Masseødelæggelsesvåben står i vejen for en påstået ‘ normalisering’ af Burma.

I GÅR (30.11.2011) landede Hillary Clinton, den amerikanske udenrigsminister, i Myanmar, det tidligere Burma. Besøget, der slutter i morgen, har været ledsaget af en floromvunden retorik, der har rejst urealistiske og fantasifulde forhåbninger i flere lejre.

Et eksempel er følgende udtalelse fra Priscilla Clapp, der var chef for den amerikanske ambassade i Myanmar 1996-99: »Vi må forvente, at der åbnes et nyt kapitel i de amerikanske relationer med Myanmar, hvor USA vil gøre en indsats for at støtte de reformer, der er sat i værk. Hvis landet fortsætter med at udvikle sig i samme retning, som vi har set de seneste måneder, vil besøget lægge grunden for en normalisering, så der kan udvikles varige venskabelige forbindelser«.

DENNE retorik er rituel og taler uden om de afgørende geopolitiske modsætningsforhold, der er i spil. Præsident Obama har talt om, at USA er på vej tilbage til Østasien ‘ for at blive’, og det er blevet fremhævet, at de betydelige besparelser på det amerikanske militærbudget ikke har ramt Pentagons tropper og basefaciliteter i regionen.

Men på USA’s reelle dagsorden for Myanmar hedder bundlinjen: Brems Kinas økonomiske ( og på sigt militære) ekspansion i Sydøstasien og få skovlen under det atomprogram, som militærstyret for 10 år siden indledte med USA’s ældste og mest vedholdende militære modstander i Asien: Nordkorea.

Det republikanske medlem af Senatets udenrigskomité, Richard Lugar, mindede i sidste uge om, at komiteen i 2006 fik efterretningsrapporter om, at juntaen i Myanmar var i færd med at udvikle anlæg for atomfaciliteter i nært samarbejde med Nordkorea. Lugar udtalte til Washington Post: »Hvis USA på ny skal engagere sig i Burma, må vi kræve fuld åbenhed om omfanget og hensigterne i det burmesiske atomprogram«. USA er således bragt i en situation, hvor Myanmar før eller siden kan bruge ‘ det nukleare kort’ til på sigt at afpresse investeringer, bistand og politiske indrømmelser af et land, der styres af militæret.

For tag ikke fejl: De ‘ reformer’, som det militære magtapparat indledte for et år siden med et parlamentsvalg, hvor det meste var afgjort på forhånd ( den reelle opposition var ekskluderet fra valgprocessen), har ikke afgørende ændret på de politiske grundvilkår i Myanmar/Burma. Det er stadig officerseliten i landet, der kontrollerer alle ressourcer af betydning.

DERUDOVER er magtbalancerne ved at tippe: Hillary Clinton er i Myanmar for at lodde dybden af et udsagn, som blev formuleret af ingen ringere end den burmesiske præsident Thein Seins nærmeste rådgiver, Zaw Htay, i en kommentar i Washington Post 17. november: »Vesten må erkende, at i den geopolitiske tilstand, der er skabt af Kinas opstigning, har man brug for Myanmar. Washington og andre må hjælpe med at forbinde Myanmar med verden udenfor på dette afgørende tidspunkt (…) Hvis USA svigter denne mulighed, afkobler man sig fra den nye orden i Sydøstasien«. Rådgiveren minder om, at hans regering for nylig har suspenderet et stort kinesiskfinansieret dæmningsbyggeri, Myitsone. Kinas økonomiske dominans i det nordlige Myanmar er blevet et kvælertag.

Atomprogrammet har denne forhistorie: En afhopper fra regimet, major Sai Thein Win, har fortalt netavisen Asia Times, at han sammen med nogle officerskolleger helt tilbage i 2001 fik instruktioner om at udvikle et program for masseødelæggelsesvåben. 360 burmesiske officerer blev i maj samme år sendt til Rusland for at blive undervist i udviklingen af fremføringsmidler, dvs. missiler.

Det foregik på Moskvas Stats-Tekniske Institut ( MTSU), der også kendes som Bauman Tekniske Universitet, en anerkendt akademisk institution, hvor forskning i masseødelæggelsesvåben finder sted i relativ åbenhed. Sai Thein Win studerede her i sammenlagt fire år. Efter sin tilbagevenden til Myanmar i 2005 blev han ifølge Asia Times tilknyttet en tophemmelig militær forskningsinstitution nær Myanmars næststørste by Mandalay. I denne egenskab besøgte han flere faciliteter, der producerer dele til missiler.

I februar 2010 besluttede han at hoppe af, og i den burmesiske oppositions vigtigste medie, det Oslo-baserede Democratic Voice of Burma, skrev han i en lang kommentar bl. a. dette: »Jeg har afsløret min regerings militære projekter, ikke fordi disse truer verden, men fordi disse er hovedårsagen til, at befolkningen er ramt af sult. Halvdelen af regeringens budget bliver anvendt til militære formål«.

Når Hillary Clinton i aften møder oppositionslederen Aung San Suu Kyi over en middag, og begge i morgen holder et mere formelt møde, må vi gå ud fra, at et af samtaletemaerne bliver: Hvad kan verden og den burmesiske opposition gøre for at afmilitarisere Myanmar?.

(klumme i Politiken 1. dec. 2011)