Stormagterne har en interesse i status quo i Korea et stykke tid endnu.

VERDEN er blevet et lidt bedre sted at leve i, efter at førstemanden i klodens sidste stalinistiske dynasti har forladt den. Men hvor meget vi end ønsker os, at de forarmede nordkoreanere skal blive en del af de omgivende samfund, gør vi klogt i ikke at nære illusioner om, at der venter en ‘ tysk’ model for de to koreanske stater.

En koreansk genforening forudsætter, at befolkningen i Sydkorea ønsker den og har råd til at finansiere alt det, der følger efter. Det økonomiske gab mellem Syd- og Nordkorea er langt større, end den tilsvarende forskel mellem de to tyske stater var ved Murens fald i 1989. ‘ Broderkærligheden’ har sine indlysende begrænsninger, og de handler om økonomiske ofre og levestandard.

SER MAN nærmere på de eksterne aktørers interesser, tegner der sig en broget ligning, hvor der på bundlinjen står: Behold status quo en rum tid endnu. Gyseligt at tænke på, når vi ved, hvor slemt det store flertal af nordkoreanere har det, men her er der ikke råd til blåøjede illusioner.

Den sydkoreanske forfatning forpligter landets politikere til at arbejde for en genforening, men den har ingen hast.

‘ Landsmændene’ i Nordkorea skal have tid til selv at løfte sig ud af den økonomiske og politiske elendighed, som 60 års klanvælde og dysfunktionel planøkonomi har skabt.

Hvorfor kan så ikke Nordkoreas velstående naboer række hånden frem og sige: Nu skal vi hjælpe jer ind i noget, der er mere normalt, og som vil gøre jer accepterede?

Det nukleare ‘ kort’, som den netop afdøde diktator Kim Jong-Il har spillet meget dygtigt, gør hele forskellen. Verdenssamfundet har gennem snart en halv snes år forsøgt at overtale og bestikke Nordkorea til at tillade inspektion af de atomfaciliteter, som regimet har arbejdet på siden midten af 1990′ erne.

Sydkorea, Japan, USA og Kina har ydet bistand i milliardklassen, inklusive energiforsyninger, uden at Nordkorea har ydet noget til gengæld. To gange i fjor oplevede Sydkorea regulære militære aggressioner fra nordkoreansk side. En korvet blev sænket i det Gule Hav, og en ø blev bombarderet med artillerigranater. Sådan siger et klanvælde ‘ tak for mad’ til de magter, som i årtier med engleagtig tålmodighed har sendt nødhjælp og penge.

LAD OS blot lege lidt med tanken: at arvtageren i Nordkorea, den 28-årige firestjernede general Kim Jong Un, rækker hånden frem til Sydkorea og siger: Lad os finde ud af en føderation af en slags og lad os bruge en snes år på at få det til at fungere.

Hvem har så interesse i et genforenet Korea, der i løbet af et par generationer kunne løfte sig økonomisk og at kunne skaffe sig kernevåben?

Ikke USA, for så vil de amerikanske baser i Sydkorea vil blive lukket, og vi vil se et forstærket våbenkapløb i Nordøstasien. USA vil blive stillet over for revision af sin sikkerhedspolitik, hvis truslen fra Nordkorea og dermed begrundelsen for amerikansk militær tilstedeværelse og atomparaplyen over Japan og Sydkorea forsvinder.

Heller ikke Japan, som vil se sig nødsaget til at ruste sig med kernevåben. For Japan vil det være nærmest uacceptabelt at have en stærk økonomisk konkurrent kombineret med atomvåben som sin nærmeste nabo.

EJ HELLER KINA, som lever fint med at have tætte relationer til det økonomisk stærke Sydkorea, hvis investeringer bidrager til vækst og udvikling i kinesisk økonomi. En sydkoreansk finansieret opbygning af den nordkoreanske økonomi vil trække sydkoreanske resurser ud af Kina. Kina vil minde verden om sit højt hellige ikke-indblandingsprincip.

Rusland og EU? Glem det, for begge steder har man rigeligt med interne vanskeligheder at slås med i lang tid fremover.

Hvor brutalt det end kan være, ikke mindst for de 22 millioner frysende og sultende nordkoreanere, så er et politisk status quo i Nordøstasien noget, som flertallet af aktører har det udmærket med. Den nordkoreanske ledelse har for længst erkendt, at landet står sig bedst ved aldrig at indgå en aftale om atominspektion og nedrustning forstået på den måde, at usikkerhed omkring dets atomvåben tjener det bedst gennem fastholdelse af tvivlen om, hvorvidt Nordkorea er tæt på at have disse våben.

Dermed holder stormagterne sig på passende politisk afstand, og ‘ afpresningen’ over for naboerne og FN-systemet i form af fødevarehjælp og sydkoreanske investeringer kan fortsætte. Uden politisk tilbagebetaling i form af indrømmelser og forhandlinger.

Hvad kan verden så håbe på i Nordkorea? At der et eller andet sted i regimet udvikler sig en lokal ‘ Deng Xiaoping’: en lederfigur, der kombinerer pragmatisme og udenrigspolitisk realitetssans, og som kan overtale landets reelle magthavere, militæret, til at gøre den retræte, der kan give plads for et lidt mere civilt samfund.

Men der er ulykkeligvis ingen udsigt til en sådan.

(klumme i Politiken 20. dec. 2011)