Atomhavariet vil næppe ændre på en stagneret politisk kultur

HVAD bliver de langvarige konsekvenser af Japans ‘ Tjernobyl’, det forurenede område omkring det havarerede atomkraftværk Fukushima Daiichi på landets nordøstlige kyst? Kommer der politiske følgevirkninger? Forandres Japans politiske kultur? Svarene handler selvsagt om meget mere end tekniske løsninger og disses finansiering.

Fundamentalt er det Japans evne og vilje til politisk handling, der er på spil. De japanske myndigheder har stillet i udsigt, at det forgiftede område kan bringes tilbage til sin oprindelige tilstand, og nogle ser endda denne monumentale udfordring som en historisk chance for at få genskabt den økonomiske og politiske dynamik, som landet har manglet i nu mere end en snes år.

Selve katastrofezonen er defineret som det område, der ligger inden for en radius af 20 kilometer fra atomkraftværket. Herfra blev der evakueret næsten 90.000 indbyggere efter tsunamien i marts. Ifølge ekspertudsagn kan de evakuerede først vende tilbage til deres oprindelige boliger, når de øverste jordlag fra et område på mere end 13.000 kvadratkilometer er blevet fjernet og erstattet, og tusinder af bygninger er blevet vasket rene for radioaktive partikler.

Men viljen mangler ikke: »Vi er ikke som Tjernobyl. Vi er fast besluttede på at komme tilbage. Japan har både viljen og teknologien til at gøre dette«, som borgmester Toshitsuna Watanabe fra en af de evakuerede byer, Okuma, har udtrykt det. Watanabes slægt har boet i området gennem en lille snes generationer, så han er overbevist lokalpatriot.

En specialist i radioaktiv bestråling, Tatsuhiko Kodama, mener, at katastrofezonen bør genbosættes, men peger desuden på, at regeringen ikke har gjort det klart for de berørte, hvilke ulemper der følger med: »Jeg tror på, at samfundet omkring Fukushima kan bringes til at fungere igen, men mange af de evakuerede må acceptere, at det ikke kommer til at ske i deres levetid«, siger han til New York Times.

FLERE af de tekniske aspekter har fortilfælde fra Japans nyere historie. Efter de amerikanske atombombninger af Hiroshima og Nagasaki i 1945 blev overlevende indbyggere fra disse byområder i flere årtier gjort til genstand for undersøgelser af, hvor længe mennesker kan overleve efter at have været udsat for radioaktiv bestråling. Når de evakuerede er vendt tilbage til deres hjem nær Fukushima, vil de blive gjort til videnskabelige undersøgelsesobjekter, uanset om de vil det eller ej. Et markant fald i livskvaliteten, som næppe kan gøres op i penge.

Under tyve års stagnation har Japans naboer og dets vestlige OECD-partnere ventet på, at den store industrielle og teknologiske gigant skulle komme på benene. I en tid, hvor alle har erkendt, at tyngdepunktet i den globale økonomi er rykket til Asien, er den mindst synlige af regionens tungere aktører Japan, mens der tales heftigt om Kina, Indien og Sydkorea.

Der skulle altså en fysisk tsunami til for at bringe Japan tilbage i den globale medieoptik, men i et land, der på fem år har set seks regeringschefer komme og gå, er det hverken Japans demokrati eller administration, der imponerer.

I EN meningsmåling gennemført af dagbladet Yomiuri i august blev et repræsentant udsnit af vælgere spurgt, om de kunne sætte navn på landets mest populære politiker. 46 procent svarede: Ingen. Regeringschefen fra Japans Demokratiske Parti, Yoshihiko Noda, fik i målingen støtte fra kun 9 procent af vælgerne, tilmed i samme måned, som han overtog embedet.

Forvirret? Forklaringen er, at det er ikke vælgerne, men det regerende politiske parti, der udpeger Japans regeringschefer.

En fhv. amerikansk diplomat, Kevin Maher, som tilbragte en lille snes år i Japan og behersker sproget flydende, forklarer, at forløbet efter katastrofen på Fukushima endnu engang har demonstreret manglerne i det japanske politiske system.

I den første uge efter tsunamien var der ingen klar ledelse af landet, forklarer Maher. Alle relevante ministerier og regeringsagenturer havde vanskeligheder med at udveksle informationer, og der gik ufattelig kostbar tid med at nå den konsensus, der skal danne grundlag for beslutninger.

»Ingen i Japans politiske system var indstillet på at sige: Jeg tager ansvaret og træffer de nødvendige beslutninger. Det skyldes, at de politiske ledere ved, at de ikke sidder ret længe«, pointerer Kevin Maher.

Leverer Japans politiske ledere, hvad de skal? Er de så ansvarlige, som vi må forvente af et demokrati? Spørg de evakuerede. De bør nok forberede en tsunami af protestaktioner.

(klumme i Politiken 17.dec. 2011)