Nervøs årsdag for koreanerne

For et år siden frygtede verden en genoptagelse af Koreakrigen

NERVØSITETEN var tiltagende i dagene op til årsdagen i går. Kunne fjenden, uforudsigelig som han altid er, finde på at angribe igen? Choi Ok-sun er indehaver af et lille pensionat på øen Yeonpyeong, der ligger et risikabelt sted i Det Gule Hav, tæt op ad den skillelinje, der deler sydkoreansk farvand fra nordkoreansk. I eftermiddagstimerne 23. november i fjor var hun i færd med at forberede sejladsen tilbage til fastlandet for en gruppe gæster. Det lignede en rutinedag.

Så hørte hun bragene, da nordkoreansk artilleri affyrede den første serie af granater mod øen. Choi Ok-sun og gæsterne søgte omgående tilflugt i beskyttelsesrum.

»Pludselig hørte vi lyden af eksplosioner alle vegne«, erindrer hun i en samtale med Korea Times.

»Når vi i så mange år har levet så tæt på Nordkorea, har det været i bevidstheden om, at noget sådant kunne ske. Oplevelsen var skrækindjagende«.

I DET ÅR, der er gået siden angrebet, har Nord-og Sydkorea udvekslet beskyldninger om, hvem der har hovedansvaret for den militære konfrontation, som den novemberdag i 2010 udløste det værste angreb på sydkoreansk territorium siden våbenstilstanden i Koreakrigen 1953.

Den nordkoreanske forklaring er, at man var »tvunget« til at reagere på en sydkoreansk militærøvelse, hvori der indgik artilleribeskydninger. Fire blev dræbt: to sydkoreanske marinesoldater og to bygningsarbejdere. De materielle ødelæggelser var omfattende. For Sydkorea var det en provokation nordfra som så mange tidligere af slagsen, blot en kende værre.

Folk, der besøger Yeonpyeong, beretter som et øsamfund, hvor tilværelsen for de godt 1.300 indbyggere for længst er kommet tilbage til en slags normaltilstand.

Så meget som det nu kan lade sig gøre på en lokalitet, hvor hullerne efter granatnedslagene stadig er tydelige, og hvor bygningsarbejdere stadig arbejder med at reparere skader på de bygninger, der blev ramt for et år siden.

NETOP I disse uger og måneder, hvor USA retorisk gør en hel del ud af at ‘ vende tilbage’ militært til Nordøst-og Sydøstasien, kan det være på sin plads at minde om den geografii regionen, hvor spændingerne er mest håndgribelige. Den koreanske halvø er det sted, hvor årtiers østasiatisk fremgang kan sættes over styr med et fingerknips.

Den koreanske tilstand tjener til at minde om, at USA og Kina er tvunget til at samarbejde, mere end de vil være motiveret til at udfordre hinanden. Kina er den eneste og sidste magt i verden, der kan influere på den irrationelle nordkoreanske adfærd, selv om Beijing vedblivende hævder kun at have begrænset indflydelse på det styre, som Kina reddede fra udslettelse ved at intervenere militært 1950-53.

Kan det nordkoreanske angreb i fjor forklares rationelt? Den kommunistiske stat befinder sig i en arvefølgeproces, hvor lederen, Kim Jong-il, er ved at overdrage magten til sønnen Jong-un, der er sidst i tyverne. Ifølge flere tolkninger var angrebet på den sydkoreanske ø – samt den nordkoreanske sænkning af en sydkoreansk korvet i samme farvand otte måneder tidligere – handlinger, der skulle gøre kronprinsen ‘ acceptabel’ for de virkelige magthavere i Nordkorea, militæret.

For Nordkorea har ikke et militært-industrielt kompleks; den lukkede, kunstige statsdannelse er et militært-industrielt kompleks i en langt mere gennemført forstand end Sovjetunionen, der i sin tid dannede forbillede for den nordkoreanske statskonstruktion.

TILBAGE i juni kom det frem, at Nord-og Sydkorea har holdt hemmelige forhandlinger i Beijing. Sydkoreanerne skal have anmodet modparten i nord om at gå med til afholdelse af et fælleskoreansk topmøde.

Der syntes at være opnået en forståelse af, at parterne skal afstå fra at forlange undskyldninger og placeringer af ansvar for de to militære incidenter i fjor. Senere forlød det, at der var ved at komme fremdrift i sekspartsforhandlingerne om begrænsninger og inspektion af de nordkoreanske atomfaciliteter.

Så hvorfor ser nordkoreanerne nu et behov for at fremstå som fredeligere end for et år siden? Jo, lyder en forklaring, Nordkoreas ledelse mener, at tiden er inde til atter at modtage bistand fra USA og Sydkorea. Næste år skal ‘eneboerkongedømmet’ fejre 100-året for grundlæggeren, Kim Il-sungs, fødsel – og jo, det er ham, der er fader til den siddende diktator og farfar til den kommende.

Der skal orkestreres lidt god vilje i form af potemkinkulisser, der skal vise den sultramte befolkning i nord, at nu er der endelig lidt velstand på vej. Og til ‘ landsmændene’ i syd vil man demonstrere fredsommelighed og gode viljer.

Et sted i Sydkorea vil man ikke bide på den slags propagandatricks: beboerne på Yeonpyeong. De har stadig granatnedslagene rungende i erindringen.

(klumme i Politiken 24.11.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s