Tragedie i Tibet: sjæle i flammer

Kan det tibetanske samfund moderniseres, uden at troen fortabes?

EN MAKABER protestform har udviklet sig blandt tibetanske aktivister i Kina: selvbrænding.

Tenzin Wangmo er navnet på den nonne, som i sidste måned antændte sig selv uden for Kirti-klosteret i byen Aba i Sichuanprovinsen. Den 20-årige kvinde skreg i syv minutter sine religiøse budskaber ud til chokerede forbipasserende, inden flammerne havde gjort en ende på hendes liv. Hun blev den niende tibetanske aktivist, som siden marts i år valgte den ultimative offerhandling for at markere modstand mod de kinesiske myndigheders forfølgelse og undertrykkelse af religiøs udfoldelse i Tibet.

Hyppigheden af selvbrændinger er uden fortilfælde, og de er koncentreret i den vestlige del af Sichuan, som tibetanerne kalder Kham. Tragedierne er konsekvensen af, at de kinesiske myndigheder gennemfører en ‘ patriotisk genopdragelseskampagne’, hvis formål blandt andet er at afskære klostrene fra kontakt med tibetanere uden for områdets religiøse centre. Antallet af munke i Kirti-klosteret er angiveligt blevet reduceret med tre fjerdedele i løbet af seks måneder og tæller nu omkring 600. Mindst tre munke er blevet idømt fængselsstraffe på mellem 10 og 13 år for at have ‘ hjulpet’ den 21-årige Lobsang Phuntsog, da han i marts i år valgte treårsdagen for den tibetanske opstand i 2008 til at tage sig selv af dage i flammer. Siden fulgte andre eksemplet.

DE TIBETANSKE selvbrændinger sender mindst to brutale budskaber til omverdenen: Det ene er, at et stigende antal yngre tibetanere i desperation over kinesisk politik vælger at ignorere den ikkevolds-strategi, som har været Dalai Lamas politik i et halvt århundrede.

Det andet, som stort set aldrig er en del af debatten om tibetanernes vilkår, går ud på, at en fredelig sekularisering af det tibetanske samfund efterhånden fortoner sig i tabte horisonter.

Uden for Kina sikrer netmedier, at oplysningerne om de tibetanske selvbrændinger bliver kendt for enhver. Inden for Kina bekræfter blogsamfundet den udbredte opfattelse, at tibetanerne tilhører en befolkningsgruppe, der kulturelt og udviklingsmæssigt er ‘ tilbagestående’ og skal ‘ moderniseres’.

Flere spørgsmål trænger sig på: Kan en sådan modernisering lade sig gøre på en sådan måde, at det forebygger, at unge tibetanere undlader at tage deres eget liv? Kan en vellykket sekularisering af det tibetanske samfund komme til at betyde, at den hårde kinesiske politik bliver unødvendig?

POLITISK og religiøst motiveret selvbrænding var et relativt ukendt fænomen i international offentlighed, indtil den junidag i 1963, da Thich Quang Duc, en buddhistisk munk i det daværende Sydvietnam, satte sig på en gade i hovedstaden Saigon, hældte benzin over sig og satte en tændstik til. Thich Quang Duc protesterede imod det daværende katolskdominerede regimes forfølgelse af landets buddhistiske mindretal. I de følgende år fulgte en stribe lignende aktioner, og de fik utvivlsomt virkninger for den vestlige meningsdannelse om det amerikanske militære engagement i Vietnam. Men glem venligst alle sværmeriske lænestols-utopier om, at Kina forlader Tibet, som USA forlod Vietnam.

Kinas kendteste tibetanske forfatter og blogger, Tsering Woeser – hun er tre fjerdedele tibetaner og en fjerdedel Hankineser – forklarer bølgen af selvbrændinger med, at myndighederne begyndte at tvangsfjerne hundredvis af besøgende munke fra klostre i og omkring Lhasa efter den bølge af uro, der hærgede plateauet i 2008. En stor del af disse munke kom fra Sichuan og vendte tilbage til Kirti-klosteret med beretninger om den forfølgelse, de var blevet udsat for. Tsering Woeser forklarer, at de lokale kinesiske partilederes nedladende retorik om tibetanernes religiøse praksis har udløst en desperation, der ser ud til at brede sig.

Hvordan kan omverdenen få overbevist de kinesiske myndigheder om, at de hårde metoder i de ‘ patriotiske genopdragelseskampagner’ med sikkerhed kun får flere tibetanere til at vælge døden i flammerne?

DER ER to veje frem for mere tålelige og tolerante tilstande i Tibet. Kinas moderniseringspolitik må rumme den erklærede ‘ harmoni’, som kommunistpartiet påberåber sig som landets officielle politik, mens de tibetanske samfund må lære sig den sekularisering, der helt banalt indebærer, at politik og religion adskilles.

Hvis de kredse i Vesten, der støtter tibetanernes ret til at sikre egen kultur, ikke begriber denne sammenhæng, er det, fordi de selv har glemt, hvor nødvendig sekulariseringen har været for udviklingen i de moderne vestlige samfund. Når politik og religion æder sig ind i hinanden, er det opskriften på kronisk elendighed.

Se blot på Mellemøsten.

(klumme i Politiken 18. nov. 2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s