Det tibetanske eksilsamfund har i 2011 fået sin første folkevalgte regeringschef. Lobsang Sangay har brugt mange år på dialog med kinesiske kolleger. Indtil nu uden held. Men måske er der håb, for religionerne vokser i Kina.

Interview

Her en smuk drøm: Tibetansk selvstyre, selv under et Kina, der er proppet med penge og hver eneste dag får mere global magt. Lyder det vildt? Ikke for Lobsang Sangay, der er en 43-årig topjurist med papirerne i orden fra et af de fineste amerikanske universiteter, Harvard. Derudover bærer han også titlen Kalon Tripa, og hvad er så det for en størrelse? Jo, Sangay er formand for regeringen for Den Centrale Tibetanske Administration med base i byen Dharamsala i det nordlige Indien. Et eksilstyre med mere end et halvt århundrede bag sig.

Med andre ord: Her er manden, som den kinesiske regering burde tale med om tilstanden på verdens tag, Tibet. Lobsang Sangay er nemlig den første demokratisk valgte leder af det tibetanske eksilsamfund i en proces, der har fundet sted her i løbet af 2011.

Ikke nok med det, han har allerede mange års erfaring i at forhandle med kinesiske akademikerkolleger ved flere konferencer, der har været holdt både i USA og ( en enkelt) i Kina. Så ja, han har været på besøg hos modparten. Det var i 2005, han blev lukket ind i ‘ Dragens Hule’, og altså længe inden han blev et politisk navn, der kunne forbindes med den eksilregering, der som bekendt ikke anerkendes af Kina.

»Min far var død i en høj alder året før. Et af hans ønsker var, at jeg kunne tage til Lhasa ( Tibets hovedstad, red.) og gennemføre nogle ritualer til ære for ham. Så da jeg var kommet til Kina, fremførte jeg dette ønske. De kinesiske myndigheder svarede, at de ikke havde folk nok til at tage imod mig. Jeg tilbød, at jeg kunne gennemføre besøget på en enkelt dag. Lhasa var kun et par timers flyvning væk. Jeg kunne ankomme om morgenen og returnere om aftenen. Så jeg spurgte igen. Svaret var det samme: De havde ikke folk nok. I verdens folkerigeste land. Hvad det viser? At det er en maskine, der svarer, ikke mennesker«.

Når det er sagt, mener Lobsang Sangay alligevel, at den kinesiske ledelse bør gå seriøst til forhandlinger om at give tibetanerne nøjagtig det, som er nedfældet i den kinesiske forfatning: autonomi for landets mindretal. På elementært dansk: selvstyre.

Er det uoverkommeligt? Nej, mener Lobsang Sangay. For Kinas ledelse gør det allerede med succes i Hongkong og Macau, to tidligere kolonier, der i et århundrede hørte under henholdsvis Storbritannien og Portugal. Da disse to regioner fik selvstyre i slutningen af 1990′ erne, blev hele ideen om, at et land kunne have flere styreformer inden for samme stat, mødt med skepsis. Men tiden har vist, at selvstyreordningerne fungerer fint.

»I debatten om Taiwan ser vi nu, at Kina er villig til at gå langt. Taiwan har udviklet en demokratisk styreform, som Kina vil lade være uændret efter en genforening. Så Kina viser med sit eget eksempel, at riget kan have flere politiske modeller under samme tag. Jeg har spurgt kinesiske kolleger, om der er noget til hinder for, at vi tibetanere får de samme muligheder som indbyggerne i Hongkong, Macau og senere Taiwan? Svarene er enslydende: at Tibet ikke er som Hongkong. Og hvad viser det så? At Kinas hensigt er at gøre tibetanere til kinesere«, pointerer Lobsang Sangay.

Sekularisering

Kan modsætningsforholdet mellem tibetanere og kinesere forklares med, at det tibetanske samfund er meget religiøst? Kinas kommunistparti er formelt ateistisk, men Kinas forfatning accepterer de store verdensreligioner. Ville det hjælpe på forsoningen, hvis det tibetanske samfund var mere sekulært?

»Det tibetanske eksilsamfund har i år gennemført både en sekularisering og en demokratisering. Dalai Lama har frasagt sig alle politiske hverv. Tibetanerne har valgt mig som deres regeringschef, og jeg er ikke munk«.

Men den kinesiske skepsis bygger på en opfattelse af, at Tibet er et stærkt religiøst samfund?

»Prøv at se, hvad der sker i Kina i disse år. I takt med den økonomiske vækst og de forandringer, der er fulgt med, er flere og flere kinesere blevet religiøse. Sandsynligvis har Kina 200 millioner buddhister. Jeg har deltaget i religiøse møder i Dharamsala, hvor der kommer deltagere udefra – ja, også fra Kina!«.

Det hedder sig, at der er flere bekendende kristne kinesere, end der er medlemmer af kommunistpartiet med dets 80 millioner..

»Ja, vi ser en opsigtsvækkende udvikling i retning af, at det kinesiske samfund bliver mere religiøst, ikke mindre«.

Som leder af det tibetanske eksilsamfund er du så imod, at det tibetanske plateau bliver udviklet, økonomisk og materielt? Ikke bare Kinas og Tibets fremtid afhænger af, at der sker denne modernisering, hele Asiens fremtid er afhængig af, at plateauets vandressourcer udnyttes?

»Jeg er ikke imod, at Tibet udvikles. Men det, vi er vidne til, er, at den kinesiske modernisering kun gavner kinesere, ikke tibetanerne. Vi ønsker en retfærdig og balanceret udvikling, der tilgodeser tibetanernes behov. Ti af Asiens store floder har deres udspring i Tibet og sender vand til samfund og lande, der rummer 47 procent af klodens befolkning. På hver eneste af disse floder vil Kina bygge mindst ti dæmninger. Men disse projekter gavner alene kinesiske selskaber. Vi går ind for at dele ressourcerne med kineserne og med nabolandene i Asien«.

Tibets hvide guld

Det er vandressourcerne, der forklarer Tibets betydning for Kina og verden. Så nu taler vi også om miljø-og klimapolitik.

»Vand er Tibets hvide guld. Tibet er hjemsted for klodens tredjestørste reservoir af is. Kina har kun 8 procent af klodens ferskvandsressourcer, men næsten en femtedel af klodens befolkning. Så det vi tilbyder Kina er en win-win-politik i Tibet. Vejen frem for Kina og Tibet er en bæredygtig, kulturelt tolerant udvikling kombineret med en gradvis demokratisering, der bygger på diversitet. En model, der vil gave ikke kun tibetanerne, men hele Kina«.

»I mere end et halvt århundrede har vi stået for en ikkevoldspolitik, som Kina bør tage til sig for at demonstrere egne fredelige hensigter. Senest har vi udviklet demokrati, som vi gerne vil have mulighed for at lade blomstre inden for det tibetanske samfund i Kina. Vi tilbyder også at samarbejde om en økologisk og socialt balanceret udviklingsstrategi, som kan vise vejen for en politik, der sætter mennesker og ikke penge i centrum«.

Den aktuelle udvikling i det tibetanske samfund er foruroligende. Alene i år har der været rapporter om en halv snes selvbrændinger. Fænomenet er nyt i Tibet. Hvordan skal vi opfatte det?

»Kina fremfører i sin propaganda det argument, at disse handlinger er i strid med den ikkevoldsstrategi, som Dalai Lama står for. Vi er stærkt bekymrede og har diskuteret disse begivenheder på regeringsmøder. Vi har bedt for ofrene«.

Du kunne have valgt at beholde et akademisk topjob i USA med al den prestige, der hører til. I stedet har du valgt en politisk post, hvor udfordringen er monumental, og hvor din månedsløn er lige knap et par tusinde kroner. Forklar lige det.

»Nødvendighed. Jeg er tibetaner. Hvis verden glemmer vores sag, hvad er det så for en virkelighed, vi stilles over for? Tibets udvikling er et spejl af, hvad der rører sig i hele verden«.

Du er bekendt med, at den tidligere danske regering for to år siden skrev under på, at den ville modarbejde tibetansk selvstændighed. Hvad synes du om sådan en gestus?

»Begynder en regering at give den slags indrømmelser, er vejen åbnet for mere af samme slags. Kina skal nok vide at kræve mere. Hvornår er det så tiden at sige stop?«.

BLÅ BOG: LOBSANG SANGAY

Lobsang Sangay er født i Darjeeling i Indien i 1968. Hans far var munk, da kinesiske styrker genindlemmede det tibetanske plateau i Kina i 1950. I 1957 valgte faderen at slutte sig til den væbnede modstandsbevægelse, der modsatte sig den kinesiske tilstedeværelse. Han blev såret, da han i 1959 hjalp den nuværende Dalai Lama med at flygte over Himalayabjergene til Indien.

Lobsang Sangay er juristuddannet og organiserede 2003-2009 syv konferencer mellem tibetanske kinesiske, indiske og vestlige forskere på Harvard-universitetet i USA. I to af konferencerne deltog Dalai Lama og holdt to møder med kinesiske forskere. I marts i år valgte eksiltibetanere i 30 lande Sangay til ny regeringschef.

(publiceret i Politiken 27.11.2011)