Snart genoptages projekterne, men Kinas troværdighed i den arabiske verden har lidt skade.

Det paradoksale i Gaddafis Kinapolitik var, at han i sin tid satte mange af sine oliemilliarder af for at ‘ befri’ sine afrikanske ‘ brødre’ fra vestlig ‘ imperialisme’, men til sin forskrækkelse kunne se, at Kina rykkede ind i flere afrikanske diktaturer og overtog mange af de funktioner, hvor vestlige lande tidligere havde været dominerende.

De nye libyske ledere ved, at situationen kalder på en pragmatisk tilgang. En talsmand for det libyske overgangsstyre er citeret for følgende: »Vi har alle brug for at erkende, at Kina er en supermagt. Hvis det er i det libyske folks interesse, at vi samarbejder med Kina, vil vi naturligvis samarbejde med Kina«.

BEIJING har brug for at demonstrere blød magt. For hvad gør kineserne, næste gang et afrikansk eller arabisk klanvælde ramler? Officielt tales der pænt om overgangsstyret: »Kina respekterer uforbeholdent det libyske folks valg og har tillid til, at Overgangsrådet kan håndtere landets problemer. Vi håber, at de libyske ledere kan stå i spidsen for en inkluderende proces, der kan beskytte national solidaritet og enhed«, lød det fra den udenrigsministerielle talskvinde, Jiang Yu.

Men i en kommentar i det officielle kinesiske nyhedsbureau Xinhua lægges der ikke fingre imellem i beskrivelserne af det nye libyske styres vanskeligheder: »For at gennemføre den politiske overgangsproces skal der etableres partier, en regering, skrives en forfatning og holdes valg. Sammensætningen af Overgangsrådet demonstrerer vanskelighederne.

Forskellene i synspunkter gør det umuligt at danne en integrerende kraft. Rådet er fyldt med interne modsætninger, hvilket har vist sig tydeligt i, at dannelsen af en egentlig regering er udskudt flere gange«. Kommentaren påpeger risikoen ved at skubbe det gamle embedsværk til side. Sker det, kan Libyen komme til at gentage den ‘ irakiske model’, advarer Xinhua.

Meget snart vil Tripoli være fyldt med hærskarer af vestlige rådgivere, private sikkerhedsfirmaer, udviklingsagenturer, økonomiske eksperter og sociale ‘ udviklere’.

Verden vil opleve en gentagelse af en urgammel fortælling: påtvungen vestligt drevet modernisering, der kolliderer med konservative klanledere, mange med håndholdte korantekster. Alt imens de kinesiske ingeniører stilfærdigt vender tilbage til byggepladserne uden at prædike politik og moral undervejs.

Lad os kalde det den nye internationale arbejdsdeling i Nordafrika. Olien betaler det hele.

(klumme i Politiken 28.10.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s