Papirflyvere til Ai Weiwei

Avantgardekunstner sætter dagsorden for kinesisk kulturkamp

KAN papirflyvere gøre en forskel for kunstnerisk og intellektuel frihed? Vist så. Vi ser det i disse dage i en spektakulær styrkeprøve mellem avantgardekunstneren Ai Weiwei og det kinesiske censurapparat.

Forhistorien er, at Ai Weiwei i sidste uge blev dømt til at betale en bøde på 15 millioner yuan ( ca. 13 mio.kr.), fordi han angiveligt har snydt med sine skattebetalinger.

Fristen for betaling er i næste uge, og vælger han at betale, har han samtidig accepteret, at anklagerne er korrekte.

At finde pengene er ikke længere noget problem, eftersom tusinder af hans støtter i løbet af en uge har doneret, hvad der svarer til en million dollar via en betalingsservice på internettet. Da denne blev lukket ned af myndighederne, mødte hans tilhængere op i stimer uden for hans værksted i Beijing, hvor de foldede pengesedler som papirflyvere og sendte dem ind over muren til hans ejendom.

Sandsynligvis har Ai Weiwei slet ikke behov for aktivisternes donationer, da hans værker storsælger i udlandet. Så han har valgt at opfatte bidragene som ‘ lån’, ud over at han naturligvis glæder sig over den solidaritet, som donationerne er udtryk for.

»Her er der tale om folk, som giver udtryk for deres holdninger ved at bruge pengesedler som stemmesedler. Dette viser os alle, at i internettets tidsalder er borgerne i stand til at danne sig holdninger og formulere værdier af egen kraft«, siger Ai Weiwei.

KUNSTNEREN har siden OL i Beijing i 2008 været den mest centrale skikkelse i bestræbelserne på at forandre et Kina, som hvad angår kunstnerisk og intellektuel frihed stadig har svært ved at komme ud af fortidens kulsorte skygger. I tiden op til OL var han en samfundsstøtte og systemets mand via sit medarbejderskab for opførelsen af Beijings Olympiske Stadion, kendt som Fuglereden.

Siden kom Ai Weiwei i modvind. Han blev arresteret i begyndelsen af april, holdt indespærret i 81 døgn og anklaget for skattesnyd. Hans værksted blev ransaget, computere fjernet, hustruen og otte medarbejdere taget med af politiet. Arrestationerne udløste en bølge af protester i Hongkong, blandt kinesere bloggere og i udlandet.

Herefter tog de statskontrollerede aviser fat. Global Times, som er den nationalistiske tabloidpublikation, som partiavisen Folkets Dagblad ejer, skrev efter arrestationerne, at Ai Weiwei har gjort til en dyd at udføre gerninger, som andre ikke tør: »Han bevæger sig meget tæt på de røde linjer i kinesisk lovgivning. Objektivt set har det kinesiske samfund ikke den helt store erfaring med at håndtere den slags personer. Men så længe Ai Weiwei fortsætter, som han er begyndt, vil han marchere lige ind i en rød linje«.

Tidligere har Ai Weiwei i et interview med BBC sagt, at han glæder sig over, at Kinas voksende kulturelle åbenhed har skabt friheder for landets borgere, som for få år siden var ukendte. »Men censuren er der stadig. Der er nogle tabuer, der ikke kan røres. Man skal være klog og på vagt hele tiden for ikke at overskride visse grænser«.

MYNDIGHEDERNES kampagne mod Ai Weiwei og andre intellektuelle og kunstnere, som ikke har den samme berømmelse, som han har, er blevet tolket som statsmagtens reaktion på det arabiske forår. Præventive foranstaltninger, der skal hindre frie ånder i at skabe folkelige bevægelser for forandringer i samfundet.

Dette urgamle trick er velkendt, men rimer dårligt med, hvad magthaverpartiet diskuterede på en fire dage lang konference i sidste måned. Her var emnet kultur og ideologi, og centralkomiteen vedtog, at nationen har brug for at styrke sin ‘ kulturelle sikkerhed’ med kulturproduktioner af større kvalitet end hidtil. Så sent som i sidste uge hed det på lederplads i Folkets Dagblad, at den kinesiske stat bør opbygge udgiverselskaber med internationale brands, der kan bidrage til at udbrede ‘ socialistiske kerneværdier’.

Hvad det så end er i et land med en buldrende statskapitalisme.

For et år siden blev Ai Weiweis seneste større kunstværk præsenteret internationalt. Et tæppe med 100 millioner solsikkefrø af porcelæn på Tate Modern i London. Værkets budskab var, forklarede kunstneren, at fremme en diskussion af individets rolle i et samfund, hvis velstand bygger på industriel masseproduktion.Dengang skortede ikke det på positiv omtale i de kinesiske medier. Nu er han centrum i et kulturelt opgør, som med sikkerhed vil give hans værker endnu større værdi.

Fremtiden for Kinas avantgardekunstnere er, at det kommer til at gå dem lige som landets entreprenører og kapitalister. Denne gruppe blev holdt uden for partistatens rammer indtil for ti år siden, da den daværende partichef, Jiang Zemin, lukkede dem indenfor. I dag er den entreprenante og innovative middelklasse en af de vigtigste støttepiller i det kinesiske samfund og dets magtapparat. Om højst ti år er Ai Weiwei atter blandt de accepterede og feterede.

(klumme i Politiken 11.11. 2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s