Østasien går fri af eurokrisen

Vi ser begyndelsen til afviklingen af vestligt lederskab i global økonomi

HVAD BLEV verden vidne til i sidste uge? Et græsk drama af dimensioner, og de indledende faser af et globalt rollebytte, vi endnu har svært ved at begribe: afslutningen på en økonomisk verdensorden ledet af Amerika og Europa. Historikerne og de økonomiske analytikere kommer på overarbejde.

Umiddelbart op til G20-mødet i Cannes blev økonomen Patrick Chovanec, der underviser på Tsinghua Universitet i Beijing, interviewet af Washington Post, som citerede ham for følgende: »Det ligner en situation, hvor en magtfuld kreditor mødes med meget svage og ydmyge skyldnere. Realiteten er dog, at gældslandene og overskudslandet er indfanget i en omfavnelse, der er problematisk for begge«.
Chovanec sammenligner forholdet Kina-EU med en butiksejer, der tillader sine kunder stadig større kreditter, fordi han frygter, at hvis han undlader, holder de op med at komme, hvorefter han tvinges til at afvikle forretningen.

Er der tale om så stærkt et gensidigt afhængighedsforhold, at Kina som verdens største pengetank nærmest er tvunget til at indgå i et redningsarrangement for euroen?
Nej, det virkelig uhyggelige perspektiv for Europa er, at Kina risikerer at lade være. Ganske vist er EU Kinas største eksportmarked (med et kinesisk handelsoverskud på 230 milliarder dollar), men på det lange sigt kan kineserne vælge at satse mere på handel med deres asiatiske naboer og med andre vækstøkonomier som de latinamerikanske frem for at deltage i tvivlsomme europæiske redningspakker. Gør de det alligevel, følger der politiske betingelser med.

FORKLARINGEN på den asiatiske finansielle robusthed skal findes tilbage i en helt anden krise; den, der ramte en række østasiatiske lande i 1997-98. Siden dengang har regionen gennemført reformer, som har polstret de fleste asiatiske økonomier og rustet dem til fremtiden. Det forekommer ikke realistisk, at et hensygnende Sydeuropa kan gøre Østasien kunsten efter. Grækere, der tager ved lære af sydkoreanere? Glem det.
De ledende asiatiske økonomier har gennem mere end ti år ført en økonomisk politik med fokus på opsparing, investering og opbygning af konkurrencekraft. Kina har gjort som Sydkorea og Taiwan for en generation siden og investeret enorme beløb i produktionskapacitet. Væksten er blevet spredt fra Kina til nabolandene, fordi de kinesiske forbrugere og virksomheder køber varer og produktionskomponenter fra andre asiatiske virksomheder. Hen over en tiårs periode er de asiatiske landes eksport til Kina blevet seksdoblet til nu tæt på 700 milliarder dollar.

De store valutareserver, der er opbygget i Østasien, gør regionen til klodens nye ’verdensbank’, og det må konstateres, at denne opbygning af kapital er udtryk for en soliditet, som gør det muligt for asiaterne at føre en økonomisk ekspansiv politik i lang tid fremover.

Med andre ord kan regionen det, som er ved at være umuligt for Europa: øge gældsætning og kreditgivning. På den måde vil Østasien kunne vokse i flere år uden at løbe ind i vanskeligheder. Offentlige investeringer og indenlandsk privatforbrug vil i voksende grad få større betydning i forhold til eksporten til de vestlige markeder.

INVESTERINGSBANKEN DBS i Singapore har i en prognose set frem mod Asiens placering i verdensøkonomien i 2020 (idet Japan dog er undtaget):
Hovedkonklusionen er, at Østasien allerede har overtaget placeringen som verdensøkonomiens største vækstmotor fra USA. Den samlede asiatiske efterspørgsel til privat og offentligt forbrug samt investeringer er nu større end den amerikanske. Hvor Nordamerika, Japan og EU foretog opbremsning i forbruget efter sammenbruddet i Lehman Brothers (og stadig ligger på nogenlunde samme efterspørgselsniveau) fortsatte asiaterne med at efterspørge. Østasiens efterspørgsel er nu mere end 25 procent højere end før krisen.

DBS fremskriver denne udvikling til, at de 10 største asiatiske økonomier tilsammen i 2016 vil overhale USA. (EU og Japan optræder kun undtagelsesvis i analysen). Asiaterne har indhentet USA hurtigt. Østasiens samlede økonomiske volumen lå i 2000 på 40 procent af det amerikanske. I 2010 var tallet 80 procent. I 2020 vil det asiatiske økonomiske volumen (bruttonationalproduktet) være ca. 20 procent større end USAs.

Tiden er kommet til at erkende det, som den britiske Harvardhistoriker Niall Ferguson blev citeret for her i avisen tilbage i januar: »Vestens tilbagegang kan ikke stoppes. Vi bliver nødt til at tænke over, hvad det kommer til at betyde for vores liv – hvordan vores børn skal uddannes og den slags. Hvad vi hidtil har lært, er ubrugeligt nu – det er en radikalt forandret verden«.

(klumme i Politiken 7.11.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s